Når man ser jorden hænge frit i et mørkt, koldt, sort rum, som ikke understøtter menneskeliv, så forandres ens forståelse. Man ser, hvor skrøbelig den lille jord er og hvor ensom, den hænger i rummet. Som det eneste venlige sted, vi kan få øje på.
Mørket og den dystre arv ligger gemt, lige under overfladen, i mange af vores mest anerkendte kunstnere. Vi fortæller hinanden, at det er en væsentlig del af at kunne kreativt. Det er en del af prisen, som du betaler for den kreative gave, at kunne forløse smerten i noget, andre kan forstå og føle.
Når alle kan blive alt og bliver det, så er der en højere barre før du er noget. Som alle andre ikke er. Det bringer det enkelte menneske i lidt af en presballe. For på den ene side har vi brug for flokken for at overleve og på den den anden side har vi brug for at skille os ud for at leve.
I 1970 havde miljøaktivister afviklet Jordens Dag for første gang og det var tydeligt, at den samlede stemme, slog meget hårdere end de sporadiske og spredte, som man havde haft før.
Nogen fik en idé: hvad nu hvis vi kan få alle til at kigge på forbrugeren fremfor os?
Udfordringen træder tydeligt frem når fjenden ikke længere er fælles og bliver hinanden. Når identitetskrigen går fra at være fælles til at være polariseret og personlig. Nationalt såvel som internationalt.
