Skabertrang

Hvor kommer den fra, denne mærkelige idé om at lave video og dokumentere sit liv? Og hvad er det for en idé? Med hvilken funktion? Er det et forsinket ønske om at nogen havde lavet de videoer til jul, påske og sommerferie, som amerikanske børn har.

Hvor levende bevægelser, ægte snak og universelle følelser er fanget i et loop, der kører og kører og kører i en uendelighed. Hvor en lille bid af liv bliver genkendt igen og igen, som symbol på en hel barndom eller er den eneste syntetiske rest af en bedsteforælder.

Er det for at dokumentere, at noget rent faktisk sker på alle de sandgrå dage, der farer forbi? Fra den vilde energi om morgenen, der ofte fører til reel produktivitet og udkomme - til de sene aftentimer, der glider ind i nat uden at være i stand til at producere andet end trætte overspringshandlinger, der laver grus i øjnene og giver tunge låg.

Effektive mennesker får fra meget fra hånden. De mest travle er de mest produktive. Vil du have noget lavet så giv det til en, der allerede har travlt. Jeg hader flappen på Gajolæsker. Jeg vil ikke have så simple sandheder i mit liv. Jeg kan ikke rumme dem. Jeg har ikke plads til så lidt.

Når jeg ser på hvad jeg laver, så er jeg effektiv. Ind imellem uhyggeligt effektiv. Når jeg producerer og udgiver 5 reklamefilm på en dag, så er min effektivitet ikke det essentielle. Det essentielle er effektiviteten af filmene. At de gør en forskel. Det er der jeg er mest effektiv.

Jeg ved hvordan man ændrer tale til overtale. Ord til argumenter. Følelser til handlinger. Og dermed investeringer til overskud. Jeg er ekspert i at gøre reklamekunder, der er tvunget til at reklamere til gladere mennesker. I 30 sekunder. For deres arbejde er reelt angsten. For djævlen i detaljen. For de store linjer i Excelarket. Og for alting mellem dem.

Mange griner af mine kunder. Blinker med det ene øje til en anden ansat, mens de siger jobtitlen med kynisk distance. Som om det var selve funktionen mellemleder, der gjorde at netop de, med deres arbejde fanget mellem fri-ønsker og drømmen om at realisere sig selv professionelt gør at de aldrig bliver til andet end det der står på deres kontrakt.

Men jeg gør ikke grin. Jeg ved at de er mellem og at de leder efter noget de ikke kan finde og få. Nemlig ro. Kan man ikke for dælen få bare et øjebliks ro? Nej. Det kan de ikke. De kan gå tidligt hjem fra julefrokosten og tænke på det gyldne kvartal i 2016, der kun er en varm følelse idag, som er intet værd for virksomheden. De er den lille pige med svovlstikkerne, der tænder en for at holder varmen og ender udbrændt i en sidegade.

Mit arbejdsliv er anderledes. Jeg sidder om morgenen og skriver. Jeg sidder om aftenen og klipper film. Ind imellem om natten. Jeg sover på hotel flere dage om ugen og til tider er jeg mere ude end hjemme. Men jeg er også ude og gå tur med Molly mens solen skinner. For jeg bestemmer selv hvornår jeg går tur. Så længe det passer med alt det andet, som andre har bestemt.

Vandskurede eftertanker, hvor jeg overvejer at bruge mit liv på noget andet. Sælge mine idéer fremfor andres. Ændre folks underbevidste til at flugte med min underverden. Holde op med at sælge andre folks hundemad, politik, indsamlinger, frokostordninger, busrejser, våbensystemer - du ved, hvad der nu er kommet gennem mit system gennem tiden. Udfordringen er, at der er intet jeg tror så meget på som andre tror på deres hundemad. Ingenting.

Mit underbevidste er en lang tvivl og rejse gennem et fantasiland, hvor jeg aldrig kan finde det skide garderobeskab, så jeg kan komme tilbage til de andre. Og når jeg kigger gennem spejlet til den anden side ved jeg også, at det ville kræve så meget nervemedicin og rødvin at jeg ikke ville holde længe.

Filmene er til ensomheden. Den faste makker. Den utro følgesvend. Det solide anker. Ensomheden med sin evige nadver hvor angst, uro, tvivl, ubeslutsomhed, skyld, skam, stress, panik, det mistede greb, vrede og anger sidder ved bordet og råber ad hinanden mens humoren sniger sig ud for at lave en forræderisk aftale med livet. Heldigvis.

Filmene er for at holde fest i hverdagen og holde fast i mig selv. Holde mig selv fast, længe nok til jeg kan se meningen. Korte meninger mellem holdningsløse opgaver. Så hvad er idéen med filmene på Youtube? Det er filmene på Youtube. De er til mig selv. De er en hel lørdag, der går på at lave denne film for at finde meningen med denne film.

Det er at finde mig selv i bunke optagelser. Sætte mig sammen og blive hel. Høre min stemme nok til jeg kan genkende den. Så den ikke bliver væk. Så jeg ikke bliver væk.