Om forfatteren: Patrick Bay Damsted
Patrick Bay Damsted er konceptudvikler, forfatter og podcaster med årelang erfaring i at analysere medier, kultur og de små absurditeter i hverdagen. Alt indhold på denne side er skrevet, produceret og udgivet af Patrick Bay Damsted for at sikre den højeste redaktionelle integritet.
Startskuddet
Udgivet: 2026-10-12 | Kategori: center | Af: Patrick Bay Damsted
Centrum. Herfra begynder vi at lede efter den store helhed i de mindste detaljer.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
DanT
Udgivet: Ukendt | Kategori: essay | Af: Patrick Bay Damsted
Engang før DanT var der et menneske, der ikke anede, om han kunne skrive, eller at han skulle skrive.
Engang før DanT var der en, der var i tvivl om egne evner, teksternes tyngde og sprogets kræfter.
Engang før DanT var der ikke en stemme, der samlede det levede forstadsliv op med storbyens neonskin i vandpytterne, der altid brydes af taxaernes evige dæk.
Før DanT var der ikke en stemme fra Vangede. Hvor fine folk ikke kom, og de fleste levede fanget af det udanske og usynlige klassesystem, som kun gled ned med snaps til søndagsfrokosten og Dannebrog foran de fælles festlokaler.
Men så fik Dan hul på det hele. Han så monstret i mørket og beskrev mønstret. Han gik hele vejen og ud over kanten. Udelukkende for at kunne fortælle om det bagefter. Nogle sagde, han var en flipper, en hippie, en helvedeshund, en hestehandler. Nogle gange forhutlet, andre gange tilbedt. Nogle gange fattig, andre gange rig. Indimellem det hele på samme tid.
Han skræmte livet af Whiskeybæltet og gav bedsteborgerne udslæt. Kradsede i anmelderne. Lod papiret fyldes af ægte mennesker og store myter. Han flippede fortællingen og rapporterede fra lånte sønderjyske gæsteværelser, som var provinsen en sportsplads, hvor hverdagen dagligt konkurrerede med livet. Hvor fascinerede fans inviterede ham helt ind i de lagner, der næsten skreg historien om dem. Turèll var på evig turné. Danmark rundt – rygende og rejsende. Altid på vej og aldrig hjemme. De fordrukne og forelskede fans holdt ham vågen langt ud over hans sengetid. Hans medbragte vækkeur holdt ham på sporet og vejen videre.
Fra bibliotek til bibliotek. Borgerforening til borgerforening. Gæsteseng til gæsteseng. Han fortæller om købmænd, der bliver banket op om natten for at sælge whiskey. Om forstadens barndom i Nymosen. Om de sidste skridt gennem byen. Han er folkeeje, fællesarv, det gods, vi læser i skolen og bærer i baghovedet. De briller, vi ser vores lille del af verden med. Han frisætter en forståelse af hinanden og hver enkelt. Han skriver grænseløst og legende, metodisk og fast, fint og følsomt, forrådt og forladt. Han skriver.
Han fandt sig selv i fortællingen om os og det, der havde været. Dem, der kom, og dem, der gik galt. De forrygende, de flinke, de fandens karle. Uden bæven, med klare ord. DanT skrev indefra, men så med brede briller. Det, han så, gav ingen mening; den kom, når han skrev det ned.
I dag har vi DanT, selvom vi ikke har Dan. Dan er død, men DanT lever i bedste velgående som en fin krone på Danskerværket. En vægtig forfatter, der sætter ord på det, vi lever og oplever i vores lille liv og land.
Hvilket på sin vis er mærkværdigt, for Dan er død for længe siden. Det, han så, findes ikke mere. Men måden han så på, gør.
Det, han så, er væk – men det, han så, findes. Som en beskrivelse, der ræsonnerer og rammer. Som ord på et papir, der er velordnede og velskrevne – fuldstændig i strid med, hvordan vi lever livet – fuldstændig i overensstemmelse med, hvordan vi forstår det.
Han har tygget sig gennem provinsen, forstaden og storbyen. De intellektuelle, arbejderne og anmelderne. Vores hjerter, hjerner og levned. Historien, historierne og historikken. Det hele står klart, når man vil og er klar. Hans livsværk er til rådighed for de levende.
Dan er død, men DanT lever. Bedre end nogensinde. Tiden har glemt, at der var en gang uden DanT, og har opslugt ham som en del af den fælles fortælling. Om landet, livet og os.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
Djævlens værk
Udgivet: 2026-10-12 | Kategori: theme | Af: Patrick Bay Damsted
Et hovedtema i netværket.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
Make art out of misery
Udgivet: 2026-10-12 | Kategori: essay | Af: Patrick Bay Damsted
Djævlens Værk blev født i et sommerhus en solrig morgen. Det kunne lyde dejligt, men det var det ikke. Jeg var blevet smidt ud af mit forhold, kunne ikke få mit arbejdsliv til at fungere og var uhyggeligt tæt på 50 år, uden nogen form for fremtid.
Ordene kom henover den ensomme morgenkaffe. Modet fulgte nogle uger senere, og efter nogle år, er meningen også dukket op igen.
Jeg ved ikke om podcastserien var min vej tilbage til mig selv eller livet – det er heller ikke vigtigt. Det vigtige var, at det gav mig en grund. Grund til at tænke, til at skrive og til at udgive noget, der ikke handlede om mig selv og mit fucking misery.
Men det kunne være meget værre… og dermed bedre.
Den polske økonom Karol Jan Borowiecki, der er tilknyttet SDU, har undersøgt en række personlige breve fra komponisterne Mozart, Beethoven og Liszt og har fundet en klar forbindelse mellem de perioder, hvor de var mest personligt udfordrede, og hvornår de skrev deres bedste og mest holdbare værker.
Karol Jan Borowiecki er citeret for at "Kreativitet, målt ved antallet af vigtige kompositioner, kan kausalt tilskrives negative stemninger – især tristhed".
Bono siger det uden omsvøb i sin selvbiografi “Surrender: 40 Songs, One Story”, der udkom i november 2022; "Hvis du mister din mor som barn, så bliver du ret sandsynligt stadionrocksanger". Selvom U2s forsanger ikke kan tilbyde reel forskning, men bare sin egen oplevelse, så er der meget, der understøtter myten om det martrede menneske, der vælter verden med kreativitet.
Til morfarens begravelse i 1974, falder moderen om og næste gang Bono ser hende, ligger hun i koma i en seng på et hospital i Dublin. Hun er 48 år og Bono er 14. Hun dør nogle dage senere. En stor påvirkning er at miste sin mor. En anden er, i Bonos ord, at vokse op i et hjem, hvor der bor tre irske mænd, der ikke taler om hverken sorg, følelser eller moderen.
