Sprinklervæske

Logo fra podcasten Djævlens Værk
Et afsnit af podcasten Djævlens Værk

Dette er et afsnit af podcasten Djævlens Værk: Klik her og lyt til den som podcast!

Den der overflødige deciliter, der er tilbage i dunken når man har fyldt sprinklervæske på bilen, den har fanden skabt. Og det på en dag, hvor han i ekstra grad ville udnytte en af de største svagheder i mennesket, nemlig vores uendelige og stærke hjernetrang til at færdiggøre ting, skabe helheder, forstå det der er omkring os. Vores ubændige trang til at tegne cirklen rund mentalt, hvis månen er halv og have reolen fyldt med bøger, uden huller fra dem der er lånt ud. Måske endda sætte bøgerne i farveorden. Orden, orden, orden, det er det eneste hjernen skriger på og som den aldrig får. Den får højst et halvskidt sammensurium af indtryk, den evigt stykker sammen til den bevidsthed den giver dig lige nu.

Sprinklervæske
For alle os, der voksede op i det “oversete årti”, også kendt som 90erne, var opbrud af livsmønstre og overvældensen af muligheder en vigtig faktor. Vi skabte distancen og opretholdt afstanden mellem os selv og livet, så vi i sikker afstand kunne betragte det udefra me…
Hør dette afsnit af Djævlens Værk som podcast

Kender du håndbevægelsen, hvor man med ved at lade hænderne forme outlinen af giraf-antenner på oversiden af hovedet markerer en form for eksplosion af indtryk, der sprænger skallens vakuum? Det var min oplevelse første gang jeg læste Mærk Verden. Tor Nørretranders gik fra statsradiofoniens nørdede videnskabsjournalist til folkets mand og i julen 1991 blev der givet mange velmente julegave-eksemplarer til u-entusiastiske familiemedlemmer og venner, der slet ikke havde behov for en dygtig og begejstret, men stadig videnskabeligt funderet gennemgang af, hvordan hjernen desperat forsøger at udkomme med den bedst mulige bevidsthed uden stop. Måske er det netop det store slid med at skaffe så meget efterretning, som muligt. Sortere det på en fornuftig måde og anvende det dygtigt, der gør at vi simpelthen har behov for at trække stikket og lade os falde hen i søvnen mindst 7 timer hvert døgn.

Tangent: Jeg kan huske den usandsynlige helt, Nørretranders, med sine runde briller og casual stil, der kunne inkludere tøj af hør, der med fødderne dybt placeret i videnskaben ikke lod sig ryste af den tur i mediemøllen og rundt i vælten, der opstod i kølvandet på Mærk Verden. Det må have været en vild og lang tur, som jeg foreløbigt har kunnet spore til mindst 10 oplag. Det må være tusinder og tusinder af bøger, der er langet over disken i de år, der fulgte. Og selv på sin 25 års dag, blev bogen genudgivet i endnu et oplag. Det stinker af klassiker. Men det stinker også af det mindfuck, som det var at sidde og læse en bog, der klædte hjernen af til sit inderste og afslørede samtlige svagheder i den del af kroppens indhold, som vi aldrig havde stillet spørgsmål ved. Den del vi brugte til at rumme os selv og følte var os selv. Bevidstheden. Jeg kan huske da jeg første gang læste Mærk Verden, hvor jeg læste natten igennem og blev nødt til at gå på job dagen efter, uden at være færdig. Det var en zombieagtig træls dag, de run handlede om at komme hjem og få de resterende afsløringer. Og da jeg klaskede bogen i efter sine 572 erkendelsestunge sider tænkte, shit mand. Nu skal jeg lagre denne nye viden om min forrevne bevidsthed, som skabes af noget, der er et halvt sekund foran mig. Hvordan skal det nogensinde fungere? Og hvad kan jeg egentlig stole på her. Og findes jeg, eller er jeg bare en konstruktion til et andet formål, jeg ikke selv kan se fordi jeg bare er det blinde instrument? Slut på tangent — men slet ikke slut på plirrende forvirret for-evigt-følelse…

Vi var helt sikker mange, der sad tilbage med en følelse af at den funktion vi havde tilskrevet kroppen, nemlig at den var et værktøj, som vi brugte som instrument for vores vilje, i virkeligheden også gjaldt vores bevidsthed, som blev skabt og genskabt som resultat af et overmenneskeligt samarbejde mellem krop, nervesystem og hjerne mikrosekund for mikrosekund. Det hele et halvt sekund forsinket, måske for at kunne nå at indsamle, sortere, bearbejde og udgive på en rimelig fornuftig måde.

