Social intelligens skal grundkodes

To piger ser på samme skærm og deler hovedtelefoner
Emma Gad skal have et ekstra kapitel om at stille sit mentale overskud til rådighed for helheden og dermed sig selv

Social intelligens er en af de vigtigste faktorer i vores moderne liv. Vi kan ikke længere uddanne, løbe, lære, arve, stjæle eller kæmpe os til den absolutte top, hvis vi ikke ejer social intelligens. Social intelligens er mere end krymmel på toppen. Det er evnen til at stå, hvor som helst i bunken af kager og få dem alle til at se bedre ud.

Derfor kunne høje mennesker i gamle dage få et lederjob og derfor kan lækre mennesker, her taler vi ikke om dem, der ser godt ud, men dem man gerne vil kende, ja ligefrem angler efter opmærksomhed fra, vinde verden i dag. Og det gør de.

Krøllede hjerner som den britiske skuespiller og forfatter Stephen Fry, kan vinde det halve Twitterfølge og prinsen på den hvide hest, på trods af en stejl budskabskurve, netop fordi han ejer social intelligens til overflod. Mark Zuckerberg kan stille sig ved siden af skuespilleren Jesse Eisenberg i Saturday Night Live og grine lurt og derigennem få en højere anerkendelse. Hell. Selv George W. Bush kan udgive en bog om hans liv set indefra, som nedbrænder og genrejser ham i en statsmandsudgave. Når vi deler ud indefra og med paraderne nede, deler vi på lige vilkår.

Der er en uendelig række faktorer vi tager for givet. Dannelse, uddannelse, evner, indsigt, interesse, kompleksitet og forandringshunger. Det er trin vi står på. Klart det ikke er nemt at være et menneske, hvis primære drøm er uendelig fritid, i en samtid, hvor du definerer dig selv på, hvordan du administrerer din bevidstheds og krops overskud af energi. Men det er præcis der vi skiller alfa fra røven af fjerde division. Dér gør det moderne menneske forskellen mellem at lykkes og lykken.

Derfor skal vi udvide dannelsesbegrebet. Det er ikke nok at komme til tiden, bruge bestikket udefra og drikke af det rigtige glas. Emma Gad skal have et ekstra kapitel om at stille sit mentale overskud til rådighed for helheden og dermed sig selv. Derfor skal vi forstå at omgås andre på en måde, der respekterer og inddrager dem i os, så de vil rumme os. Stammesamfundet er tættere på at være genindført, men som vi selv vælger vores familie, klikker vi også flueben på Facebook når det kommer til at melde os ind og ud af de geografisk ulåste, værdibaserede stammer.

Missing the link
I denne tidsånd rammer det som et lyn i røven, at forsøge at interagere med mange produkter og medier på en relativ moderne måde. Tag f.eks. pladeselskaber, eller rettere, administratorer af intellektuelle rettigheder. I en social verden har vi et medfødt behov for at kunne fortælle hinanden om det der rør os og sig. Det gør vi typisk og praktisk ved hjælp af et link. Det er hele idéen bag internettet, at man kan dykke ned i en tekst og se hvad der ligger bag den, ved at klikke på det. Når pladeselskaberne ikke tilbyder evnen til at linke så løser brugerne det selv. I 90erne ved at piratkopiere og fildele. I dag ved at uploade til skyen og linke til filen. F.eks. på Youtube, som formodentlig er verdens største medieafspiller dags dato.

Den evige spiral af advokater, multinationale virksomheder og opfindsomme brugere med en ræv bag øret, jagter hinanden og deres egne haler. Brugerne er ikke ligeglade med hvem der ejer rettighederne til en sang eller et tv-show eller en bog. De fleste forstår slet ikke, at der er en intellektuel ejer. Vi vil gerne dele vores oplevelser med andre i stammen og det gør vi på to måder. Over kaffen og via link.

Det er mit, mit, kun mit!
Fremtiden indenfor produktudvikling og markedsføring følger – pr. natur – menneskets udvikling. Vi er et udvandret afrikansk stammefolk, der knytter os til hinanden og tjener fællesskabet fordi det får den enkelte mest ud af. Derfor er det sikkert som Amar´ i banken at man bliver fattig ved at holde på sit og spærre sine fordele og værdier inde fremfor at dele dem. Det er faktisk ikke ulogisk. Det er det kun i den Onkel Joakim-økonomi, som vi tror kapitalismen er. Det er den ikke. Det var version 0.1 og vi har bevæget os videre. Eller det vil sige, en del af forbrugerne har bevæget sig videre.

