Stilhedens mørke side

Med tiden har jeg lært, at når der bliver stille skal jeg holde kæft og være klar til noget nyt. Det er en evig kamp, først at opdage at der er den type af stilhed, der vil en noget. Typisk kan jeg ikke høre den, fordi jeg taler for at fylde tomheden. Tempoet skal ned. Hjernen beroliges og antennerne rulles ud. Og så skal jeg vente.

Jeg har lært at forstå stilheden som en indikator på, at noget er på vej. Stilhedens opgave er simpel. Gør klar til at modtage. Afvent aflevering. I mellemtiden fryser tid og rum. Men måske burde jeg se anderledes på stilheden. Bogstaveligt talt.

Den amerikanske terapeut Phil Stutz har arbejdet som fængselspsykiater i Rikers Island, som er New Yorks centrale og største fængsel. Herefter blev han privatpraktiserende, men intet har ændret hans liv og levned mere, end da Stutz flyttede fra New York til Los Angeles. Han håbede, at det ville mildne det kroniske træthedssyndrom, han levede med. Det gjorde mere end det. Flytningen gav ham et helt uventet liv.

Stutz bor og arbejder i en tre værelses lejlighed, som på ingen måde svarer til hans USD 400,- mindste timepris eller de mennesker, som han er terapeut for. Han er på mange måder en klassisk mønsterbryder i en tradition, der kommer fra Sigmund Freud og allerede i næste led bliver genopfundet af Carl Jung. Hvilende på fortiden, men konstant moderniseret og genfødt.

Stutz har ikke tålmodigheden til den klassiske terapi, der afventer at patienterne er klar til at forstå sig selv, men afbryder og byder ind med sine egne holdninger og råd. Da skuespilleren Jonah Hill i november 2022 udgav dokumentarfilmen Stutz, inspireret af fem års terapi hos psykiateren, var et af hovedtemaerne i filmen netop utålmodigheden, med sig selv og sine sår.

Hollywoods forhold til terapeuterne begynder i 1920erne, hvor de jungiansk funderede behandlere tiltaler den kreative klasse. Der er en resonans mellem, at åbne sindet og stille sig til rådighed for en kreativ proces og åbne sindet og stille sig til rådighed for hele livet, som Jung mente man bør.

Der er også en ironi i, at netop Hollywood tager terapien til sig. Jung taler om skyggen, den del af os, som vi ikke bryder os om og ofte er bange for. Den del vi skjuler. For andre, men faktisk også for os selv.

Skyggen er, med Jungs ord: "Summen af alle ubehagelige egenskaber vi gerne skjuler. Sammen med de utilstrækkeligt udviklede funktioner og indholdet af det personlige ubevidste".

Billedet af skyggen kommer til Jung i en drøm. Han er ude i en blæsende nat, med kun et lille stearinlys til at lyse op: "Jeg kiggede tilbage, og så en gigantisk sort skikkelse følge efter mig," skriver han. "Da jeg vågnede, indså jeg med det samme, at figuren var et af Brockens spøgelser. Nemlig min egen skygge på de hvirvlende tåger, skabt af det lille lys, jeg bar".

Jungs indsigt er, at vi skal lære at leve med både de gode sider såvel som skyggesiderne, fordi det hele menneske rummer begge dele. Det lyder banalt, men det er alt andet end ligetil.

I Hollywood dyrker man den simple fortælling, hvor en historie har en tydelig helt og en modstander. Ofte ekstremt to-dimensionelle karakterer, som kun har gode eller onde hensigter. I fortællingen om dit og mit liv er vi både den gode og den onde og det, at forlige sig med det, er livets store arbejde. Måske derfor elsker vi at fordrive tiden med, at se skygge og lys udkæmpe den ydre kamp, som vi burde tage indeni os selv.

