Tid

Tid
Et afsnit af podcasten Djævlens Værk

Tid, det er noget af det mest djævelske fanden har skabt. Tid gør at vi aldrig kan holde fast i noget. Vi er altid i øjeblikket og det siver mellem fingrene, som sandkorn i et timeglas. Den eneste konstant er, at vi mennesker tilbringer hele vores liv på en platform, der vugger og svajer afsted fra det ene til det andet, uden at kunne få bare et øjebliks ro, hvor vi kan tage det hele ind, uden at gå glip af det næste.

Herunder kan du lytte til dette afsnit, men du kan også vælge at læse videre.

Noget af det mest pragmatiske fjernsyn du nogensinde kommer til at se er den amerikanske serie “Days of our lives” eller Horton Sagaen, som den er døbt på dansk tv. Det er en amerikansk serie, der havde sin begyndelse 8. november 1965 på netværket NBC og er berømt for at være den længst kørende tv-serie i verden. Der kommer et dagligt nyt afsnit og det kræver en vis praktik og elastik, både i produktion og i seernes forestillingsevne.

Alle afsnit begynder med sætningen: “Som sand siver gennem et timeglas, sådan er dagene i vore liv”. Når man har produceret over 14.000 afsnit, et på alle hverdage siden 1965 og siden 1975 har været et show på ikke 30 minutter, som Horton Sagaen var fra begyndelsen, men 60 minutter, så kræver det fleksibilitet. Ægteparret Ted og Betty Corday, der udviklede universet omkring de to familier Horton og Brady i byen Salem, havde næppe forestillet sig at serien skulle komme til at reflektere virkeligheden så tæt, men serien lider under præcis det, som tiden gør ved os. Udover det daglige tidspres og det faktum at afsnittene indspilles 8 måneder før de skal vises, så er der også de store livslinier på spil.

Med hele 40 skuespillere på et dagligt show er det svært ikke at undgå skift, sygdom og desværre også død. Allerede 8 måneder efter premieren, i 1965, døde Ted Corday af kræft og efterlod rollen som chefproducer til sin kone Betty. Men langt mere tydeligt er den indtalte opdatering, der ind imellem følger temasangen i introen, når en karakter i serien spilles af en ny skuespiller fordi den gamle har forladt serien — frivilligt eller ej. Selv et fiktivt univers møder tidens barske hånd. I dag ledes serien af Ken Corday, som overtog serien da hans mor døde i 1987.

Jeg ved præcis hvor jeg havde min første oplevelse af tid. Det var i sommerferien i 1978, inde i stuen i huset på Mindevej 4 i Sjelle ved Galten. Jeg var en dreng på 6 år dengang. Jeg havde ikke oplevet så mange somre endnu, så denne sommer virkede uendelig. Alt var nye oplevelser, så den uge jeg tilbragte sammen med min kusine Karima hos vores bedsteforældre fylder ekstremt meget i min bevidsthed. Hvis jeg kigger på hele mit hidtil 49 årige levede liv og tegner det som en streg på en meter, så vil den uge fylde en centimeter. Eller cirka det samme som min yngste datters fødsel, som i reel tid varede fire timer. En uge og en fødsel kan sagtens fylde det samme i tid, når den er oplevet.

I stuen hos min farmor og farfar hang, der et vægur, som nu hænger hos min far. Det blev nidkært trukket op hver dag og det slog timeslag døgnet rundt. Så selv midt om natten blev man vækket af lyden, alene for at vente på de tre, fire eller fem slag blev færdige, så man kunne sove igen. Den lyd slår stadig hos min far. Time for time fortæller uret, hvad klokken er og at tiden går — som den gjorde i Sjelle, går den nu i Brøndby. Som den gik 1978 går den nu i 2021. Det kunne jo give det indtryk at tiden er en fast størrelsen. Men det er den slet ikke.

Tid er ikke konstant. Vi føler det sådan fordi vi aftaler at mødes kl. 17.00 ved bussen, der kører 17.05, for at nå i biografen kl. 18.00, men det er ikke tid, det er tidspunkter. Tid er en flydende og konstant varierende fornemmelse, der kan føles langsomt, midt i mellem eller meget hurtig. Mens jeg skriver dette kigger jeg ind imellem på klokken, fordi jeg har et videomøde kl. 11.00 og skal nå i bad inden. Kl. er lige nu 19 minutter over 10 og jeg har cirka 21 minutter tilbage at skrive i. Men det er heller ikke tid. Det er bare minutter. Som i sig selv ikke er andet end et 60 fortløbende sekunder.

Sekund er en forkortelse af det latinske udtryk pars minuta secunda, som betyder den anden formindskelsesgrad. Wikipedia kan fortælle os at sekundet siden 1967 er defineret som tiden for 9.192.631.770 svingninger af den elektromagnetiske stråling der udsendes ved overgangen mellem de to hyperfinstruktur-niveauer af grundtilstanden af et cæsium-133-atom.

Så blev vi så kloge… eller gjorde vi? Jeg ved ikke med dig, men jeg har ingen bedre forståelse af tiden nu, hvor jeg kender dens definition. Egentlig synes jeg de gamle grækere var bedre til at perspektivere tiden.

