Snooze

Logo fro podcasten Djævlens Værk
Et afsnit af podcasten Djævlens Værk

Snooze, det er noget fanden har skabt. På en dag, hvor han ikke helt kunne komme i gang og egentlig gerne ville blive i søvnens fjerne verden. Hvor han ikke var klar til den evige stress og uendelighed af gentagelser, hvor man til sidst tvivler på om det nytter noget og gør en forskel, der gør en forskel. Det der, der kaldes hverdagen. Stå op, pine og plage folk med deres egen skyldfølelse og slidte samvittighed. Lade folk spejle sig i hinandens bedste sider og vise et ideal skabt i menneskets eget billede, men uden dets natur og følelser.

Snooze
Der findes en lang og ubrudt tråd som styrer meget mere af dit liv end du er klar over. En lige linie, der skabte fundamentet for både kommunismen og kapitalismen. Den globale landsby og den ting i din hverdag, som giver dig et tiltrængt glimt af håb i hverdagens værste…
Hør dette afsnit af Djævlens Værk som podcast

Snooze er indskudt den dag at fanden opdagede, at det helvede han havde skabt til andre, boede han selv i og hans første indfald var at glide ned under dynen og håbe det hele forsvandt på de ni minutter, der var inden alarmen gik igen. Men han slap ikke fri. Månen stod også op den dag. De ni minutter forsvandt som sandkorn i tidsstrømmen og han måtte rejse sig og stå ansigt til ansigt med endnu en dag i helvede.

Den tidlige fugl får den største orm. Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng. Morgenstund har guld i mund. Godmorgen, godmorgen — til alle dyr i skoven…

Hvis jeg havde en femmer for hvert eneste ordsprog, der forsøger at sætte forherligende ord på at stå op før fanden får sko på, så havde jeg en bugnende bankkonto. For i en moderne verden er der næsten ingen af os, der lever et liv der er tilpasset os, men må bugte og bøje sjæl og legeme for at passe ind i det liv, industrisamfundets uendelige loop af skamfuldt forbrug og skyldig produktion betjener og hersker i.

Det kan godt være vi kalder det et vækkeur, men sandheden er at det er en alarm, der vækker os og det er faktisk præcis det din krop oplever hver eneste morgen. En alarmtilstand, som vi fastholder os selv i, ved hjælp af en satans knap, som ofte er den første vi trykker på hver dag, nemlig snooze.

Vores stenalderslægtninge er formodentligt stået op når lyset eller dyrene vækkede dem. Og gået i seng når bålet brændte ud efter maden og aftenens sidste anekdoter var genfortalt. Der var ingen, der kom hjem efter en dag med konstant hentestress, der havde siddet i kroppen siden morgenstunden. For tænk nu, hvis ikke man nåede op i tide til at smøre madpakker, få alle i tøjet, komme afsted, få en god aflevering, finde en plads til sin cykel eller endnu værre bil, nå kontorets første møde — med en kop kaffe i hånden — og så videre i den absurde arbejdsdag. Kulminerende med den voksende uro op mod kl. 15.30, hvor man SKAL afsted, så man kan hente sit barn som den sidste far i institutionen den dag. Den eneste glæde, der er i dén hverdag, er glæden over den alenetid barnet fik med pædagogen fordi man svigtede som forælder.

Men det kan sådan set være ligegyldigt. For vores hverdag er slet ikke ment til at glæde hverken dig eller mig eller de børn vi slæber et sted hen, hvor vi kan hente dem igen når vi har leveret dagens bedste timer på arbejdsmarkedet. Når man står midt i en mark er hele verden lavet af hvede. Det kan være svært at huske hvor på tidslinien man trådte ind. Men det hele er sjældent mejslet i granit, selvom det føles koldt og hårdt og uforanderlig. Din hverdag er kun 150 år gammel. Den blev designet og indført i 1870ernes Danmark og er en direkte konsekvens af industrialismen, som nutiden er skabt til at servicere.

Men er vi ikke i en tid, hvor vi drømmer om det unikke og elsker skæve eksistenser? Jo. Men det har vi Hollywood og de snaskede websider til at levere. I industrialismen ligger ikke kun pengemændenes drøm om at producere mere billigere, der ligger også et forbrugerønske om homogenitet. Et ønske om, at det man køber er ens fra gang til gang. Er noget man kan stole på og som har en vis stabilitet i kvalitet og udtryk.

