Skam

Pige sidder bag matteret glas og skammer sig

Et af de stærkeste værktøjer i kassen, når det kommer til at styre en flok, er skam. Det stopper uønsket adfærd omgående og sætter uafrystelige spor i den, der har gjort det forkerte. Men netop fordi skam er så hårdt et greb skal det også forløses. Ellers efterlader vi det enkelte menneske i et jerngreb, der aldrig vil give sig. Som sætter grumme spor på resten af deres liv.

Uforløst skam fryser dig i tid og får dig til at nedbryde dig selv. Indefra og udefra. På måder, som du vil skamme dig endnu mere over, men accepterer og måske ligefrem omfavner. Fordi dårlige ting sker for dårlige mennesker. Og sådan et er du. Et dårligt menneske. Selvom den organisation, de personer eller det menneske som gav dig skammen, ikke er del af dit liv længere, er væk eller ligefrem død, så bærer du skammen så fint videre selv og holder den i live.

Skam er den perfekte måde, at styre mennesker på. For det øjeblik den er plantet, bliver den fastholdt. Den sidder i krop såvel som selv. Om du bliver påført skammen af en religion, et samfund, en tidsånd eller en forælder, så bor den samme sted. I centrum af din eksistens og selvopfattelse.

Det er meget muligt, at det ikke er selve skammen eller de direkte afledte effekter af skammen, du dør af. Men hvis du ikke anerkender, udfordrer og møder den, vil den formodentlig følge dig til din dødsdag. Måske endda overleve dig, fordi du giver den ufiltreret videre til dine børn.


Inden vi går fortsætter, vil jeg gerne fortælle, hvorfor jeg har valgt at skrive om skam. Det har jeg, fordi uforløst skam er den primære blokering i mit liv. Det som stopper mig igen og igen. Skammen ligger som en usynlig kraft mellem mig og verden. Og med tiden tegner den uforløste skam et mere og mere forkert billede af den verden jeg er i, og den måde jeg er i verden på.

Oliver Sims sang Hideous handler om netop dette. Den kom efter to års snakke med alle de mennesker, som han havde behov for at tale med, før han åbent viste sin største skam. Og så gjorde han det. Som Oliver Sim har fortalt:

I’ve become a believer in sharing stuff. Shame and fear thrive on secrecy. And that’s how, for me, it’s grown and mutated and [given me] a warped perspective on things. So I started opening my mouth socially, and it spilled its way into music.
Oliver Sim synger Hideous foran et livepublikum i London

Allersidst i Hideous afslører Oliver Sim den skam, som har været en evig skygge i hans liv og samliv. Med sig selv og andre. Og med et drys "radical honesty" er skammen ude i lyset, hvor den ikke holder længe før den mødes med empati og kærlighed. Med inspiration i Oliver Sim laver jeg nu noget ud af min skam. Nemlig disse ord. Jeg trænger til at skrive dem. Måske trænger du til at læse dem?


Pinlighed, skyld eller skam

Der er nogle grundlæggende og vigtige forskelle på at føle sig pinlig, føle skyld eller skam.

Jeg kan ikke genkende min datters venindes far. Jeg ved ikke hvorfor, men han er uigenkendelig for mig. Det har ført til flere akavede samtaler mellem os. F.eks. da jeg troede, at han var ham, der kom for at hente den ødelagte græsslåmaskine, som jeg gav gratis væk på Den Blå Avis. Men faktisk var han der for at hente sin datter. Det var mega pinligt! Og jeg blev faktisk ret flov. Men det er ikke det samme som skam. Det vækker ikke skyld eller skam i mig, fordi jeg ikke gør noget forkert eller gør det fordi jeg er et dårligt menneske. Jeg kan simpelthen ikke genkende ham og det er pinligt, men ikke mere end det.

Hvis han er flink, så griner han af mig og hvis han er pernitten, så synes han, at jeg er en idiot. Begge dele er ok med mig, fordi det hele kommer ud af noget, som jeg ikke kan gøre noget ved og som ikke er med vilje. Der er også den formildende faktor, at det er almindeligt kendt og prøvet. Jeg ville kunne fortælle denne historie til et middagsselskab og mærke latteren rulle blandt gæsterne, fordi de fleste har prøvet at gå i deres egne tanker og ikke kunne genkende en anden, som de burde genkalde umiddelbart.

