The medium is the message

Genudgivet og opdateret: Før vi enedes om at indholdet er kongen, fortalte Marshall McLuhan os, at mediet er budskabet. At vi ikke kan studere indholdet, men snarere bør studere mediet, der bringer os indholdet, da det er det, der skaber konteksten - som er det, vi faktisk forbruger, når vi tror, vi bruger medier.

Jeg antager, at Marshall stadig giver meget mening, da jeg kan observere mig selv se 25 videoer fra Tasty uden nogensinde at færdiggøre en enkelt ret. Det handler ikke om opskrifterne. Jeg forbruger ikke "køkken-DIY" - jeg spilder tid på en måde, der får mig til at føle, at det ikke er spildt - mens jeg lærer at mestre mit køkken.

For at bruge Marshall McLuhans gamle måde at forklare sin indsigt på: En lyspære er et medium, der tillader os at blive oppe og tale efter mørkets frembrud. Det handler ikke rigtig om behovet for selve samtalen så meget som muligheden for at tilsidesætte naturen og holde vennerne sammen, der får os til at bruge lyspæren. De fleste samtaler kunne holdes næste dag. Mange samtaler ville sandsynligvis vinde ved at få en nats søvn. Det handler om konteksten, ikke det faktiske indhold.

Den døde ende af ​​konsulentydelser

For nogle år siden vendte jeg tilbage til konsulentbranchen efter at have udført et par længere opgaver for to forskellige virksomheder, der tilsammen varede størstedelen af fire år. Jeg var på vej ud af noget, der lignede en daglig arbejdstid meget. Jeg havde rådgivet en mangfoldig gruppe kunder før de længere projekter, der spændte fra virksomheder til organisationer til medier. Min specialitet var den som rejseleder, hvor jeg tog dem med på en rejse gennem ny reklame, nye medier, nye brugere og deres forventninger til budskaberne OG medierne. Mit mål var at bringe mine kunder tættere på deres kunder.

Efter den store tur ville jeg facilitere velmente processer. Prøver at lande dem sikkert i den nye verden af sociale og digitale medier. Men alt for ofte endte vi i mærkelige situationer, hvor hovedsageligt to parametre bragte projekterne til jorden.

1 - Virksomhederne, der bestilte konsulentbistand til den nye orden, ønskede kun den "sjove" præsentation med de "skøre" eksempler fra denne "skøre" nye verden - men ville ikke have de faktiske løsninger nogen steder i deres kommunikation eller handlinger. De elskede begyndelsen af dagen, følte sig frie og - metaforisk - dansede rundt med blomster i håret. Men når det kom til workshoppen - eller værre - faktisk prototyping, blev atmosfæren meget værre. Pludselig var det, vi grinede af om morgenen, de faktiske begrænsninger og indsnævringer om eftermiddagen.

2 - Når en medarbejder var hjemme - eller i det mindste følte sig som sig selv - vidste de instinktivt, hvordan man brugte enhver ny platform, medie eller service. Tilsyneladende er der denne hemmelige oplevelses-sletter installeret i alle receptionsområder i ethvert kontor. Den sletter al viden om, hvordan man opfører sig på sociale og digitale platforme, og hvad medarbejderne selv forventer af disse relativt nye platforme, mens de er sig selv. Kontor-sletteren efterlader dem i en fuldstændig uvidende corporate-mode, hvor de kun kan replikere døde ideer og længst forsvundet "ny tale".

At forstå den levende begyndelse

Efter at have vendt tilbage fra den corporate verden til konsulentvirksomhed havde jeg denne idé om, at jeg ville gå efter en ny blanding af kunder og opgaver. Jeg savnede mine gamle produktionsdage - og savnede ikke at rådgive om ting, hvor jeg hele tiden endte som en dansende abe.

Så jeg besluttede at være min egen perfekte kunde.

Jeg rådførte mig med mig selv og kom ned til tre fakta, som jeg skulle arbejde med:

1 - Jeg kunne let tjene mine penge mens jeg sang og dansede "den nye verden" - uden faktisk at ændre noget til det bedre eller skabe nogen reel værdi. Hverken for mig - eller for mine kunder.

2 - Jeg ville faktisk producere noget. Jeg har i lang tid skiftet mellem perioder med produktion og perioder med rådgivning. Langsomt brændt ud i den ene og skiftet til den anden. Måske kunne de kombineres?