Det kommer fra en tid, hvor de fleste produkter blev skabt i såkaldt forlagsvirksomhed. Altså ikke i bogudgivelsesbranchen, men efter forlæg. Hosekræmmere på landet og købmænd i byerne solgte råstoffer til og købte færdige produkter af folk, der sad i deres hjem og forædlede dem. Du kan faktisk sige, at hele idéen om hjemmearbejdspladser havde sin storhedstid i 1700- og 1800-tallet. F.eks. i Hammerum hvor man siden 1500-tallet havde produceret strikkede strømper, underbukser, trøjer, vanter og huer i et antal, der gjorde at man kunne sælge både nationalt og internationalt.

Hele produktionen foregik som husflid indtil midten af 1800-tallet, hvor der dukkede industrielle uldspinderier op. Ikke for at overtage produktionen, næ, for at hjælpe med at karte og binde ulden, så de hjemmearbejdende hosebindere kunne koncentrere sig om at strikke de færdige varer. Ja, helt sikkert, tænker du. Men det er faktisk rigtigt. Det er ikke mere end 150 år siden, at det mest normale arbejdsliv i Danmark var hjemmearbejdspladsen.

Selv i 1883 hvor Søren Truelsen etablerede Hernings første trikotagefabrik baserede han produktionen på hjemmearbejde. 300 strikkemaskiner stod i private hjem og Truelsen forsynede strikkerne med garn og købte de færdige produkter, der kom ud af den private produktion. Hele byer som Herning, Hammerum og Ikast — og deres infrastruktur er byudviklet efter den vigtigste industri i midtjylland i 1900-tallet. Nemlig den tekstilindustri, der begyndte som hjemmeproduktion i den sidste del af middelalderen og brødfødte store dele af regionen 500 år senere.

H.C. Andersen var håbløst fascineret af flere ting, som ikke blev oplevet i hans liv. En af dem var Kina. En fascination, som blev grundlagt nede ved åen i hans barndomsby. “Jeg havde hørt af en gammel Kone, som skyllede Tøj i Aaen, at Keiserriget China laae lige her under Odense Aa, og nu ansaae jeg det for slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften, som jeg der sad, kunde en chinesisk Prinds grave sig igjennem Jorden op til os, høre mig synge og saa tage mig ned til sit Kongerige, og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot“. Andersen kom aldrig til Kina. Han oplevede heller ikke gengældt kødelig kærlighed.

På hjemmesiden Havens ABC kan man læse, at det hvide morbærtræ ikke er særligt interessant som hverken pynt eller frugttræ. Det er muligt. Men for dælen! Hvid Morbær er netop årsagen til at du og jeg holder i kø på motorvejen om morgenen eller slås med brede Christianiacykler på supercykelstier for at nå institutionens sidste rest af forældreværdighed. Andersen havde fat i den lange ende. Kina var og er central i fortællingen om verden og dens gang og ikke mindst vores hverdag. Begyndelsen er faktisk gemt og beskrevet som et eventyrligt øjeblik.

Leizu er en ung kinesisk kvinde, der sidder og nyder en kop te under det hvide morbærtræ. Pludselig falder der en kokon ned i det varme vand og da hun vil samle den op lægger hun mærke til at den består af en tråd. Leizu vikler og vikler mens varmen opløser strukturen. Hun ender med at have en silketråd, der rækker hele vejen rundt om haven hun sidder i. Det er ikke en lille have hun sidder i. Det er Den Gule Kejser af Kinas have. Hendes mand. På morbærtræerne finder hun flere kokoner, der kan vikles ud når de blødes op i varmt vand. Leizu overtaler kejseren til at få en masse hvide morbærtræer, så hun kan dyrke sin nyfundne hobby. At vikle silketråd ud af kokoner og spinde det sammen, så man kan lave stof af det.

Leizus møde med silkelarven foregår for cirka 4650 år siden, så måske tænker du, hvad det præcist har med snoozeknappen på mit vækkeur at gøre? Alt! Vitterligt alt. Silken er selve grundlaget for hele verdens samhandel. Men også bærebølgen for den kulturelle udveksling, der sker mellem verdensdele, kulturer, samfund og verdener. Der før silken ikke har meget at ville eller gøre med hinanden, men pludselig skal finde en måde at mødes og omgås. Der skal handles. Sammen.