Det at produktudvikle så ens produkter kan begå sig socialt i verden, er det næstvigtigste. Lige efter at de altså har ti fingre og ti tæer og kan trække vejret selv. Derfor kan det også undre, at så meget fokus er lagt på, hvordan man tjener penge på et produkt fremfor at udvikle det produkt, der ikke kan undgå at tjene penge…

ÅH! Hvor er jeg træt af at se mig selv genskrive de samme fucking linjer.

Jeg bliver nødt til at stoppe et øjeblik. Prøv lige at høre. Nu har jeg skrevet om disse ting i en del år efterhånden. Jeg har forsøgt at forstå. Lært. Noteret. Beskrevet. Udgivet. Og intet er dybest set sket. Når jeg læser mig selv – som jeg gjorde midt i en sætning for et øjeblik siden, så læser jeg en jubeloptimist, som ingen topledelsesgang har på jord. Jeg kan godt se det. Seriøst. Jeg KAN virkelig godt se det. Det er den samme gamle sang og den kører i rotation på min side af forståelsen.

Den anden dag sad jeg med Berlingske Tidendes digitale avis-app på min iPad og tænkte over, hvorfor den er lavet som den er. Hvorfor det koster kr. 18,- at købe en digital avis, der ikke har tryk og distributionsomkostninger (som dog er godt ⅔ af en papiravis pris). Hvorfor den optræder i boulevardformat på min iPad, hvor jeg sidder og scroller og pincher mig gennem en komplet utilgængelig avis på ti tommer. Hvorfor helvede avisen ikke har noget så simpelt som links, bare internt i avisen? Når der er en reference på forsiden til en artikel inde i avisen, hvorfor er den ikke klikbar? Jeg fatter det ikke. Og det er ærgerligt at se så dårlig udvikling. Ærgerligt, at det altid ender i en forklaring om markedet, der ikke er klar. Og indadvendte diskussioner om journalistik, som er så vigtigt for demokratiet og sikring af en meget vigtig forretningsmodel, når det burde handle om at gøre sit produkt anvendeligt i en ny tid. Det er sgu da logik, er det ikke?

Vi er i 2011 og vi har dybest set ikke fattet noget så basalt, som vigtigheden af link. Vores forståelse af nutiden ligger glemt i 90erne et sted. Vi står med en kæmpe daglig deling, der er en fantastisk mulighed for at få spredt eksistensen af tons af produkter. Det er en gigantisk kæbemuskel, der dagligt tygger sig gennem millioner af anbefalinger og oplevelser. Hvordan stiller vi os så til rådighed for det fællesskab?

Glade brugere og forbrugere vil gerne dele os med deres digtale omgangskreds, men vi har så travlt med at designe vores hjemmesider, som indadvendte portaler, at noget så simpelt som et link ligner lort, når det bliver delt på Facebook. Hvem trykker på et link, hvis metalinier består af ens adresse eller en generisk beskrivelse af virksomheden? Og billedet, der følger med i bedste fald er firmaets logo. Det er der ikke meget socialdigital forståelse i.

Det at forstå sammenhængen og indbygge evnen til deling i produkter og kommunikation er det vigtigste vi overhovedet kan gøre. Det er den dannelse vi skal lære vores børn, hvis vi vil have de skal have gode chancer for at lykkes i nutiden. De skal kunne indgå og omgås i en sammenhæng og helhed. Det samme gælder vores produkter og kommunikation. For helvede!

Det er, opsummeret, meget klart, at du ikke kan få en bid af det sociale og digitale, hvis du ikke smider værdi i gryden. Så simpelt er det. Indlysende. Men også træls at høre på. Jeg ved det. Jeg har missioneret rigeligt til at kende blikket på bagerste række. Ham, der er rasende og bare venter på at kunne fremføre sine fasttømrede og fremtidsangste argumenter. Han sidder lige ved siden af ham der er i vågenkoma, fordi han har hørt sangen om forandring og ny forståelse så ofte at han hellere vil have et stykke med mad. Og det er træls. I know.

Men hvad nu hvis der var en pointe her? Det er trods alt de samme mennesker, der tjener deres penge på at udvikle mod strømmen, der i fritiden sagtens forstår at bruge både den digitale og sociale forståelse. Det er en sjov dobbeltfornægtelse.

OK! Lad os droppe metasporet og vende tilbage til den form vi kender. Så vil jeg introducere en af de evige konsulentjargonidéer og til at afslutte blogindlægget, så vi begge kan gå hvert til sit med god samvittighed.

: Så ved at fokusere på vores produkter og kommunikations linkability er der mulighed for at vinde noget social spread, som vi ellers går glip af.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.