3 - Jeg kunne ikke have de samme forventninger til mine kunders risikotolerance som jeg havde til min egen.

Således besluttede jeg: Jeg vil have min egen skæbne i mine hænder - jeg vil producere, ikke tale om det. Jeg vil producere det, jeg tror på - uanset om andre tror på det eller ej. Jeg vil stoppe med at tænke og begynde at handle. Jeg vil holde op med at rådgive andre om, hvad de bør gøre, blive skuffet over, at de ikke gør det - og bare gøre det selv. Og så vil jeg, hvis de har brug for det, kende mine kunder godt nok til at være deres stemme.

Hvis jeg ikke ville tage risikoen, hvorfor i alverden skulle de så?

Producenten er budskabet.

Ikke længe efter startede jeg flere kanaler på Youtube med mit eget materiale, sammenlignede dem med Vimeo, prøvede forskellige typer af indlejrede reklamemodeller, arbejdede med affiliate, producerede (og gør stadig) to podcasts, genoplivede gammelt Tumblr-materiale, postede meget på Twitter, gentog det på Facebook, testede ting på LinkedIn, arbejdede med grafiske pakker og udviklede værktøjer til Instagram og andre platforme, samtidig med at jeg målte, undersøgte og lyttede til min mavefornemmelse for enhver platform og hvordan de fungerer og performer.

Det er i bund og grund, hvad jeg altid har gjort. Forskellen er, at jeg denne gang gjorde det med mit eget materiale - betalte for det med mine egne penge. Og det var en stor lettelse. For det første har jeg aldrig lært så hurtigt som nu. Hovedsageligt fordi jeg ikke behøver at overbevise en klient om at gøre noget. Så for første gang har jeg den perfekte undskyldning for at producere og offentliggøre mit eget materiale - jeg gør det for mine kunder. Jeg indsamler førstehåndserfaringer med indhold, sammenhæng og platforme. Jeg gør, hvad jeg føler er det rigtige at gøre. Betaler for det selv. Og måske - hvis nogen vil have mig til det - kan de betale mig for at fortælle dem om det.

For det andet begynder jeg faktisk at vide, hvad jeg laver på en måde, hvor jeg ikke studerer tal fra andre, men faktisk producerer og lærer af mine egne erfaringer. Jeg studerer ikke længere ting - jeg forsker, producerer og forstår ting.

Jeg gør det for mig selv. Jeg arbejder med det, jeg føler, burde være derude - så jeg er endelig begyndt at arbejde hen imod det, jeg altid har drømt om at gøre. Tjene til livets ophold ved at være mig selv.

Den fulde forståelse af glæden ved den sidste sætning er ikke helt landet hos mig endnu - men den synker ind. Dag efter dag. Projekt efter projekt. Og glæden ved faktisk at producere, stole på min mavefornemmelse og offentliggøre det, jeg mener er vigtigt, er den essens og grundlæggende tankegang i, hvordan jeg bør gøre ting nu. Jeg har gjort det i noget tid nu - og jeg får så meget faktisk viden og erfaring, som jeg ikke ville have fået før, så jeg virker til at være en meget bedre konsulent nu. Nu kan jeg videregive faktiske erfaringer, viden og tid og penge, der er brugt - i stedet for at konsultere på andres penge, tid og indsats. Bivirkningen? Jeg føler mig også meget bedre tilpas.

Og så - her forleden dag - gik det op for mig. Hvis Marshall McLuhan var i live i dag, er jeg fuldstændig overbevist om, at han ville sige: Producenten er budskabet.

Vi skal ikke fokusere på det faktiske budskab - men på hvem der producerer og offentliggør det. Mit råd til virksomheder, organisationer og medier, der ønsker at excelle i en ny orden: i stedet for at købe noget ude fra - få din egen producent. En, der spejler, hvem du er - men får og laver den nye måde at være dig på.

Vi ses derude!

Her er et par forslag til andre skriv, du måske synes er relevante:

Derfor blev det sådan - en gennemgang af de tre største faktorer, der skabte informationssamfundet.

Et liv uden kunder og chefer - et punkt-for-punkt essay om at finde dig selv og det du bør leve af.