The Great Resignation

To mænd arbejder på deres computer med maske på
I mine øjne handler The Great Resignation om at vågne fra et mareridt og ryste det af sig. Det med at jagte en drøm er en helt anden historie. 

Forleden så jeg en direktør for en rekrutteringsvirksomhed, der på LinkedIn fornægtede eksistensen af The Great Resignation. Tjah. Han ikke kun fornægtede den, han foragtede faktisk idéen. Hans pointe var at der ikke var et øje mindre i arbejde og at ingen havde sagt deres job op i protest. Det skete simpelthen ikke.

Men noget sker der altså. Uanset om direktøren vil tro på det eller ej. Dansk Arbejdsgiverforening fortæller at flere holdt op i et arbejde under deres foreningsvinger i 2020 end begyndte. Mange blev sendt hjem og senere fyret. Mange oplevede at den loyalitet de havde kastet i virksomheden ikke var tovejs.

I alle brancher kom man hjem og opdagede at det kræver mere end fuld tid at passe et arbejde. Fra du står op og smører madpakkerne til du putter ungerne er vores hverdag struktureret rundt om det vi kalder fuldtidsarbejde, som i virkeligheden fylder tæt på 14 timer i døgnet, hvis man tæller det der muliggør fuldtidsarbejdet. Der lå en helt anden hverdag, meget mere omsorgsfuld mod alle, og ventede hvis vi arbejdede på den måde man arbejdede før industrialiseringen.

Danmark er et af de lande i verden der har den korteste vej til middelklasse. Uanset hvor du kommer fra. Det tager typisk to generationer af bevæge sig fra samfundets økonomiske bund til et meget bedre sted. Det er et stærkt samfundstræk. Det giver ro og stabilitet at ligheden er stor. Men middelklasse er baseret på økonomi og hvis vi tager hele paletten med, hvem gider så et middel liv?

Når mennesker klogere end mig skal tale om samfund, tager de ofte udgangspunkt i intergenerationel mobilitet. Altså hvor langt kan du bevæge dig op på samfundsstigen mellem generationer. Populært sagt begynder dit liv et væsentligt bedre sted end dine forældres begyndte. Og ja. Der bonner Danmark ud. Min mor og far er født i 1947. Deres barndom, skolegang, uddannelse, arbejdsliv og familieliv så helt anderledes ud end mit har gjort. Og min børns ser helt anderledes ud end mit. Min ene datter har en uddannelse og et job, som jeg ikke kunne tage. Ligesom min far ikke kunne have taget samme uddannelse som jeg gjorde, fordi den ikke eksisterede da han uddannede sig. Vi har, med afgående LO-formand Thomas Nielsens berømte ord fra 16. februar 1982, sejret ad helvede til, godt. Og det har vi også siden. For det slutter aldrig.

Det næste vi har kig på er den intragenerationelle sociale mobilitet. Altså muligheden for at bevæge sig til et bedre sted i løbet af et liv. I min optik er dette selve årsagen til The great Resignation. Før industrialiseringen sad mange mennesker hjemme og arbejdede. Mange havde deres familie, inklusive deres børn, med i arbejdet. Det var en helt anderledes hverdag. Det er ikke sikkert den var bedre, men den var centreret om hjemmet. Som arbejdsplads og hjem. Du arbejdede garanteret mere end 37 timer om ugen, men du gjorde det hjemme og når det passede dig.

Snooze
Der findes en lang og ubrudt tråd som styrer meget mere af dit liv end du er klar over. En lige linie, der skabte fundamentet for både kommunismen og kapitalismen. Den globale landsby og den ting i din hverdag, som giver dig et tiltrængt glimt af håb i hverdagens værste…
Hvis du har lidt tid, så er dette en kort fortælling om industrialiseringens indflydelse på vores liv. Hvis ikke, så bare læs videre. Teksten hænger sammen uden og bliver bare uddybet, hvis du lytter. 

Dunbars nummer

Siden 1880erne har vi bevæget os gennem den hurtige tid, de hurtige penge, det hurtige liv og de hurtige venskaber. Intet af det gjorde os lykkelige, så nu rykker vi på en måde tilbage til det liv, mennesket har kendt det meste af sin eksistens. Vi har taget en omvej, der gjorde os rigere, klogere og ældre. Men ikke lykkeligere.

Den britiske antropolog Robin Dunbar forskede sig frem til at være sikker på vi ikke kan rumme mere end 150 relationer. Sammen med andre forskere har han neuroscannet og observeret sig til at et komplekst socialt systems rummelighed stopper der.

Dunbar siger at med den størrelse hjerner vi har så går det i ged, hvis vi prøver at rumme mere end vi kan. Det optimale system går op i fem. Indercirklen af 5 man elsker. 15 gode venner. 50 bekendte. 150 meningsfulde kontakter. 500 man kender til. 1500 man kan genkende.