Tangent: Ind i mellem afslører det halve sekund sig. Personligt husker jeg det bedst fra en oplevelse i min barndom, hvor jeg havde fået en ny lyseblå cykel med syv gear og smalle dæk. Da jeg kørte ned af bakken på Ibstrupvej i Jægersborg for at køre ned til mine venner på Tinglevvej satte fordækket sig fast i en kloakrist, der aldrig var et problem med brede dæk. Brugte min hastighed til at kaste mig fremad og over styret. Ned på den nylagte lysegrå asfalt med et slidlag af skærver. Udover jeg fik en hjernerystelse, der krævede to sengeliggende, rasende kedelige uger, rev det også mit ansigt i smadder, hvilket jeg dog ikke opdagede før jeg havde gået en kilometer hjem og så mig selv i et spejl med blod drivende ned over hele kroppen.

Men der, da jeg fløj henover cyklens styr og hen mod asfaltens toppede møde med mine unge kinder, gik tiden langsommere end normalt. Nogen ville kalde det slow motion, man kan med rette undre sig over hvad en stenaldermand, der aldrig havde set en superligakamp med langsom gengivelse og hvis reelle forståelse af tid var døgnet og årstiden, ville kalde det. Men lad os bare kalde det slow motion i denne sammenhæng. Jeg følte og kan stadig genkalde fornemmelsen, at jeg hang i luften og langsomt fløj mod min sikre møde med jordens nylagte overflade. Som i The Matrix kunne jeg kigge mig omkring og orientere mig i rummet, men kunne ikke bevæge mig hurtigere end normalt, så jeg havde minimal indflydelse på resultatet, for mine arme bevægede sig i samme tempo som rummet. Uendeligt langsomt. Var det min hjerne, der fik så meget data at et halvt sekunds forsinkelse ikke længere var nok, gik tiden på hele jorden langsommere lige der? Nej, det gjorde den ikke. Tiden er jo noget vi har fundet på for at få silt oplevelser ad og derfor primært noget, der følges med bevidstheden og slet ikke en fast størrelse. Så det var min oplevelse, der sagtens kunne være anderledes end alle andres. Tilbage til virkeligheden.

Nå, men Nørretranders kickstartede halvfemserne med at gøre os allesammen pinligt bevidste om vi ikke kunne stole på vores bevidsthed. Og det blev på en måde meget symptomatisk for det årti, der — for os der var unge voksne — blev en lang erkendelse af at babyboomerne ikke ville slippe magten, æren og pengene og vi kom til at være den generation, der aldrig kom til fadet fordi vi var børn af efterkrigsbørnene, der havde fået vitaminpiller som børn og deraf følgende høj sundhed og lang livslængde og samtidig var blevet krydsbestøvet med en hamsterrace, der havde uendelige kindposer og ingen skam, hverken når det kom til selvoptagethed eller karriereræs, som de kørte uden skelen til andre på livets landevej. Men det havde hverken vi eller prins Charles gennemskuet ved årtiets begyndelse. Det var undervejs vi opdagede, at verden gik fra at have fokus på børnerne til at sætte de voksne og deres muligheder for at realisere sig selv på en pedestal.

Det er ikke for sjov, at et ord som nøglebarn gik fra sin oprindelige 1950er betydning, som primært var knyttet til fattige hjem, hvor far var på druk og mor på arbejde, til at være en bred 90er betegnelse for snart sagt alle børn, fordi mor var på job og far havde karriere.