Med øjnene i bakspejlet og med 62 års livserfaring forklarer Bono, at han mente faderen havde slået moderen ihjel ved at ignorere hende. Det skulle faderen ikke få lov at gøre med Bono.
Resultatet bliver et vildt raseri, der skaber forsangeren for verdens største stadionrockband. Men lige så godt kunne have smadret ham og alle omkring ham. Afdøde Iris Hewson er med ham i alle livets skridt, udenfor, bag og på scenen. I lyset og i mørket.
Blev Bono sangskriver og sanger, fordi han voksede op med et traume og i en dysfunktionel familie? Måske. Bono finder selv sammenhængen mellem at miste sin mor i en tidlig alder og insistere på musikken, når han spejler sig i andre stjerner. John Lennon, Johnny Rotten, Bob Geldof og Paul McCartney, er nogle af medlemmerne på listen af ligesindede.
Leif Panduro er selve personificeringen af modsætning. Typisk dansk! For lille til at blive stor og for stor til at være lille. Han vokser op med en skizofren mor, der så ofte er indlagt på psykiatriske afdelinger, at det tvinger Leif i hænderne på først en anstalt og derefter en streng morbror, der kun følte pligt overfor søsterens barn. Ingen kærlighed.
Leifs far er stukket af med en anden kvinde allerede i Leifs fødeår. Der er ingen kontakt og nu er der kun Leif tilbage til at bære skylden for at være morbroderens ansvar.
"Det var en meget mekanisk opdragelse på den tid", som Leif Panduro sagde i et interview med DR i april 1970, hvor han siger meget, ved ikke at bruge for mange ord.
Faderen bliver skudt som nazi-sympatisør, af den samme modstandsbevægelse, som Leif Panduro er blevet del af, mens han studerer til tandlæge. Igen bærer han skylden for farens fejl og mangler.
Leif Panduro læser om sin fars død i avisen: "Onsdag kl 8:30 blev cand.polit. Aage Petersen... dræbt i Nørre Allé i Glostrup".
Kort før sin død, satte Leif Panduro for første gang ord på sin fars forkerte sympati og konsekvensen i et interview i forbindelse med en serie om angst i Politiken i april 1976, hvor journalisten Jens Branner talte med Leif Panduro.
"Jeg kendte jo næsten ikke min biologiske fader... alligevel, jeg er opdraget med arvesynden, ansvaret for fædrenes synder. Det er en skyldfølelse, som driver en til det yderste, og man får aldrig betalt, derfor er der ikke andet at gøre end at leve med den".
"Til sidst havde jeg konstant skyldfølelse. Jeg behøvede ikke at have andre til at fortælle mig det, tak, ikke andre til at slå mig oven i hovedet med det, det kunne jeg selv. Jeg havde skabt mit hemmelige rum, men udvendig blev man til en maske, stiv. Og da har man fortrængt, da tør man ikke længere leve med angstens mange ansigter".
Internaliseringen er komplet. Han behøver ingen andre mennesker for at holde sig selv i skak med skyld. Hvilket er næsten ironisk, når man på forfatteren Peter Øvig Knudsens hjemmeside, kan finde et interview med den modstandsmand, der faktisk skød Leif Panduros far.
"Den ene af dem, jeg var med til at likvidere ude i Glostrup, var forfatteren Leif Panduros far. Jeg fik det først at vide for et par år siden, da en ven spurgte, om jeg var klar over det. Jeg vidste det ikke, for faren havde et andet navn. Men det er jo i og for sig ligegyldigt. Jeg sætter da pris på Leif Panduro og hans værker alligevel.“
Leif Panduro beskrev sin samtid og menneskene i den. Kunne han have gjort det uden, at føle sig evigt uønsket og dermed blive nødt til at udvikle evnen til at se problemerne før de opstår og vænne sig til at observere og genkende dynamikken og mønstrene mellem mennesker, så han kan navigere i dem, fra en alt for ung alder?
Måske, men formodentlig på en mere teoretisk måde.
Mørket og den dystre arv ligger gemt, lige under overfladen, i mange af vores mest anerkendte kunstnere. Vi fortæller hinanden, at det er en væsentlig del af at kunne kreativt. Det er en del af prisen, som du betaler for den kreative gave, at kunne forløse smerten i noget, andre kan forstå og føle.
Otto er et næsehorn og Ole er alkoholiker. Når man besøger Skanderborg er der, i den lange, vindblæste og relativt trafiktunge hovedgade, en ting der lyser op; nemlig byens ønske om at hylde deres bysbarn, forfatteren Ole Lund Kierkegaard. Det sker gennem flere af hans tegninger, der er blevet virkeliggjort, som huse og dyr.
Det er fint og fantastisk udført. På hjørnet står det købmandens skæve lille hus. Under bænken er det tohovede-krokodille-agtige dyr. De er skæve og sjove. Figurer og eksistenser, som man ikke kan lade være med at elske. Nej, de er ikke, som vi forventer, men de er det på en måde, som tiltaler os.
Ole Lund Kierkegaard var ekspert i at bryde konformitet og konventioner på en måde, der ikke overskred forventningen så meget, at man ikke kan omfavne det man møder.
Ole Lund Kierkegaard levede og skrev på indignation. Ordet betyder, groft oversat fra en blanding af engelsk og latin, at man er vred over, at nogen mennesker bliver set som uværdige.
I Oles tilfælde børn. Han bryder sig ikke om folkeskolen, og det kan man se i hans mange bøger. Som, i første omgang, er tegnet og skrevet til de klasser han underviste som netop folkeskolelærer. Men som hans succesfulde forfatterskab langsomt vrider ham ud fra. Samme forfatterskab, som lægger ham i en mental benlås af skræk for, om han kan leve op til at være Ole Lund Kierkegaard på skrift og i livet.
Til det punkt, hvor han nyskilt ligger i sneen, døddrukken på en kirkegård, på vej hjem fra kroen. Her ligger han og dør af kulde. Børnene og Danmark mister Ole Lund Kierkegaard i en alder af 38 år, i en snestorm d. 24. marts i 1979. Men det var ikke kulden, der slog ham ihjel. Det var tvivlen og fortvivlelsen ved, om kreativiteten ville række til at møde alles forventninger.
Uanset hvor mange af hans sjove to-hoved-dyr vi får brændt i keramik, så de kan stå statisk i Skanderborgs midte, ville bare én ny tanke fra Ole Lund Kirkegaard være mere værd. Et enkelt hik fra graven. En enkelt ny figur, en ufortalt historie, en original tanke. Vi har allerede set et næsehorn i en lejlighed, en dreng, der bor i et hønsehus med en etbenet hane og den mobbende bølle, der ender i cirkus.