Hvis jeg gør eller siger noget, som går ud over andre mennesker, så er jeg skyldig. Det kan være ubevidst eller sågar bevidst. I vores samfund er vi enige om, at situationen kan reddes og det samme kan jeg, så længe jeg er villig til at blive klogere og undskylde. Det handler ikke om min person, men noget jeg har gjort, der var forkert. Så længe jeg har en vilje til at sige undskyld og blive klogere, kan skylden udlignes. Enten nu, eller over tid. Vi har et fælles og moralsk kompas for, hvordan vi navigerer i den situation.

Men hvad nu hvis jeg er forkert. Som mig. Som menneske. Hvis jeg er et dårligt menneske og det ikke kan ændres, fordi det ikke handler om det jeg gør, men den jeg er? Skam er den værste følelse, fordi den ikke handler om de pinlige fejltrin, som alle mennesker kender, eller det vi har gjort og fortrudt, men dem vi er. De forkerte værdier, som jeg har, der skal gemmes. For andre - men vigtigere, for mig selv.

Hvor pinligheden kan bruges, som aktiv samtalestarter omkring spisebordet og skylden kan vaskes af sammen med bod og bedring, så er skammen den du er. Det du skammer dig over ved dig selv, er også det du ikke kan dele om dig selv. Det som du er overbevist om andre ikke vil kunne genkende, forstå eller tilgive. Derfor er skammen altid ensom. Du bærer den alene. Derfor er skammens natur anderledes end de andre følelsers. Fordi du føler, at du er anderledes end alle andre. Og aldrig kan dele det, fordi det vil gøre, at andre afskyr dig.

Skam er en skam

Hvor går grænsen mellem dem vi er og dem vi ikke kan undgå at være?

Der er en oplagt styringsmekanisme i skam, som kan udnyttes. Religioner har altid udnyttet vores dyriske drifter og menneskelige lyster til at installere en dyb skam over det, der "fjerner os fra gud", altså det, der fjerner den enkelte fra det fælles moralske normkompas. Det er indbygget i alle religioner, også de reformerede.

Der er også penge i skam. Alt det kropslige vi ikke kan styre eller bestemme, men kun skamme os over. Bumser, sved, rynker, skæl og grå hår. For at give de mest oplagte eksempler.

Reklamebranchen har ikke holdt noget tilbage for at fortælle dig, at naturligt opstået, hvidt støv på din mørke sweater, fordi din krop afsondrer hudceller - også i håret - er noget du skal skamme dig over.

Klassisk udskamningsreklame

Der er også magt i skam. Ved at gøre det skamfuldt, at ønske sig statussymboler eller mere økonomisk lighed, har to af verdens supermagter holdt deres folk på sporet i mange år. Men at udøve magt gennem skam, er slet ikke forbeholdt politisk ideologi. Du kan garanteret også finde det ved din partner, din kommune, din skole, din præst og din mor. I en eller anden grad.

Det er muligt, at skam er et stærkt styringsværktøj, men det ender altid i minus over tid. Det enkelte menneske begynder at nedbryde sig selv og sit selv, som konsekvens af den skam, som de bærer alene, men ofte er resultat af noget, som udefrakommende har påført dem. Vi er ikke skabt til at være uden flok og når vi oplever skam sker der det, at vi selv distancerer os fra flokken, fordi vi ikke ønsker den skal opdage, det vi skammer os over. Vi trækker os - og det gør flokken også. Men hvorfor trækker vi os lang tid før flokken gør? For at undgå at de andre træffer valget for os. Det gør simpelthen mindre ondt i øjeblikket selv at gå, end at de andre forlader dig, fordi de opdager hvem du virkelig er.

Udlevelse eller indlevelse

Skam er en såkaldt sekundær følelse. Den kommer efter en primær følelse, som er dem vi umiddelbart føler i en situation. Hvis din søn løber ud foran en bil, vil du have en primær følelse af angst, som bliver til vrede. Hvis du skælder ham meget ud og naboen ser det, kan du senere føle skam over du skældte ham ud i stedet for at give ham et knus. Den primære følelse er en basal følelse og skammen er en kompleks efterfølgende følelse, der er forankret i, hvordan du håndterede den primære.