Meget passende er silkeormen et af de såkaldt holometabole insekter. Det betyder at den gennemgår en fuldstændig forvandling. Faktisk flere gange. En af de største er inde i kokonen, hvor larven forpupper sig mens både indre og ydre organer ændrer sig. Naturligt ville den komme ud, som en sommerfugl. Desværre kræver det at den bider sig vej gennem kokonen og dermed forkorter den dyrebare ensporede silketråd. I stedet bliver larven dampet ihjel så vi kan forandre vores ydre.

Kina var gode til at holde på hemmeligheden om hvordan silken blev produceret. Derfor kunne Silkeruten snegle sig på hesteryg gennem kongeriger og imperier i mange århundreder og fungere som spydspids for en globaliseret verden. Senere lykkedes det nogle munke at snige levende pupper til den by der nu er Istanbul. Her begyndte en statskontrolleret produktion. Inden længe spredte silken sig. Bl.a. til Italien, der skulle vise sig at blive helt instrumental i etableringen af kapitalismens fundament. Fabrikken.

Da den unge engelske mand John Lombe sidder og tegner ved stearinlysets skær en aften i Piedmonte i Italien har han ikke gjort sig klart, at denne tegning vil blive hans død. Midt i sit livs triumf og ungdom, kun 29 år gammel.

John Lombe kom fra byen Derby, som den 80 kilometer lange flod Derwent flyder gennem. Lige her flyder floden med særlig god kraft og samtidig krydser vejen mellem Carlisle og London lige gennem. Det er den vej, der i dag hedder A6. Det er oplagt at industrialismen kan opstå her. Vilkårene er perfekte. John Lombe havde set hvordan Thomas Cotchett havde bygget englands første vanddrevne silkespinderi lige her, med hjælp fra en lokal tekniker, George Sorocold. Cotchetts spinderi fejlede. Måske fordi det byggede på hollandske maskinkonstruktioner, måske fordi det var første forsøg. John Lombe tog til Norditalien og besøgte de famøse italienske spinderier, som var kendt for at være velfungerende og teknisk på forkant. Og det er her vi finder ham en sen aften, i stearinlysets skær.

Her sidder han og tegner de maskiner han ser. John Lombe betragtes som verdens første industrispion og han betalte en dyr pris for sine handlinger. Selvom han tog hjem til Derby og udtog egne engelske patenter på de maskiner han havde kopieret, slog sig sammen med sin bror og bad teknikeren Sorocold om at bygge en ny fabrik, så kunne han ikke løbe fra italienernes vrede. Myten er at de betalte en ung dame for at finde og forgifte manden, der skabte verdens første rigtige fabrik. Defineret af at den havde hele produktionen under ét tag og blev drevet af én samlet energikilde.

Fem etager, tre dusin tunge maskiner, et over 7 meter højt vandhjul i et samlet kæmpe hus satte gang i tandhjulene og kickstartede industrialismen. John Lombe og hans bror introducerede i 1721 maskiner der var så store de ikke kunne være i et almindeligt hjem og så dyre at en almindelig arbejder ikke kunne anskaffe dem selv. Hvis man ville have en indkomst skulle man møde op på fabrikken. If you snooze, you loose.

Det kræver lidt båndbredde at begribe hvordan både kommunismen og kapitalismen kommer direkte ud af det faktum at silkeormen spinder sin kokon af en lang ubrydelig tråd. Der på mange måder minder om vores historie. Der begynder et sted og vikler sig sammen til vi ingen ende kan se og ingen begyndelse huske. Vi kan kun ligge der i sengen før lyset bryder frem og mærke hjertet banke hårdt på grund af vækkeurets barske adrenalinprovokerende lyd. Trykke på snooze og et lille øjeblik glide ind i det der kunne være vores liv. Nemlig at ligge beskyttet og varmt omgivet af silke, mens vi udvikler os og vokser i vores helt eget tempo. Men vi ligger der på lånt tid indtil de ni minutter er ovre og vi bliver dumpet ned i dagens kogende vand, så resultatet af vores arbejde kan bruges i en større sammenhæng. Uden os.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.