Her kommer problemet. Vi får ikke flere tanker. Oles succes slog ham ihjel. Jeg ved hvad du tænker. Han kunne have sagt nej. Drukket mindre. Sagt nej. Arbejdet mindre. Sagt nej. Levet mere. Men nej. Det evnede han ikke. Ole Lund Kirkegaard skrev og tegnede 14 bøger og skrev en julekalender på de 38 år han var i live. Kan vi virkelig tillade os at forvente, at han skulle være lige så god til alt andet i livet?
Ole Lund Kirkegaard var eminent til at være Ole Lund Kirkegaard. Er det ikke nok?
Ole Lund Kirkegaards univers har intet med hans alkoholisme at gøre. Det har alt at gøre med hans medmenneskelighed. Det kommer ikke ud af alkoholen. Det kommer ud af indignationen.
At han gennem sine ord og tegninger flytter vores verden, bare en smule. Hvor forventningssmerten, der gør at han drikker sig i døden, kommer fra, er ikke vores at forholde os til. Det hører til ham og hans nærmeste.
Det vi som læsere, lyttere og seere har så evigt og kritisk brug for, er mennesker, der vil ofre sig for at dele de vigtige indsigter og skabe den gode fortælling – og dermed give os et nyt perspektiv. Et nyt liv.
"Voksne mennesker trækker et grønt træ ind og anbringer det i stuen [til jul]. Hvis [et barn] til sommertid tager et træ med ind i stuen, så får det skældud!". Ja, du gættede afsenderen; Ole Lund Kirkegaard.
Kunne Ole Lund Kirkegaard have skrevet ti bøger mere? Ja. Det kunne han helt sikkert. Men det er langt vigtigere, at han fik skrevet 14 og dermed danner en del af selvforståelsen blandt børn og voksne i hele Danmark. At han har sørget for, de føler, at de er nogen, som der er brug for. At de er vigtige og væsentlige, uanset hvem de er. At skæve mennesker og tanker er en ting, der skal hyldes i et samfund af konformitet.
Da australske Hannah Gadsby i 2017 opførte showet “Nanette”, og Netflix i 2018 filmede og udgav det, fik verden et show, der satte publikum i den samme svære og akavede situation, som Hannah Gadsby havde oplevet hele sit liv, som lesbisk i et meget konservativt Tasmanien, med en ADHD og autisme-diagnose.
Gadsby levede i de "normales" verden og uanset, hvor meget hun gjorde for at passe ind, havde hun konstant fornemmelsen af at være udenfor. Uden for sig selv, såvel som verden. Nu er det Hannah Gadsbys verden, fordi hun tog smerten og skrev den ud. Gik på scenen og gjorde det til en fælles oplevelse.
Den amerikanske komiker Patton Oswalt gik i april 2016 i seng som ægtemand og vågnede som enkemand næste morgen. Hans kone Michelle McNamara var død om natten. Han var nu eneforsørger og aleneforælder til deres fælles datter. Året efter dedikerede han halvdelen, den sidste, af hans comedy special Annihilation til sorgen.
11. februar 2023 udgav HBO komikeren Marc Maron showet “From Bleak to Dark”. Drivkraften er blandt andet sorgen efter hans kæreste Lynn Shelton, der døde uventet i maj 2020. "Det ubetinget værste, der nogensinde er sket for mig... og sikkert også for hende", som Marc Maron siger på scenen.
Eksemplerne på, at man ikke bare kan bruge sorgen som bagvedliggende drivkraft, men også som emnet, der bærer sangene, fortællingen, vitserne, er vi for længst dus med. Men alligevel kan det føles forkert. Indtil vi sidder midt i det og et menneske gør det, som kunst er, nemlig giver sit særegne og unikke syn på verden, som de ser den indefra.
Kunst er det tætteste vi kommer hinanden, som mennesker. Det tætteste vi kan komme på at opleve et andet menneskes liv. Derfor føles det altid ok, når sorgen, døden, fortvivlelsen, uroen og elendigheden bliver forædlet og delt på en kunstnerisk måde. For det fællesskab, der skabes gennem oplevelsen, er lige så forløsende for kunstneren, som det er for os, der kun har sorgen, men ikke det kunstneriske udtryk, at forløse den med.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
Helte
Udgivet: 2026-10-12 | Kategori: essay | Af: Patrick Bay Damsted
Helte, det er noget som fanden har skabt. Nu er jeg jo dansker og derfor vældig dansk. Meget mere dansk end jeg selv går og tænker og tror. Sådan er det for de fleste af os. Vores skjulte sider er mest skjult for os selv. Kultur og historie sidder i rygraden, i vores responser og i alleryderste grad i vores tankemønstre. Også når det handler om helte.
Der er vel næppe noget, der definerer en tid og dens idealer end heltene. Gennem historien har heltene skiftet efter behov. Man har kunnet være født til heltestatus, oplært og trænet, udvalgt, selvvalgt, komme fra guderne eller menneskene - og faktisk i perioder også midt i mellem.
Hvad der opfattes heroisk, skifter sammen med heltene. I perioder skal man være overmenneskelig, i andre skal man meget menneskeligt lide døden, men dog for andres skyld. I tredje perioder skal man være ren og retfærdig ud over al mening. I fjerde tider skal man være en lurifax og symbolisere den lille mands muligheder for at lykkes i et samfund styret af systemer og kommissærer.
Når det kommer til heltebranchen er der plads til alt fra overmenneskelige guder til jordnære Egon Olsen.
I 1955 skrev Halfdan Rasmussen:
Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.
Jeg, reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne blot jeg skær mig på en dolk
og vil hel’re slå min plæne end slå løs på pæne folk.
Vi læser ordene som en hyldest til den danske antihelt, der vil bruge tiden på at civilisere naturen i sin indhegnede have, fremfor at skabe store forandringer i verdens gang. Holde næsen i skygge og panden nede. Men det er ikke sikkert det er hele historien. Halfdan Rasmussen var aktiv modstandsdigter under anden verdenskrig, hvor han skrev en lind strøm af digte, der udfordrede besættelsesmagten og på et tidspunkt gav det ham faktisk 20 dage i kasjotten.
Derfor er det ikke helt galimatias at tilskrive Rasmussen mere end bare forherligelse af hverdagsheltens stille plæneklipperliv og måske tænke det i rammerne, som en blid massage af det slappe mod og træning af det uskarpe blik for selvindsigt. Det er trods alt manden, der både gennemskuede nazismen, kommunismen og kapitalismen på det tidspunkt, hvor de fleste havde blind tro fremfor sund tvivl. Det er ikke nødvendigvis et fripas til det ansvarsfrie kolonihaveliv, hvor enhver er sig selv nærmest.