Tangent: Jeg siger ikke, at vi nødvendigvis led under vores forældres manglende interesse. Jeg tænker at jeg aldrig havde kunnet eksperimentere med at lave 20 meter høje ildsøjler, der blev affyret ved at kortslutte en hjemmebygget tændsats med svovl, der vuggende lå på et centimetertykt lag af æter i en nedgravet småkagedåse. Men jeg tænker at vi måske kunne have undgået dengang jeg lavede en meget stor version af samme model, der inkluderede en trillebør, al plæneklipperens benzin og tænding ved stjernekaster, hvis nogen havde været hjemme mellem skoleslut og aftensmad klokken 19.00. Bevares, nu kom de jo hjem fordi garagen var spredt ud over de nærmeste tre nabohaver og politiet — efter meget korte undersøgelser — havde fastlagt at det nok var mig, der var ansvarlig og derfor mine forældre, der skulle betale for de tre brandbiler, der havde kørt fuld udrykning, som standard på en større eksplosion i nærheden af Garderhøjfortet. Ja, jeg fik smæk og nej, det var ikke forbudt på det tidspunkt men alligevel en sjælden gæst i min opvækst. Jeg ved godt hvorfor jeg fik det og det var angst og omsorg, der drev lige de lussinger og det var faktisk helt ok. Ikke at jeg på nogen måde selv ville vise min angst og omsorg overfor mine børn på den måde, Men jeg har jo også haft en helt anden opvækst end mine forældre. Slut på tangent.

Folk, der har langt mere forstand på generationer end mig, beskriver de mange skilsmisser der opstod i den skrid og prøv igen kultur, der havde sin rod i at alle voksne nu tjente deres egne penge og derfor ikke fandt sig ret meget fra hinanden satte sin spor på både min generation, men også min egen opvækst. Skrid og prøv igen-kulturen bredte sig og blev en form for bagvedliggende pude for min generations unge voksenliv. Vi var i tvivl om alt konstant. Vi så os selv udefra hele tiden. Ironien og sarkasmen levede i kulturen, samværet og vores selvbillede og med en grundangst som resultat. Man kan ikke leve og betragte livet samtidigt. Livsforløbet, hvor man levede sit liv uden at se nærmere på hvordan og hvorfor var nu vendt til en overoptagethed med sig selv og de livsvalg, der så blev udskudt og efterfølgende vurderet og forladt i en lind strøm.

Gen X var i starthalvfemserne på vej ind i det rodede og trælse årti, der ind imellem kaldes det oversete årti. Vi havde HIV, vi fik terrorisme. Vi havde ulighed, vi fik den rigeste 1%, som begreb. Vi havde farvefjernsyn, arkade-, og bip-bip-spil, vi fik sms, computere og Venner. Vi gik fra at leve var noget man gjorde automatisk på linie med at trække vejret. At leve var et vilkår. Til at leve var noget man skulle være god til og skulle lykkes med. Det var et sammenligningsgrundlag og et lykkeparameter.

Tangent: Jeg tænker at vi fik de sociale medier på grund af denne fokuseren på vores liv, som bevis på lykken og ikke omvendt. Bare læs et Bo Bedre fra 90erne og se at Instagram dybest set er muligheden for at blive stjerne i dit eget uendelige Bo Bedre, der udgives flere gange om dagen. Tilbage til slutningen.

Jeg tror fanden har skabt den overflødige deciliter sprinklervæske, der altid er tilovers når tanken er fyldt — og det på en dårlig dag. Satan kender vores svagheder og ved hvor meget uro og irritation, der bliver skabt i systemet når en opgave ikke kan færdiggøres og dermed fjerne det mentale stress den udløser. Nu står man der med en deciliter af noget, der faktisk har en værdi, men ikke ret meget. Roen ville være i at tømme dunken og smide den til genbrug. Men nu skal den lukkes og opbevares. Og man ved allerede, at man glemmer den næste gang man fylder sprinkler på bilen. Og så har man to deciliter og to dunke. Nej, de bliver jo ikke hældt sammen fordi man ikke kan huske, hvor den anden dunk er. Og den dukker først op den dag en af dine venner hjælper dig med at flytte og spørger hvilken kasse de tre sprinklerdunke skal i.

Livet er ikke et lykkemål. Det er en beskidt overlevelse, hvor det hele tiden handler om at samle de bedst mulige indtryk og styre dem bedst muligt mod de udtryk, der lige nu skaber mest ro, renlighed og regelmæssighed. Og det eneste vi har til at hjælpe os er et system, der blev udviklet til at overleve i en helt anden virkelighed og derfor har brug for et evigt halvt sekund, til at træffe de bedst mulige beslutninger. Vi kan lige så godt opgive tanken om vi nogensinde bliver gode til det, men vi kan blive bedre, hvis vi gør os umage med at acceptere vores uendelige fejl og mangler — og måske endda elske dem.

Vi kunne jo starte med at skide på det hele og smide den overskydende sprinklervæske ud.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.