Mere kan vi simpelthen ikke rumme at holde styr på socialt. Uanset om det er menigheder, klubber, familier eller julekortslister, så lander vi der. Ved 150 skifter den sociale relation karaktér og ved 1500 løber genkendelsen ud. Prøv at proppe det ind i en dating-app eller i et socialt netværk.

Bare fordi vi kan opfinde og sætte det i verden, betyder det ikke at det er godt for os. Bare fordi det findes betyder det ikke, at verden ikke kan og skal se væsentligt anderledes ud indenfor relativt kort tid. Det sværeste for os mennesker er at se de bevægelser, som rækker ud over vores tid, men alligevel er det bølger, som betyder mest. Industrialiseringens første tanker gennemsyrer stadig vores liv, på trods af de nærmer sig 200 år. Vores nuværende politiske system er bygget på mindst 100 år gamle tanker. For os virker de som konstanter. I historiens lys har de ikke eksisteret længe og verden så væsentligt anderledes ud før de kom til verden og vil se væsentligt anderledes ud efter de har forladt den. Uanset om vi kan se andet imens.

Vi ved kun en ting, dette skal vi ikke

The Great Resignation har en følgesvend, som i min optik er den mest triste. Den er døbt Quiet Quitting. Den stille dræber af livsglæde, hvor man simpelthen giver op, men ikke forlader sit arbejde. Man forsøger at finde punktet af det mindst mulige, der gør at man ikke bliver fyret, men absolut heller ikke gladere.

"Vi kan jo ikke allesammen have et sjovt job", er en klassiker, som du hører i forbindelse med arbejdsmarkedet. Underforstået, nogen skal jo lave lortearbejdet. Nu er det ikke jobbets kvalitet, men om vi kan lide vores chef og om vi kan finde mening og flow i arbejdet, der primært bestemmer om vi er glade for og i vores job. Tesen om lortearbejde er grundliggende forkert. Uanset om man skovler lort.

"Vi kan jo ikke allesammen finde os selv", er en anden klassiker. Typisk fremført af folk, hvis største angst er at skulle se sig selv i øjnene.

Sandheden om The great Resignation er da også en helt anden end jagten på at realisere os selv. En del af os arbejdstagere vil altid være på jagt efter at blive noget bestemt, som vi ikke er endnu. Men i min LinkedIn strøm er der en helt anden tendens, der er voksende og definerer The Great Resignation. Det fleste opslag handler ikke om at tage mod til sig og realisere en defineret drøm. Det handler om at tage tid til at finde ud af hvem man er og hvad man vil. Hvor det eneste man er sikker på, er at man ikke skal have det job man har. Og derfor forlader det.

Når rekrutteringsdirektøren er skeptisk overfor The Great Resignation, så er det fordi den bevægelse er skeptisk overfor ham og det grundlag, hele hans forretning, og dermed verdensbillede, hviler på. At vi skal glæde os over at få tilbudt et job, finde os i det mens vi har det og forlade det stille og roligt, når virksomheden ikke længere har brug for os.

I mine øjne handler The Great Resignation om at vågne fra et mareridt og ryste det af sig. Det med at jagte en drøm er en helt anden historie.

Denne video handler om ikke at leve af sin passion, men derimod lade passionen guide det håndværk man har. Hvis du har tid så se den. Teksten på denne side hænger fint sammen uden du ser videoen. 

Faren ved kun at have set nutiden

For de fleste af os vil The Great Resignation og andre bevægelser, der ligner den, være en anormalitet. En afvigelse fra det typiske. Udfordringen ved kun at have set nutiden er, at måske er den anormaliteten uden vi kan se det. Måske er den måde vi lever på lige nu en omvej, mens vi finder tilbage til den gode vej.

Min generation, GenX, blev blandt andet defineret af McJobs. Uforpligtende arbejde, som man passede mens man ventede på at blive noget større. Forfatter. Fotograf. Grungemusiker. Det kom der præcis lige så mange forfattere, fotografer og frustrerede Seattlemusikere ud af, som verden havde brug for. Uanset hvad den enkelte generation gør, så er det næsten det samme som generationen før. Det bedste den kan og vil.


Dette essay er gratis. For 25 kroner om måneden giver du mig mere tid til udforske vores fælles menneskelige erfaringer, indsigter og de blinde vinkler i livet, som påvirker vores hverdag og livskvalitet. Samt får adgang til indhold, der er reserveret supportere. Som f.eks. denne:

Det jeg har lært af at skabe et liv uden kunder og chefer
Jeg vil gerne hjælpe dig med at afklare hvem du er og hvad du ikke kan lade være med at gøre. Hvordan du kan leve og leve af det. Og hvordan du bedst klarer vejen derhen.

Du kan tjekke mulighederne for at blive supporter ud ved at klikke her.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.