Ordene blev senere indsunget af Otto Brandenburg på en melodi af den norske jazzguitarist Robert Normann. Normann søgte i den periode, hvor han satte musik til dette digt, tilbage til de harmoniske rødder i musikhistorien, som blandt andet kan høres hos hans musikalske helt Miles Davis, som igen var inspireret af komponisten George Russell, som var jazzfolkenes jazzmand per excellence. Russell eksperimenterede med modal musik, men også med moderne virkemidler og en af hans helte var jazzvokalisten Jon Hendricks, der gav inspiration til andre musikere i historien, som f.eks. Van Morrison, Al Jarreau, Bobby McFerrin og sågar Joni Mitchell, som er en af mine personlige musikalske helte. Måske er det basalt det helte kan. De kan lade os opdage ukendte sider af os selv og opdrage os til at turde gå den ekstra centimeter, udover plejers usynlige, men hårde rammer. Inspirere os til at springe over hverdagens stødhegn og søge friheden.
Som tiderne har skiftet har behovet for helte skiftet. Med troen fik vi guder som Thor, der kunne krydse over og blive en helt, der aggressivt kæmpede mod det samme naturlige kaos, som vi mennesker gjorde. Vi var bedre stillet fordi vi havde Thor på vores side - fordi vi var på samme side. Senere fik vi andre og religiøse helte, som vi skulle se op til fordi de var gode til at undertrykke det indre kaos af drifter og følelser, der er i ethvert menneske. Med tiden kom nationalhelten, hvis primære funktion var, at ville kæmpe og dø for kongemagten og nationalstaten. De blev krydret med folkeheltene, som kunne udvide begrebet for hvordan man kunne opnå beundring i både ånds- og menneskelivet, som ikke var på slagmarken. Og så senest, den elskværdige danske antihelt. Der kan splitte autoriteternes skjold med et glimt i øjet samtidig med han kan bøje reglerne, så de virker menneskelige. Her er hverken tydelig numsesprække eller uforståelig dialekt en hæmsko. Snarere tværtimod. Men den helt er bedaget og grundlagt i halvfjerdserne. Snart har vi brug for en tidssvarende.
I 1874 udviklede den engelske kemiker C.R Wright en måde at skabe et stærkere stof ud af morfin, og det lykkedes. Han sender det til en række dyreforsøg, hvorefter man beslutter at ingen rigtig har brug for de effekter, som det skaber i rotter og hunde, derfor bliver stoffet diacetylmorfin lagt på hylden. Her ligger det helt i ro indtil 23 år senere, hvor den tyske kemiker Felix Hoffmann får til opgave, at omdanne morfin til kodein, som tilsyneladende har samme effekt som morfin, men mindre potent og mindre afhængighedsskabende.
I laboratoriet hos virksomheden Bayer, i bydelen Elberfeld i Wuppertal i delstaten Nordrhein-Westfalen, går udviklingen dog ikke helt, som ventet - og vupti i Wuppertal, har Felix genfundet det stærke stof, som er to en halv gang mere potent og langt mere vanedannende end morfin. Laboratoriechefen beslutter at navngive stoffet efter det tyske ord “heroisch”, han tænker at “Heroin”, det må da sælge godt.
Det gør det. Godt hjulpet af tunge reklamekampagner, der lovpriser heroins gode sider og resultater. Blandt andet som hostemidlet Heroina, der kan tages af børn, endda uden nogen form for voksen indblanding. Man tager på job og lader flasken stå på bordet til selvmedicinering blandt de små poder. Ja, det er ikke løgn. Reklamerne ligger på internettet til fri forargelse, så du kan nemt finde dem. Masseproduktionen af heroin ruller fra 1898 og på trods af visse læger advarer mod en form for tolerance som patienterne opnår, så er produktet i frit salg og patienterne i frit fald. Man udskriver heroin mod “kvindesager”, hoste hos børn og man udleverer heroin til morfinister, for at hjælpe dem af med deres morfinafhængighed… !
I New York indlægges den første med heroinafhængighed i 1910, hele tolv år efter at verden gik all in på heroin. I 1913 stoppede Bayer med at producere heroin. Året efter beskattes opiater og kokain af den amerikanske stat, og ti år senere, i 1924, forbydes heroin i USA. Dermed begynder heroinens reelle og kæmpe indflydelse på såvel indenrigs- som udenrigspolitik i snart sagt alle vestlige lande.
Det var faktisk også i tiernes New York, at heroinbrugerne fik tilnavnet junkier. Det kom sig af deres evige støven rundt og søgen efter metalrester, junk-metal, som de kunne sælge og dermed tjene lidt penge til det næste fix.
Selv med vores viden om hvor meget folk klør, skider i bukserne og generelt lever usle liv med heroin, bragte moden heroin ind som modelbillede i midthalvfemserne. Altså vores midthalvfemsere. Dem i 1990erne. Under det meget direkte navn heroin-chic fik den afpillede og muskelløse, afklædte kvindetype nogle år som forsidemodel, før samfundet igen blev enige om, at der ikke er noget at se op til i tungt forfald. Vi afskrev misbruget som model og søgte vores helte andre steder.
David Bowie kom til det han selv kaldte Europas hovedstad for heroin, nemlig Berlin i 1976. Han kom for at forlade Los Angeles, der havde fyldt ham med kokain og ædt ham levende. Bowie kom for at blive clean. “Jeg tog fra verdens kokaincentrum til verdens heroincentrum for at blive clean, heldigvis har jeg aldrig haft smag for heroin”, sagde Bowie senere.
Det lykkedes at blive clean og Bowie producerede sammen med Tony Visconti og Brian Eno tre album, der bragte ham tilbage på tronen som musikalsk helt. For at få fred til at tænke havde han sendt alle til pause, og mens han sad og kiggede ud af vinduet fra hans stol i Hansa Studios i Köthener Strasse nummer 38, så han produceren Tony Visconti stå og kysse med en af korpigerne. To ting i den scene inspirerede Bowie. Et, at Tony Visconti var gift og dermed ville denne affære aldrig kunne blive til mere end netop det, et øjeblik i tid, som de havde sammen. To, at det foregik lige foran muren, der delte Berlin. Det øjeblik, der aldrig kunne blive en livstid, blev til titelmelodien til albummet “Heroes”, der bragte Bowie tilbage med fuld styrke, efter misbruget havde holdt ham nede kunstnerisk og menneskeligt.
Bowie havde rejst ind i helvede og kommet ud som et stærkere menneske, der nu kendte sin egen styrke og brugte den fornuftigt på at give os andre et soundtrack til resten af vores liv. Et soundtrack, der forstod og inspirerede os. Et soundtrack, der både så hvem vi kunne blive til og dermed os helten i os alle.
Dermed er vi tilbage ved den kerne, som Halfdan Rasmussen så fint beskriver i 1955:
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha' det godt.
Det er et dælens dybt og fint digt. Og min erkendelse er simpel. Alle, der hjælper mig med at sikre, at jeg har rum, fred og frihed til at enes med andre og mig selv er min helt. Ligesom alle, der vil dele deres mørke såvel som lyse sider, så jeg bedre kan forstå mig selv, er min helt.