På trods af, at de fleste forældre vil kunne forstå og genkende din reaktion, så er skammen din egen at håndtere. Fordi du føler du har brudt nogle normer, der ikke må brydes. Nogle af de normer, som ikke kan repareres ved bodsgang. Du føler du er et dårligt menneske, uanset hvad andre synes. Og giver udtryk for. Faktisk har man kunne hjernescanne sig til at venlige ansigter fremkalder frygt og vrede i skamfulde mennesker og får dem til at trække sig endnu mere ind i sig selv. Hvordan skulle andre kunne acceptere det man ikke kan acceptere ved sig selv?

I slutningen af 1940erne forbandt man rygning med kræft. Ved min konfirmationsfest i 1985 gik der sølvfade rundt med cigaretter og cerutter. Fordi det skulle være fint. Jeg røg selv et par stykker, med mine vidende forældres fulde forståelse. I 1995 kom den første rygelov, der skulle begrænse rygning indendørs. I 2007 røg rygerne på gaden og i dag har vi et helt andet billede af rygning.

Det tog 70 år, at gå fra sejt til sygt. I dag udskammer vi rygerne og det hjælper helt sikkert ikke de resterende rygere. Men vi har radikalt ændret syn på rygning, som virkede som en fasttømret del af vores liv, på mindre end en livstid. Og det kommer også til at ske med skam.

Om ikke andet fordi vi er i en lang bevægelse, hvor vi ændrer syn på mennesker. Den fysiske straf af danske børn blev forbudt i 1997. Og selv på det sene tidspunkt, i forhold til lande vi normalt sammenligner os med, havde loven modstandere. F.eks. Pia Kjærsgaard, som dengang sagde:

Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom.

I det tilfælde passer staten ikke så godt på sine børn, for i en undersøgelse blandt 1.156 ottende klasses elever, som Børns Vilkår gennemførte tidligere i år, var hver femte elev blevet udsat for fysisk vold indenfor det seneste år. Og psykisk vold, som blev forbudt i 2019, havde hver fjerde barn oplevet.

Nu er vi nået til den psykiske arv og det selvbillede, som vi giver børnene. Og som de giver deres børn. Den arv, som vi bærer gennem generationer. Fordi vi ikke tør tale om det. Som vi tror gør os til dårlige mennesker. Som vi tror vi bærer alene, men i virkeligheden overfører til vores omgivelser. For det kan godt være vi har klædt vulkanen ud som et cirkustelt, men den eksploderer stadig.

Derfor - tror jeg - er vi i den helt spæde begyndelse af en bevægelse, der kommer til at gøre det, at påføre skam på andre, til det mest skamfulde man kan gøre, som menneske. Prøv at tænke hvor meget ulykke i livet og mellem mennesker, som kunne undgås, hvis vi turde sætte ord på. Fortælle det højt og møde andres forståelse og måske endda egne erfaringer med samme skam.

Det vil redefinere misbrug, som ofte er en direkte konsekvens af skam. For det andet er skammen over misbruget en accelererende faktor og samtidig også en primær årsag til ensomhed omkring misbrug og dermed fastholdelse i misbrug.

Det vil redefinere måden vi ser på hinanden og ikke mindst os selv. Jeg ved godt hvordan jeg bliver tyndere. Ved at spise færre kalorier end jeg forbrænder. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er jo ikke idiot. Men jo mere jeg skammer mig over min tykke krop og det faktum, at jeg ikke kan styre den del af mit liv på samme måde, som andre kan, så længe vil jeg have behov for at trøstespise.

Dem der skammer sig, påfører ofte andre sin egen uforløste skam. Sådan kan skammen rejse på tværs af generationer og tider og tage livsglæden fra alt og alle. Det skal ændres og derfor begynder kampen mod uforløst skam, som alle andre store samfundsændringer, ved at vi ser dens negative konsekvenser. Giver den et navn og kalder det ved enhver given lejlighed, med kærlighed og empati mellem hinanden, indtil det pludselig ikke er unaturligt at tale om sin skam længere og fremskridtet er sket.

Prøv at tænke hvad vi kan spare de fremtidige generationer for, hvis vi er dem, der tager opgøret med den uforløste skam.

Vi skal af med skam. Fordi skam er en skam.


Jeg ved dette udfordrer den ramme vi har aftalt, men det er også en del af rammen. I denne uge er vi 37, der modtager Ugens Inspiration. Jeg vil så gerne have at vi er lidt flere, så del inspirationen med nogen, du mener kan have glæde af det og husk at abonnere selv, hvis du ikke allerede er på listen.

Klik her og gør det nu.

Hilsner Patrick

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.