Spred hjernen

Person med handsker afleverer sin stemme
Sandheden er at ingen af dem bringer Danmark tættere på dagen i morgen. Det gør alle de danskere, der står op og går på et rigtigt arbejde hver dag. 

Jeg ville ønske, der var et ord i den politiske forståelse, der havde modnet sig på samme måde som ateist. Et ord, der beskriver et menneske, der anerkender andres ret til en politisk ideologi, samtidig respekterer nødvendigheden af et politisk system, men måske ikke kan finde sig selv i det. Jeg er sgu ikke rigtig buddhist, jeg er heller ikke rigtig kristen på den gammeldags måde, men heller ikke på den nye måde. Jeg finder ikke gud i det gamle testamente. Heller ikke efter fyrre år i ørkenen. Eller på den syvende dag i det nye. Og så trækker jeg ateist-kortet og er fredet. Tak for det.

Sandheden er at jeg stadig betaler til Folkekirken og har de samme samtaler med Gud, som jeg har haft siden jeg var en lille knægt, der virkelig trængte til dem, for min Gud ved, at det trængte jeg til og trænger til. Fordelen er at det er min Gud. Eller måske rettere min gud. Min gud er meget tilgivende, vis og klog. Hey, jeg vælger trækkene men han trækker valget. Vi er meget på linje og derfor er gud meget tilstedeværende i mit liv. Ikke at han siger så satans meget. Men han er der altid, på sig egen stille måde. Og det fungerer rigtig fint for mig.

Tidligere brugte man ateist som en udefra kommende beskrivelse. Nu kan man selv påberåbe sig den status og det er i orden. Ordet har modnet sig. Det er lige så fint at være troende, som at være ateist. Faktisk er det med tiden blevet næsten ens. Om man tror på Noget eller ikke-noget er lige valid en tro. Men det gælder sjovt nok ikke når vi når det politiske. Så bliver stemningen hurtigt meget definitiv. Man skal æde en ideologi. Med hud og hår. Der er sgu ikke meget slack eller tilgivelse i det politiske system eller den lille personkreds, som leger politik i Danmark (ja, det er desværre et citat fra en politisk aktiv). Man kan ikke melde sig ud, man kan ikke vakle. Vi kan blot lade som om vi alle har et ståsted. Og det er vel dybest set derfor politik er så fucking nederen.

Ind i mellem er der en enkelt, der hoster noget om råheden og at vi har de politikere, som vi fortjener. Men det er sgu sjældent jeg virkelig har påskønnet de uendelige diskussioner for uenighedens skyld, som kan følge en fesen fadøl på Toga. Der er intet ønske om at skabe noget spirende, kun at sønderbombe noget eksisterende. Eller fjerne det frø, der måske kunne spire. Et ønske, der allerede forventes i de unge år i partiernes ungdomsorganisationer og derfor er grunden på tinge.

Tænke sig hvis det fandtes at man kunne lære af andre ideologier og at man kunne respektere hinanden for den fælles tro på det bedste for alle og at denne kunne komme fra flere politiske guder. At man brugte den samme mængde energi på ikke at grine ad hinanden eller gøre hinanden til grin, men prøve at forstå hinanden. Prøv at tænke på hvilken mængder af midler (ergo, hvor mange der kunne leve lykkeligt på et plejehjem eller bade i mælk i en børnehave), der kunne frigøres, hvis ikke man skulle nedgøre og nedbryde hinandens tankesæt, men havde tanke på om der var noget fælles at bygge på.

Tænk på de mængder af kroner, der kunne spares på spin, spil og spiritister, der oversætter hvert et politisk åndedrag og giver det mening for folket. Men endnu vigtigere er det at kigge på utopien i at 5.5 millioner mennesker skal vælge et af 8 partier på Borgen eller stemples som sofavælgere, der ikke gider udøve deres demokratiske pligt. Efterhånden er der kun to muligheder for en anstændig dansker. Enten at stemme på et af de partier, der har deres udgangspunkt i en ideologi, der var tidssvarende for over hundrede år siden og ikke er ændret efterfølgende. Eller stemme blankt.

Der er selvfølgelig også den fuldstændig sindssyge vej at blive politiker selv. Jg har ind i mellem overvejet det. Men! Det ville kræve en skråsikkerhed, som jeg ikke har nogen respekt for. Det ville også kræve et nærmest ubøjeligt ønske om at knuse sine modstandere, altså folk med andre tanker, fremfor at forstå, møde og lære af dem. Politik kræver en lyst til at sove med blodsmag i munden, hver aften. Fra ofrene for ens gerninger eller fordi man har bidt sig selv så hårdt i tungen for ikke at sige noget, der lå uden for partilinjen.

Der kan man man så sidde, fanget mellem en sten og et hårdt sted. Det er selvfølgelig ærgerligt. Men det er specielt ærgerligt, for hvor skal vores fremtid komme fra i et selvopholdende politisk kartelsystem, der fodrer sig selv? Den kommer ingen steder fra. Med verdens ældste floskel, vi skaber selv den fremtid, som vi kommer til at leve i. Og det er måske på tide, at vi finder en ny fremtid, der ikke er defineret i en parlamentarisk opfattelse, der bundfælder sig i firepartisystemet med tilsættelsen af Glistrups danske marcipanbrød i ´73.

Måske er det bare mig, men kommer trætheden ikke hurtigt sjoskende? Vi har valgt at vi kan diskutere politik ud fra herremændene, landmændene og arbejdsmændene i det her lille land. Det er sgu knap så tidssvarende i min optik.

Altså har vi en helt igennem forstokket og forfrossen dansk politik. Hvor man ind i mellem tænker, ”Hold da kæft, det skal jeg forandre”. For sekundet efter at tage sin levertran og tænke: ”Hold da kæft, det her kommer aldrig til at smage godt”. For hvor starter man? Hvordan opnår man det fine forhold til sin politik, som man kan med sin tro? Det gør man ikke. Det er flot den ene side vil revolution og den anden fastholde de gamle værdier. Sandheden er at ingen af dem bringer Danmark tættere på dagen i morgen. Det gør alle de danskere, der står op og går på et rigtigt arbejde hver dag. Derfor er det så nemt at vælge at gøre sin borgerpligt. Sprede hjernen og tænke på gud.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.