Der er ingen tvivl om fanden har skabt heroin. Men også heltegerningen, som stoffet er opkaldt efter. Opgivelsen af sig selv for et højere formål. Den lille død af ego eller overflade når man deler det indre. Den store død, når man ofrer sig. Heltegerningen er all in. Det er ikke enten eller. Hvis man vil være en helt, skal man gøre det helt.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
Den danske drøm
Udgivet: 2026-10-12 | Kategori: punchline | Af: Patrick Bay Damsted
Hos Merko i Kerteminde har de åbent til 20.00 hver aften. Så de aftener jeg ikke har ungerne er det ofte der jeg køber min aftensmad. Kører hjem og tilbereder den. Ligesom i aften. Men i dag med et spørgsmål på hjernen. Merko er nemlig ikke bare mad til sent. De har også altid tilbud på videofilm. Og i aften stod jeg med Easy Rider i hånden. På coveret blev handlingen beskrevet som: en afdanket advokat hægter sig på to halvtidspushere og kører gennem USA, på jagt efter den amerikanske drøm.
Og der i Merko opstod spørgsmålet: Hvad er den danske drøm? Du kan blive præsident, hvis du vil, hvisker de amerikanske forældre i ørerne på deres poder. Men hvad lægger vi danske forældre ind i rygraden på vores børn? Jeg er blank. Kører bilen hjem, laver maden, spiser den. Er stadig blank. Snakker i telefon med Mikkel og spørger ham, hvad er den danske drøm? Mindre skat og mere sovs, svarer han uden betænkningstid.
Men det er jo ikke en drøm -er det? Hvis man googler den dansker drøm kan man læse at den amerikanske drøm, hvor alle (i princippet) kan opnå landets højeste position, lever i allerbedste velgående… i Danmark. For her er det nemlig reelt muligt at knække arven fra forældrenes indkomst eller manglende samme -og derfor opnåelig. Men det gør det jo netop ikke til en drøm. En drøm er jo noget man kan stile mod, ikke noget der bare opstår pr. automatik. Så vi kan altså ikke bruge den amerikanske drøm i Danmark.
Så hvad er den danske drøm så? Det må være noget der er svært opnåeligt og det må være noget der er knaphed på. Ellers er det vel ikke en drøm. Lykke? Næppe. Det er jo bare målet -næ, drømmen er midlet. Det der gør lykken. For en dansker.
Ovenstående tekst parafraserede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i en tale i november 2008. Hvilket fik mig i Clement, som gæst på denne dag for 17 år siden. I den bedste sendetid. Det jeg husker allerbedst var, hvordan Connie Hedegaard gav mig et lynkursus i medieoptræden i kulissen og sluttede med at sige: Du skal nok klare det så fint.
Hun er et godt menneske.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
Mod lysere tider
Udgivet: 2025-12-21 | Kategori: punchline | Af: Patrick Bay Damsted
Nu går det mod lysere tider. Vores del af verden læner sig mod solen og det bliver kun lysere fra nu og de næste mange måneder!
Relaterede tråde (Den røde tråd):
190726
Udgivet: 2026-06-19 | Kategori: essay | Af: Patrick Bay Damsted
Man skal ikke skamme sig over den, man var. Man skal skamme sig, hvis ikke man er blevet en anden.
Jeg vågnede til en Google-alert. Søgemaskinen havde fundet en ting, hvor mit navn indgår. Ja, jeg er så forfængelig, at jeg ikke bare googler mit navn, men faktisk har en evigt kørende søgning, der giver omgående besked, når jeg optræder et nyt sted.
I dag dukkede en tekst fra d. 16. december 2007 op. Der sad jeg, nyskilt og forvirret over fortid, nutid og fremtid, på gulvet med min cd-samling og forsøgte at finde et svar på, hvordan jeg endte der, og hvor jeg skulle finde den næste ende.
Stadig søvndrukken klikkede jeg på linket og gøs. Teksten er fyldt med sandhedslinjer. De drypper ud af tasterne mellem tankerne. Årsagerne, der normalt er skjult, overstreget eller udeladt, dukker pludselig op i dagslyset. Og de misser ikke engang med øjnene, de står lige der – midt i det hele og rager op.
Sammen med min ven fra den digitale forfront, Bjarne, havde jeg forleden en (tilbagevendende) snak om de evige meta-tanker. Uanset om vi har udgivet hjemmesider, blogget, tweetet, podcastet, vlogget eller hvad fanden tidens typiske formatopfindelse nu var for personlige udtryk, så har de første par år altid handlet mest om mediet.
Ustyrligt mange opslag med forbehold for, om selve opslaget var inden for de nye rammer, som ingen endnu kendte, og som var ved at finde sin form. Om udtrykket var tilladt. En slags undskyld på forhånd. En dobbeltbundet ærlighed, der skulle sikre, at det mest porøse ikke blev angrebet af platformspolitiet, nemlig det, der blev skrevet med blod og ikke blæk.
Jeg skrev lang tid før bloggen blev opfundet. Da jeg var en lille Patrick på 10 år, ønskede jeg mig en skrivemaskine til jul og fik en rød Brother rejseskrivemaskine. Den rettede ikke mine fejl, fordi den slet ikke vidste, at der kunne findes fejl. Den gengav de ord, jeg skrev, i den rækkefølge, de blev skrevet i, og uden at tilbyde at vende mine sætninger, ændre ord eller sætte kommaer for mig.
Hver tekst jeg skriver i dag er en brydekamp med stavekontrollen, der altid vil forsimple, ændre, rette, justere og diktere, hvordan jeg bør skrive. Når jeg skriver platformspolitiet, så smider den omgående en rød linje under, for den insisterer på, at ordet skal deles. Når jeg skriver denne sætning, sætter den en blå linje under for der mangler et komma. Det ene er voldsomt irriterende. Det andet er en hjælp til at gøre mine tanker mere læsbare.
Hvis jeg drister mig til at smide min tekst gennem en kunstig intelligens, så svarer den: “Hvis jeg skal gætte, så vil den kunstige intelligens nok brokke sig over, at du skriver for fragmenteret, for uforsonligt eller for flagrende. AI’en hader jo det uperfekte. Den vil have strømlinede, pæne moduler”.
Den er klog nok til at se, at mine svagheder bliver tekstens styrke. Dermed er den klogere, end jeg er. Eller i hvert fald har været.
Formålet med denne side var og er at få en tidslinje med det, der er kommet gennem årene. Der er et datomæssigt cutoff på vej ind, for det er først med offentliggørelsen på nettet, at mine ting faktisk bliver gemt. Det, der er blevet skrevet til skuffen og på den interne harddisk, før jeg fik internet, findes ikke længere.
