Værelse nummer 1

Lampe på væg

Jeg har sovet på Hotel Hanstholm tre gange. Alle tre gange har jeg fået værelse nummer 1. Det er et udmærket værelse, jeg kæmper mig ofte gennem natten på langt ringere hotellers langt ringere værelser med langt ringere senge.

Værelse #1 ligger ind mod gården, hvilket er perfekt. En anden fløj af hotellets værelser vender ud mod det gamle fyr i Hanstholm. Som er meget smukt at kigge på, mens det langmodigt kaster en lyskegle gennem natten og byen. Igen og igen. Men smukt eller ej, det må være stærkt generende for nattesøvnen at blive lyst i øjnene hver femte sekund. Det oplever jeg heldigvis ikke på mit stamværelse.

Første gang var det ganske planlagt. Jeg skulle holde morgenforedrag på en konference, der foregik på hotellet dagen efter og derfor var det oplagt at sove der. Jeg har godt 4 timer i bil fra min bopæl til Hanstholm, så for alles skyld var det bedre at stå op klokken 8.00, spise morgenmad 8.30 og holde foredrag klokken 9.15 - end at starte dagen klokken 4.00 med at sidde i en bil i fire timer.

Der er en helt speciel og afdæmpet stemning, der oppe mod toppen af vestkysten og køreturen er omgivet af et helt andet sceneri, end man møder mange andre steder i Danmark. Specielt når man ser det i en solnedgang. Ligesom istidsområdet omkring Vejle og de flade kilometer mod Skagen, er det et Danmark, der ikke ligner det andet Danmark. Fladt og grønt og sumpet. Og roligt - med en satans vibrerende nerve af, at dette kan eksplodere fuldstændig i rå og rivende naturkraft, hvis du skulle spørge fra nogen.

Jeg købte æbler, chips, rødvin og vatpinde på en DK benzintank, så jeg var klar til en aften på et roomservicefrit-hotel. Glasdørene ind til receptionen var låst, men en klokke bragte mig ind. Receptionisten tjekkede mig ind og kørte mit Dankort ind i systemet. Vendte sig langsomt og så på en tavle med 76 nøgler. Tog nummer 1 fra øverste venstre hjørne og pegede lydløst over mod en mørk gang med tungt gulvtæppe. Den slags der opsluger hjulene på den bysmart rullekuffert og øger friktionen betragteligt.

Efter en halv flaske rødvin og et færdigt foredrag går jeg ned til restauranten, hvor jeg er eneste gæst. Jeg går ind ad døren, der er mærket Gourmet, og sætter mig ned. Jeg kan høre nogen i køkkenet. Sætningerne giver ikke mening, men de er småspidse og hårde, som de bør være i et køkken. Det må være humor, der udveksles. Efter ti minutter, hvor mine øjne har været fanget af den fejende og vedholdende lyskegle, der skærer sig gennem aftentågen, kommer der en tjener ind.

Jeg bestiller en tre-retters gourmetmenu. Og hun kommer tilbage ca. 10 minutter senere og sætter den største supertallerken med hummerbisque, der findes. Den er ikke bare voldsom, den er total overdimensioneret. Jeg spiser en trediedel og lægger skeen. Hun stiller sig ved siden af mit bord, kigger ned på min tallerken og kigger derefter på mig: "Du er ikke så sulten?". "Jeg gemmer bare lidt appetit", siger jeg venligt, mens jeg smiler til hende. "Dumt at bestille tre retter når man ikke er sulten", siger hun og tager min tallerken med et snuptag.

Kort efter ankommer aftenens hovednummer i gourmetmenuen, nemlig et stjerneskud. I aften er det nærmest en meteor. En stor tallerken, der propfyldt med to kæmpe panerede fisk. Liggende under et veritabelt bjerg af rejer og krebs. Afrundet af et patetisk salatblad, der spejler sig kækt i en dressingsø. Måske jeg har fået al den mad, de har købt til de gæster, der ikke kom? Jeg kaster mig direkte i seng og sover en underlig og rodet søvn, som jeg næsten altid gør når jeg sover ude.

Anden gang skal jeg holde et oplæg i Thisted og jeg tænker at jeg kan ankomme til Thisted om aftenen og finde et hotel på min GPS og tjekke ind. Jeg rammer Thisted lidt over otte om aftenen, hvor det viser sig at Thisted har været lukket siden syttenhundrede - og her taler vi om årstallet. Ikke klokkeslettet. Jeg kører fra det ene gæve digitale hotelforslag til det næste, men der er ingen aftenåbne gæstgiverier. Ikke engang vandrehjemmet, som for en sikkerheds skyld er lukket indtil sommersæsonen starter, tre måneder senere.

Jeg kommer i tanke om natreceptionisten på Hotel Hanstholm, kører op ad Kystvejen og ankommer til den velkendte summelyd af ringeklokken og klonket fra låsen, der går op. Jeg kommer ind og receptionisten kører mit Dankort gennem terminalen. Vender sig om mod de 76 nøgler og tager nøgle nummer 1 fra øverste, venstre hjørne af nøglebrættet. Jeg sover en underlig rodet og tung søvn, hvor det føles som om jeg kører bil hele natten. Næste morgen spiser jeg den klassiske hotelmorgenmad og kører til Thisted, hvor jeg får en kort belæring om at man ikke glemmer at booke hotel i Thisted, for her lukker receptionerne altså samtidig med byens butikker.

Tredie gang er der rutine. Jeg har booket på forhånd. Det er lige før jeg glemmer at nyde turen gennem landskabet.  Tager - uden overraskelse - imod nøgle nummer 1 fra udvalget og går hjemmevant til mit rum. Bestiller kun en enkelt ret i restauranten. Smuglytter til snakken mellem den dame, der formodentlig ejer eller minimum styrer hotellet og hendes datter, som også spiser i restauranten. Jeg går udenfor og ryger en cigaret mens jeg ser på fyrtårnets traurige lys og drikker min sorte kaffe med sukkerknald på kanten. Går pligtskyldigt i seng og sover endelig en roligere og lettet søvn. Hotel Hanstholm er på en måde blevet en sikker havn. En slags venskabeligt og tilgængeligt lånehjem. Og noget er for evigt tabt og andet for evigt vundet.

*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.