Udfordringen med skyggen er, at når vi skal acceptere den er del af os, så skal vi også acceptere, at vi ikke er de mennesker, som vi helst vil være. Altså, at vi er mere end vores gode sider og de sider vi lader andre se. Det udfordrer os. Eller jeg ved i hvert fald, at det udfordrer mig. At jeg ikke kun er den, som jeg kan være tilfreds med at vise på Instagram, men også er en masse, som jeg skammer mig over, frygter og endda hader.

Ved en workshop, som Stutz afholdt, kom han i kontakt med Barry Michels, som blev hans mentee. Over tid er de vokset sammen, i praksis og som fænomen. Bl.a. hjulpet på vej af bogen The Tools, som de skrev og udgav sammen i 2012. Bogens kerne er en serie værktøjer, som Stutz begyndte og som de sammen har videreudviklet.

Hvor terapien langsomt finder årsagen i skyggen, så løser værktøjerne knuderne.

En af de indsigter, der blev hængende efter jeg havde hørt The Tools færdig, var at blive ved med at se kigge ind i skyggens mørke. En første reaktion er at vende sig bort og ignorere det man ikke ønsker at være. Med lidt træning kan man måske acceptere, at der er en skygge. Men Stutz og Michels foreslår, at man tager det et skridt videre.

Man kigger og holder blikket ind i mørket indtil indholdet i mørket åbenbarer sig. Man venter ikke på budskabet. Man lytter aktivt til stilheden indtil man kan høre, hvad den gemmer. Man venter ikke passivt på besked, man kigger indtil man kan se i mørket.

Dér ligger stilhedens budskab.

Som en gave.

Michels går endda skridtet videre og mener, at skyggen er selve livet. I sine terapeutiske sessioner forsøger han at give sine patienter modet til at se, hvad de kan skabe ud af skyggen. Som ofte er en langt mere spændende proces og fortælling, end den konforme historie, vi foretrækker at give om os selv.

Som Jung sagde: "Hvor din frygt er, der ligger din opgave". Men skyggen er ofte frygtelig ensom, for ingen ser den. Ikke engang os selv, der ofte gør alt, hvad vi kan for at undgå at anerkende og se vores skygge. På trods af den er det mest særlige ved os og den del, der bærer flest unikke historier om os.

Vi samler inspiration i de ting vi oplever. Når vi taler, griner, græder, rejser og interagerer med andre. Hvis man lever bare lidt nysgerrigt, kan man slet ikke undgå, at samle et katalog over andres erfaringer, fornuft og følelser. I hvert fald dem, som de deler.

Som grundlæggende ensomme rejsende i livet råber vi hilsner til hinanden, når vi passerer. Fortæller lystigt når vi ind i mellem følges. Giver en masse om os til mennesker, vi slet ikke kender eller kommer til at vide hvem er. Kaster en smule af vores liv over i deres og får lidt af dem.

Vi lever i en tid, hvor vi deler ord, billeder, video og tanker om vores live og samfund. Aldrig i menneskets historie, er der blevet sat så mange ord på den enkeltes identitet og ret til at udtrykke sig og være. Men ord er ord. Tilbage står vores skyggeside stadig ensom og overset.

Og når vi ignorerer den, så spænder den ben for os. Så begynder vi at drikke for at kunne holde ud at leve uden kontakt med det meste af os. Eller klikke uendeligt på TikTok-videoer. Skyggen prøver at få kontakt og kræver opmærksomhed. Og vi prøver at løbe væk. Vi bliver enormt vrede, fordi vi ikke anderkender det hele selv. Eller bliver uendeligt triste, uden vi kan mærke hvorfor.

Som Michels pointerer, ligger det meste af hvert eneste menneskes potentiale i skyggen. De fleste af os kan ind i mellem mærke fornemmelsen af, at vi har mere i os end vi udlever. I hans forståelse er det skyggen, der banker på og tilbyder os at blive mere. At blive hele.

I dag kan vi forstå de fleste mennesker, fordi alle har mulighed for at udtrykke sig. Kun et menneske forstår vi gennem stilhed. Os selv.