Måske er det ærgerligt, måske er det ikke. Mest af alt er det bare sådan, det er.
Men det største cutoff har faktisk været mig. Jeg kneb øjnene sammen og krummede tæerne, når jeg læste det mest personlige, jeg havde udgivet. Hvorfor jeg gemte det bag en digital væg, så alle ikke kunne læse med. Det plaster er revet af nu. Arkivet er offentligt. Derfor kunne Google pludselig finde og minde mig om en af de mest personlige tekster, som jeg nogensinde har skrevet og nu udgivet. Det tænkte jeg meget over til morgenkaffen.
Jeg oplever lige nu, at flere læser og ser med og derfor har en holdning til både det, jeg udgiver, og den, jeg er. Forleden gik en mand forbi på en festival og råbte: “Jeg elsker din YouTube-kanal!”, og jeg blev glad. For et par dage siden gik en mand op til mig på en bar og sagde: “Jeg er så fucking træt af, at du altid forherliger de plader, du taler om”, og jeg blev ramt.
Opmærksomhed er noget underligt noget. For på den ene side har alle mennesker brug for opmærksomhed, ellers fordamper vores sjæl i ensomhed. På den anden side har vi også brug for privatliv, ellers har sjælen ikke en chance for at vokse. På den ene side vil jeg gerne have, at alle kan lide mig; på den anden side bliver jeg nødt til at kunne lide det, jeg udgiver.
Ingen råber af dig i skuffen. Det er et sikkert sted, hvor du ved, at intet sker. Ingen læser med. Ingen bliver berørt. Ingen bliver rasende, og ingen bliver forløst.
Derfor vil jeg citere en af Baz Luhrmanns bedste sætninger: Et liv levet i angst er et liv halvt levet. Og så trækker jeg skuffen ud.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
Om at skrive
Udgivet: 2003-08-31 | Kategori: essay | Af: Patrick Bay Damsted
De sidste to måneder har jeg ikke skulle møde på arbejde. Jeg har taget fri for at skrive. Jeg begyndte at skrive da jeg var 11-12 år gammel. Det vil sige at jeg begyndte at få lyst til at skrive. Hver gang jeg prøvede gik det skidt. Jeg skrev ikke så hurtigt, som jeg tænkte og bagefter, når jeg læste det igen, lignede det slet ikke noget, der havde en betydning. Det var jo skrevet med min usikre barnehåndskrift.
Så jeg ønskede mig en skrivemaskine. Da det endelig blev jul fik jeg en lille, rød rejseskrivemaskine. Den kunne få låg på og bæres i et håndtag. Jeg satte papir i og begyndte at skrive med det samme. Bare for sjov. Startede på 2-3 forskellige historier. Og gik så i seng.
Den bedste dag i julen er dagen efter juleaften, hvor man kan stå op og lege med sine ting indtil de voksne står op og får gæster, så man skal spise pænt ved først frokostbordet og senere aftensmaden. Jeg satte papiret i maskinen. Fik en idé, skrev starten af historien, rev papiret ud. Fik en ny idé, og skrev starten af den.
Jeg var himmelhenrykt over hvor godt tekst så ud når det var maskinskrevet. Der kom ganske vist huller i papiret når man skrev o og r. Og der var en grim afsmitning fra farvebåndet, men alt i alt var jeg lykkelig. Jeg skrev den ene start efter den anden, og en sjælden gang skrev jeg noget færdigt, men det var meget sjældent. For jeg begik den fejl altid at begynde på noget langt. En roman eller en novelle. I stedet for at skrive noget der passede til min barnlige mangel på udholdenhed og koncentration. Men jeg skrev. Og følelsen gik fra at være vigtigfin, når jeg satte papiret i maskinen, og spolen klikkende trak papiret ned, til at bruge maskinen som et redskab, hvor papiret blev flået ud og der blev hurtigt sat nyt i – når der var en ny idé.
Der var intet af dette der smittede af på mit skolearbejde. Jeg skrev ikke inspirerede stile eller havde grammatikken på rygraden. Tværtimod. Det interesserede mig ikke. Da jeg blev 14-15 år og fik min første Commodore 64, skrev jeg ikke på den. Jeg skrev på skrivemaskinen. Men det var blevet sjældent. Jeg var nået til en erkendelse af, at at få en idé og skrive starten på en historie, smide den over i bunken og begynde på en ny, ikke var sjovt i længden. Men jeg havde ikke evnen til at færdiggøre det jeg skrev. Nu var det ikke kun mangel på koncentration, men også mangel på mål, der tog livet af mine historier. Jeg besluttede ingen retning, som jeg ville skrive i og dermed havde jeg ingen ramme jeg kunne fylde. Men jeg havde stadig den fede oplevelse af at miste mig selv når jeg skrev. Ikke være tilstede som ego-dommer, men bare udnytte de evner til at skabe, som ligger latent i alle mennesker. Det var sikkert derfor jeg blev ved med at skrive, på trods af den voldsomme mangel på helstøbt output.
Jeg købte min første Machintosh da jeg flyttede hjemmefra. Og jeg elskede den computer. Nu skrev jeg – ikke bare starten – men også resten af historien. Udgangspunktet var altid mit eget liv – ting jeg havde oplevet. Navle, navle, navle. Historierne fyldte kun en eller to sider. Men de havde en start, en midte og en slutning. Pludselig blev det spændende at arbejde med at få en konklusion på det skrevne, en forløsning af uforståelige situationer til forståelige pointer. Det var håbløst romantisk og ganske forfærdeligt selvmedlidende. Men det var historier og de hjalp mig til at finde hoved og hale på mange ting.
Til sidst dristede jeg mig til at vise det jeg havde skrevet til nogen. De hadede det! Det vil sige, de syntes det var sjovt og godt skrevet. Men de noterede de sproglige fejl. De manglende kommaer og de sprang mellem nutid og datid. Jeg havde aldrig hængt mig i den slags pettitesser. De hadede det, gentog jeg for mig selv. Indtil en af mine venner pointerede at han ikke hadede det, tværtimod. Han syntes det var godt og stærkt – men at det stod lidt i vejen for hans læsning af historien, at grammatikken ikke var iorden.
De elskede det! Det var endnu værre end at blive hadet. Jeg var lammet. Pludselig kunne jeg ikke skrive. Hver gang jeg prøvede måtte jeg stoppe og opgive. Jeg havde pludselig inviteret læseren op på skulderen mens jeg skrev. Nu skrev jeg ikke for at skrive men for at blive læst. Det var ikke mig der skrev – det var mit ego, som skrev for at vinde anerkendelse. Intet jeg skrev var godt nok – alt blev gennemanalyseret mens jeg skrev, resultatet var en produktion på nul.
