Timeout

To hænder laver tegnet for en timeout

Da jeg var ung drømte jeg om at leve af at være mig. Jeg tænkte at det måtte være den ultimative frihed. At leve af at være en selv. Ikke selvstændig eller ejerleder. Men reelt leve af at være mig. At mit livs økonomi, var det jeg kunne skabe.

I det lå også den store fuckfinger til industrialismen, som dybest set har skabt en masse middelklasse. Middelklasse er godt per se. Det hæver mennesker ud af fattigdom. Men ikke uden en pris. Det kræver konformitet og er skabt til at være så kedeligt, som muligt. Med et udvalg af muligheder og et fokus på forudsigelighed.

Mit oprør mod trummerum, var at blive selvstændig. Klare mig selv. Det har jeg gjort i 18 år og har følt mig stadig mere klemt mellem myndighedernes stigende krav, bankernes faldende interesse og det kludetæppe af kunders behov og kalendere, som konstant skal hustles på plads. Det er som om, at jo mere selvstændig jeg er blevet, jo mindre er der brug for at jeg er mig. I hvert fald i den sammenhæng. Jeg stødere oftere ind i kunder, der ikke vil deres eget bedste eller agerer efter mål, der ikke er relateret til de projekter, vi løser sammen. Og oftere føler jeg, at det jeg kan komme til at levere ikke er det bedste de kunne få ud af mig.

Personligt er jeg også i en mellemtid. Min ældste datter er for længst flyttet hjemmefra, forleden var jeg til hendes 28 års fødselsdag og opdagede, at hendes hjem faktisk er federe end mit. Og den yngste er et år på efterskole. Jeg fandt mig selv siddende alene i et stort gammelt hus, som jeg - helt reelt - ikke kunne overskue hvordan jeg skulle betale vinterens varmeregning for… I en by, hvor jeg ikke har nogen særlig tilknytning, når min datter ikke er der.

Pludselig slog det mig, at det her jo ikke var sådan jeg havde forestillet mig det skulle være. Det her er jo ikke at leve af at være sig selv og har aldrig været det. I mellemtiden har jeg også rundet 50 år og når jeg sender en ansøgning får jeg ikke svar, uanset hvor relevant min profil er og hvor fod i hose mit cv ser ud.

Men hvordan er det så det skal være? Jeg ved det ikke. Tiden har slidt mit kompas ned. Selv hvis jeg skulle af at være mig, så aner jeg ikke hvem det er. Længere. Så jeg trak stikket.

Med mit liv på pause både professionelt og privat tog jeg en beslutning og stoppede op for at tage en timeout.

Sagde huset op, pakkede sammen og solgte de fleste af mine møbler. Nu bor jeg tæt på naturen i et billigt sommerhus, sammen med min beagle Molly og med meget færre kunder og regninger.

En eller anden anden dag, krydser jeg fingre for at jeg finder mig selv på en gåtur. Og i mellemtiden er jeg lykkelig for at være nogens far. Det er rigeligt.

Velkommen til Patrick Damsteds Timeout.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.