Chronos er personificeringen af tid i den græske mytologi og han var ifølge Pherekydes, som var en oldgræker der skrev teologiske myter, en af de tre, som skabte jorden. Han fremstår som en gammel mand og hans navn, Chronos, som er det græske ord for tid, har givet os kronisk, som er noget der bliver ved henover tid, kronologi, som er en orden for ting der sker over tid, men også anakronisme, som er noget, der ikke passer til tiden. Det ville f.eks. være en anakronisme, hvis jeg med alvor i stemmen betegnede Chronos som en gæv gut, der har bibragt vores samfund meget, eller han er et svedigt kapitel i den græske mytologi.

Chronos bliver ofte fremstillet som en bevinget gammel mand med langt skæg. Kairos derimod bliver fremstillet som en yngling — også med vinger, men på både ryg og ankler. hvor Chronos er den kronologiske tid, altså den vi kan se forløbe på f.eks. et ur eller i et timeglas, så er Kairos et langt mere svævende bekendtskab. Kairos er nemlig det gunstige øjeblik, det rette tidspunkt, den gode timing. Det kan man ikke se nogen steder, men man kan måske se tegnene på det kommer og man kan helt sikkert føle det. Både når man rammer plet, men særligt når man ikke rammer.

En dag på mit arbejde, da jeg var radiovært på den daværende Uptown i København, stod jeg i et studie i Boltens Gård og skulle snart interviewe en musiker, der havde et hit. Jeg glædede mig dog særligt til at tale med kvinden fra pladeselskabet, som fulgte kunstneren rundt til interview. Jeg kendte hende fra tidligere møder og var lidt lun på hende. Denne dag så hun anderledes ud. Hun havde en gennemsigtig hvid bluse og hendes mave var meget tydelig inden under. Hun kom ind i studiet, mens jeg havde travlt med at sætte bånd med reklamer på plads efter de var blevet afviklet. Da jeg vender mig, ser jeg hende og udbryder uden pause “Nej, tillykke! Hvornår skal det ske?”. Det skulle ikke ske. Hun var bare lidt tyk ligesom mig. Lad mig bare sige at det var ikke Kairos. Tiden gik uendeligt langsomt fra vi begge opdagede hvad jeg havde sagt til hun vendte sig og gik i vrede, uden at sige et ord. Jeg tænker tiden var løbet fra vores gryende flirt, som den nok også var hvis og såfremt det faktisk skulle ske.

Musikalsk set er tiden tit en spændende faktor. Den skærende og skummende Time fra Pink Floyd med den sætning, der bedst har vist mig den engelske folkesjæl: “Hanging on in quiet desperation is the English way”. KLFs 3AM Eternal — Live from the SSL, hvor vi skulle klippe starten med maskinpistolen fra når vi spillede den i radioen fordi Golfkrigen stadig var i gang. Eller Daft Punks “One More Time”, som er så 1–2–3–4, som man næsten kan blive med en funky bas i bunden. Altsammen noget mere spændstigt og spændende end Tøsedrengenes opgivende “Så gik der tid med det”, det eneste band, der reelt kan vække et indre raseri i mig.

Da Cyndi Lauper mente hun var færdig med at indspille sit debutalbum, proklamerede hendes producer Rick Chertoff, at han syntes der manglende en sang på albummet. Bare en sang mere, du kan skrive den sammen med Rob Hyman, her er han. Og så satte de sig ned ved et piano og begyndte at skrive. Hurtigt fandt de fælles grund på kærlighedens brændte jord. Han var netop blevet single og hun havde et træls forhold til sin kæreste. Hyman smed sætningen: “suitcase of memories” og så opstod sangen Time After Time, der af musikkritikere blev hyldet, som den bedste sang Cyndi nogensinde skrev og højdepunktet af hendes karriere og af lyttere stemt ind på utallige hitlister over alle tiders største kærlighedssange. Tal lige om Kairos på den store klinge.

Vi taler om tiden hele tiden. Men ind imellem taler vi også om fravær af tid. Endda som noget positivt. Lykkehjulets speaker Lasse Roldkjær gjorde tidløst design til et værdiladet plusord. Men for det meste som noget negativt, som “tiden løb fra vores ægteskab”, “det er der ikke tid til i dag” og “den tabte tid”. Vi elsker at lege med tanken om en tidsmaskine og ikke mindst komplikationerne vi forudser i rum/tid kontinuummet som vi tror vi vil gøre, men vi ved også at tidsmaskiner ikke bliver i vores tid. Eller gør de? Jeg har ikke læst Marcel Prousts 4000 sider, men jeg kan genkende fornemmelsen af at dyppe en madeleinkage i lindete og blive revet tilbage til min barndom. Det sker hver gang det ur slår et timeslag hjemme hos min far. Jeg følger velvilligt med. Tilbage til en anden tid. Så der er jeg i et øjeblik, på samme tid udenpå og en svunden tid indeni.


Det vil glæde mig utrolig meget, hvis du har lyst til at abonnere på podcasten Djævlens Værk. Serien er planlagt til tre sæsoner og fokuserer på alt, vi møder i hverdagen, som fanden har skabt.

Du kan f.eks. finde Djævlens Værk på Apple Podcast og Spotify.

Eller vælge at abonnere direkte i din foretrukne podcastafspiller med det direkte link, som du finder ved at klikke her.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.