Computeren stod slukket i hjørnet og ventede på bedre tider. Rejseskrivemaskinen var pakket bort. Jeg skrev ikke længere. For man kan ikke skrive når det er for at blive læst. Man skal have en vision om hvad man vil skrive og den vision kan ikke være: Jeg vil skrive noget folk kan lide! Det er den forkerte vej rundt – det er ikke muligt.
Der gik længe inden jeg kunne skrive igen. Jeg forsøgte at finde hjælp i bøger om at skrive, men det var ligesom at slå op i en bog med færdigskrevne taler. Kære ”Fyld navnet ind her”. Jeg kan huske da du ”Sjov anekdote fra barndommen her”. Men vi må jo ikke glemme ”humoristisk ordsprog her”. Det var ikke der jeg fandt hjælp. Hjælpen fandt jeg i tiden. Stille og roligt begyndte jeg at skrive igen. Små historier fra min hverdag. Ved et tilfælde samlede jeg dem og jeg kunne se på bunken at jeg faktisk var i stand til at skrive.
Nogle år efter flyttede jeg til England. Igen skrev jeg ikke længe. Jeg havde ikke plads til en computer i mine pakkenelliker. Jeg forsøgte at tigge mig til en brugt computer men det lykkedes ikke. Jeg endte med at købe en af en ven. Han sendte den med posten fra Danmark. Det kostede kr. 604,- at sende en skærm og en harddisk med posten, udover de kr. 7000,- jeg gav for computeren. Men jeg skrev stadig ikke. Nu stod der en dyr computer og symboliserede at jeg ikke skrev.
Der gik to år så fik jeg job i Odense. Flyttemændende kom med mine opmagasinerede ting da jeg havde fundet en lejlighed i stedet for det værelse jeg boede på. Jeg pakkede ud og fandt min gamle Mac. Der lå mange af mine manuskripter, som filer. Det var en lang tirade af weltschmertz og ironi. Tiden havde været ubarmhjertig mod mine ting. Skrev jeg virkelig ikke bedre? Først nu går det op for mig at det ikke var tiden, men mig selv der var ubarmhjertig. Det var jo ganske simple skriveøvelser, som jeg kiggede på, men det forstod jeg ikke på det tidspunkt. Jeg vægtede dem som færdige værker.
Langsomt begyndte det igen. Jeg fik en idé til en historie om Elvira Madigan, skrev starten og kom ikke videre. Skrev starten af en ny historie og kom ikke videre. Men det var fint nok, for følelsen af at skrive var tilbage. Det var en slags genfødsel. Jeg skrev for at skrive – ikke for at blive hverken anerkendt eller kendt. Jeg opdagede at jo mere jeg skrev, jo mere kunne jeg skrive. Indtil da troede jeg at man var tom når man havde ydet noget kreativt. Men virkeligheden er stik modsat. Jo mere man skriver, desto mere kan man skrive. Man kan ikke hive bundproppen ud af Atlanterhavet, ligesom man ikke kan tømme sin kreativitet, højst blokere for den.
Jeg har et fast job og har haft det siden jeg flyttede hjemmefra. Nonstop. Så det her skriveri er altså ikke min karriere eller det jeg lever af. Det har altid været en hyggelig fritidsfornøjelse, et fristed for mig. I perioder en dårlig samvittighed jeg kunne ignorere.
Nu begyndte det at presse på. Jeg synes ikke der var fred til at skrive. Jeg prøvede, men kunne ikke. Jeg blev hysterisk og vred når der blev larmet. Og når jobbet trak tænder ud og jeg ikke havde tid til at skrive. Jeg vidste ikke at jeg i virkeligheden sloges med mine egne prioriteringer og min egen mangel på koncentration. Jeg troede at omstændighederne gjorde at jeg ikke kunne skrive. Hvad der i virkeligheden skete var, at det begyndte at blive svært og jeg skulle bruge en undskyldning for at springe fra.
Ved et tilfælde fandt jeg nogle gode bøger. Først Stephen King on Writing. Jeg er ikke den store King-fan, men jeg har stor respekt for det væld af bøger han har produceret. Hvis ikke King skulle kunne lære mig noget, hvem skulle så? Den historie jeg bed mest mærke i var om bogen Carrie, som King havde skrevet mens han passede sit job som skolelærer og var far for en familie. Han havde skrevet hver morgen før jobbet og i løbet af et år havde han skrevet en bog. Jeg besluttede mig for at arve arbejdsgangen. Hver dag fra 8.00 til 8.45 skrev jeg og så gik jeg på arbejde. Efter et halvt år havde jeg skrevet en længere novelle. Og nu fik jeg blod på tanden. Jeg kunne altså skrive – også længere ting.
Jeg varmede idéen i nogle dage, gik så til min chef og spurgte om jeg kunne få 3 måneders orlov til at skrive. Det kunne jeg ikke, men jeg kunne få 2 måneder, om et halvt år. Jeg brugte det halve år på at tænke og planlægge. Droppe al planlægning og tænke videre. Til sidst kom jeg frem til at eftersom jeg havde to måneder, ville jeg bruge tiden på at finde ud af om det var noget for mig at skrive fuld tid. Hvordan er det at stå op, sætte sig og skrive til dagen er gået? Jeg ville gøre det til et eksperiment. Og hvis jeg ikke havde noget færdigt bagefter, så havde jeg ikke noget færdigt. Mit mål var at blive mere erfaren. Ikke at skrive en bestseller eller hundrede digte.
Endelig kom dagen – jeg gav en kage og gik hjem fra arbejde. Tog på ferie og kom hjem igen. Min kæreste og datteren gik på arbejde og i skole. Og så sad jeg der. Bag computeren. Min plan var at skrive fra jeg stod op til arbejdsdagen var slut. Altså betragte det som ganske almindelige arbejdsdage, nu bare som fuldtidsforfatter. Aldrig har jeg skrevet så meget og så konsistent. Nu ved jeg at jeg kan. Jeg har skrevet min novelle igennem nogle gange, og er så færdig at jeg har sendt den til et forlag, som har lovet at kommentere den. Jeg har skrevet en anden novelle igennem flere gange og er færdig med den. Og så har jeg skrevet en del idéer ned, som jeg måske vil udvikle til historier. Det har været en utrolig spændende og givtig tid.
Men også en lang kamp mod overspringshandlinger. Jeg har opdaget hvor lidt koncentration jeg har og at hver gang det bliver den mindste smule svært får jeg lyst til at vaske op, støvsuge eller gå en tur. Og alt for ofte gør det. Men det virker ikke. Det spreder bare energien. Jeg må blive siddende og forsøge og forsøge til jeg er i gang igen. Jeg må fokusere min energi. En erfaring som ikke kun gælder min skrivning, men som gælder resten af mit liv. Uden fokus er der ingen produktion, kun forsøg.
Det er nu søndag. I morgen skal jeg møde på arbejde igen. De to måneder er gået. Dette er min evaluering af processen og resultatet. Jeg har lært meget om min egen kreative arbejdsproces. Og jeg har skrevet meget mere end jeg havde turde håbe på. Jeg føler mig stadig ikke som forfatter, men dog som en der skriver. Jeg ved heller ikke hvornår det skift skulle ske. Når man skriver noget færdigt? Når noget bliver udgivet? Når nogen læser det man får udgivet? Det er ikke vigtigt. Det vigtige for mig er at skrive.
Mine foreløbige skriveerfaringer:
Man skal have værktøjet i orden.
Man skal øve sig i at skrive – jo mere jo bedre.
Man skal beslutte sig for en ramme – så har man noget man kan sprænge.
Man skal give sig selv opgaver, der kræver hårdt arbejde, men kan lykkes.
Man skal skrive for at skrive – ikke for at blive kendt eller elsket.
Man skal prioritere at skrive, hvis man vil.
Det hele er en kladde – du kan skrive alt om bagefter.
Relaterede tråde (Den røde tråd):
Det lille hus på ferie
Udgivet: 2026-04-24 | Kategori: essay | Af: Patrick Bay Damsted
Pas på, påsken kommer!
Jeg vil gerne give dig et alternativ til at dumscrolle dig kvalitetsløst gennem din dyrebare toilettid, så her er de historier, som jeg har bragt i radioen på det seneste, som jeg synes er værd at dvæle lidt mere ved. Dette er viden til en verden, der er ude at skide.
Højsæson for flåter, pollen og skilsmisse
Nu skal det blive godt med ferie. Med tryk på SKAL. Men sådan går det sjældent, for alle de revner i samlivet, som hverdagens travlhed kan dække over, bliver nu meget tydelige. På ferie skal man være sammen, spise sammen og sove sammen. Ferien bliver ikke fed lykke for alle, men en trykkoger. Tal fra Danmarks Statistik og studier fra University of Washington viser en markant og gennemgående stigning i skilsmissebegæringer umiddelbart efter de store ferieperioder som jul, påske og sommerferie. Revnerne bliver til brud.
Nogle siger, at skiftene til sommertid er hårde. Skiftet fra hverdag til en uge i sommerhus i Blåvand med sin partner er samlivets svar på kinesisk vandtortur.
Den satans tosomhed
Tinder er en 10.000.000.000 dollars business, fordi vi er overbeviste om, at vi skal have en partner for livet - men det er en meget ny idé - og som så mange nye idéer har den potentiale, men skal justeres og optimeres. I 1100-tallets Frankrig ville man have betragtet vores par-ideal som en trussel mod samfundets stabilitet. Her opfandt aristokratiet "courtoisie" – den høviske kærlighed – men den var ikke tænkt som et fundament for hjemmet. Det var en sport for eliten, en intellektuel lidenskab, der foregik uden for ægteskabet. Man dyrkede længslen efter dem, man ikke var gift med, netop fordi ægteskabet var for vigtigt til at blive overladt til følelser. Kærlighed blev set som en fare; en destabiliserende kraft, der kunne få folk til at svigte deres pligt over for jorden og slægten.
Det kan godt være, at Gud kigger med, når vi bliver gift, men vi gør det primært for juraen. Historikeren Stephanie Coontz fortæller, at ægteskabet i mange år intet havde med kærlighed at gøre. Det blev opfundet som en fusion. Det handlede om at få de rigtige svigerforældre, udvide jorden og sikre, at arveretten til gården eller godset var vandtæt. Kærlighed blev betragtet som en farlig kraft og en mulig personlig tragedie med vanviddet til at smadre en strategisk vigtig familieaftale.
Måske var det nemmere, hvis vi altid var gift med en, vi ikke behøvede elske - men godt måtte holde af.
Kognitiv kortslutning
De fem minutter du har på toilettet lige nu er ikke kun en praktisk udskillelse af affaldsstoffer fra din krop. Din hjerne skiller sig af med lige så meget ophobet affald.
Dine øjne udfører hele tiden bevægelser - selv når du tror, du stirrer fuldstændig fast på noget, så laver øjnene mikrobevægelser, for ellers ville det, du ser, forsvinde for øjnene af dig. På samme måde skal hele hjernen genstartes løbende. Forfattere, der skriver teater og film, ved, at hjernen kan lytte i få minutter, før den begynder at zone ud. Så skal den vækkes med en kæmpe bjørn, der vælter ind i min sætning og trækker den stakkels campist ud af teltet uden varsel, før den kan lytte igen.
Det er ikke på grund af sociale medier, at vi ikke kan lade være med at kigge, når det hvæser bag træet. For de mennesker, der gør det, overlever sabelkatten og får deres egne børn med samme træk. Det er simpel evolution.
Det er også derfor, vi er blevet så elendige til at være under konstant stress og supergode til at slippe det, når vi kan. Vi køber den store bilvask og bruger to minutter ekstra på et undervognsskyl, så vi kan læne os tilbage i sædet uden skyld. Vi stopper, fryser og øjnene stiller uskarpt, mens vi står med et halvt kilo frossen flødespinat i supermarkedet. Vi ser Jon Hamm danse til Kato og forstår instinktivt, hvor han er lige der. Det er ikke på dansegulvet.
Sommerhuset er helvede på jord. Særligt når det regner. Dit private space er en firemandsstue med knirkende etagesenge, du deler med hele din familie, og alle toiletterne er kronisk optaget. Alle de vægge, du kan kigge ind i, er fyldt med hjemmelavede udgaver af Monets åkander og knaster. Der er intet mentalt asyl og ingen kognitiv restitution.
Igen og igen og
Men hvorfor sidder du så i et andet sommerhus i Blåvand med en anden familie tre år senere, når du gik direkte hjem og ringede til skilsmisseadvokaten sidst, du var afsted? Fordi du lever.
Den aktive biologiske proces gør, at du hurtigere nedtoner de grimme ting, du har oplevet, end de gode. Hukommelsesforskeren Blake Richards fra University of Toronto forklarer det som, at "målet med hukommelse er ikke at overføre information gennem tid, men at optimere intelligent beslutningstagen".
Hvis du blev så bange for den raslen bag træet, at du ikke turde gå ud, så ville du dø af sult. Derfor står du i kirken en særligt udvalgt lørdag og bliver gift for anden, tredje eller fjerde gang. Fordi det modsatte ville kræve, at du var frosset i tid af erfaring. Efter lidt tid ser du ikke dit nedslidte ægteskab som en strukturel fejl ved pardannelsen, men som et enestående tilfælde, der knyttede sig til en person. Du ser ikke, at den person kunne være dig selv, som du jo er tvunget til at leve med resten af livet, men den anden, som jo kan skiftes.
Vi filtrerer smerten fra, så vi kan igen… og igen.
Relaterede tråde (Den røde tråd):