Døden

Det er ikke meget vi ved om vores liv. Hver dag kan tage en usædvanlig drejning, byde på en velkommen eller uvelkommen overraskelse og ende et helt andet sted, end den begyndte. Men vi ved hvordan vores liv ender. Med døden. Den er ufravigelig.

Uanset hvem man er, dronning, pave eller læge, så ender vi med samme slutning. Livet forlader vores celler og lader vores krop gå i opløsning. Så ligger kroppen der. Kold, stiv og uden vores liv, mens den langsomt indgår i en masse nyt liv.

Man er ikke i tvivl om nogen er død når man ser dem. Der mangler alt det, der gør et menneske levende. Den der klarhed i øjnene. Farven i kinderne. Nærværet. Det er væk. De er væk.

Deres væsen findes ikke længere. Deres væren er væk. Der er kun krop. Uden det liv, som holder sammen på det hele. Får alle cellerne til at samarbejde om at rejse sig op og gå over for at give et andet væsen et spontant kys eller blive siddende og håbe det væsen kommer over selv.

Det er syret nok, når man tænker over den menneskelige nysgerrighed og virketrang er så voldsom en kraft, at den tager os til de koldeste egne på jordkloden, ud i rummet og ned på bunden af havet, at døden er så uudforsket. Vi ved intet om den og derfor er vi hensat til at tro.

Livet giver på sin vis en indbygget mening. To liv giver gnist til et tredje. De bliver vært for et tredje væsen og passer på det, indtil det kan selv. Det er meget kraftigt, voldsomt endda. Den udladning af energi og vilje, der ligger i at støtte et andet væsen til overlevelse og liv er en kæmpestor indsats af dem, der gør det. Det nye liv definerer deres liv, før det definerer sit eget. Men den sande energi og magi ligger i selve krydsbestøvningen. For hvad er det der sætter cellerne igang med at bygge et hjem for et nyt væsen? Det er liv. En kraft vi heller intet ved om.

Der er dem, som lidt grumt, siger at vi kommer ind i verden alene og forlader den alene. Personligt synes jeg mere vi fødes ind i en flok og dør fra en flok. Der findes ingen samfund, der kan overleve uden børn og ingen samfund, der går til grunde når en voksen dør. Det kan virke kynisk, men det er faktisk praktisk.

Jo længere tid en person har levet, jo mere forventeligt er det jo de dør. Derfor bliver det også mere acceptabelt, at de går bort. Man kunne vende det på hovedet og tænke, at al den viden og erfaring vi mister, burde gøre det mere uacceptabelt. Men forfaldet i krop og sind gør, at vi ikke kan fastholde og udnytte det levede liv for evigt. Tiden går fra at være en fordel til en ulempe, der til sidst er så stor, at man dør.

Der er fascinerende store kræfter på evigt spil, som vi intet ved om og lever med uden at stille spørgsmål ved. Livet er en. Tiden en anden. I den græske mytologi er der to særlige figurer for tiden.

Chronos er en gammel mand med skæg, der kan optræde som en trehovedet slange. Han er personificeringen af tiden. Han er tiden, der går. Kronologisk.

Kairos er den græske gud for det rette øjeblik. Det Søren Kierkegaard kaldte: "hvor evigheden rører tiden". Kairos er en yngling med vinger på både ryggen og på anklerne, der var knyttet til sportskonkurrencer i det gamle Grækenland. To forskellige sider af tiden. Den tid vi lever i, som er beskrevet gennem Chronos, og de tider vi lever, som er repræsenteret af Kairos.

Men tiden er langt mere end det. I vores vestlige kultur tænker vi tiden, som noget fortløbende. I andre kulturer kan den være cirkulær eller sideløbende. Altså kan flere tider eksistere samtidigt. Med samme overbevisning, som vi mener at man kan bevæge sig frit i rummet, mener nogen at mennesket kan bevæge sig frit i tiden.

Da jeg sad med min mormor i hånden mens hun udåndede, så føltes det som om jeg havde ramt rigtigt. Jeg var der for hende. På det rigtige tidspunkt. Jeg kom ikke for sent. Og heller ikke for tidligt. Jeg sov tre nætter på en campingseng, som plejehjemspersonalet lånte mig og så døde hun. Jeg kaldte på dem, de gjorde hende klar og jeg ringede til bedemanden (jeg aner ikke hvad det kønsneutrale ord er for bedemand, og kan heller Google mig til det, så du må tilgive mig på denne).

Sandheden er nok, at jeg havde gjort mig selv en større tjeneste. De sidste år af min mormors liv var ikke særligt værdige og jeg troede ofte hendes tid var ovre. Men det var den typisk ikke. Jeg husker særligt en aften på den geriatriske afdeling på Svendborg Sygehus, der ligger på femte sal med smuk udsigt over Svendborgsund, hvor hun efter dagevis af koma pludselig åbner øjnene og trækker vejret dybt -og derefter lidt hektisk. Min mormor var tilstede og tilbage, som havde hun slet ikke været væk.

Det var samme afdeling, hvor en vred og forvirret ældre mand blokerede døren med sit gangstativ for to sygeplejersker, som han råbte af, mens de ikke kunne komme ud. Til sidst måtte jeg gå truende hen mod ham, så han flyttede han sig. Han havde mistet sig selv, men var stadig i live. Geriatriske afdelinger er ikke for børn.

Jeg husker det knus Lars gav mig, da vi på hans stue på hospice havde ordnet alle hans regninger og bankforretninger og jeg gav ham et "jeg kører til København og fikser forskelligt og kigger ind i morgen"-knus. Men han holdt fast om mig og gav mig et "tak for nu"-knus. Og døde om natten. Han vidste tiden var kommet og var klogere i øjeblikket end jeg var. Heldigvis. Hvis jeg havde bestemt var vores afsked blevet for lidt. Alt for lidt.

Og jeg husker min svigerfar, som døde mens vi var på McDonalds, fordi min datter var sulten efter mange uendelige timer på hospitalet. Døden kommer når den kommer.

Døden kan både være for tidlig og for sen. En frarøvelse og en befrielse. Det vi typisk håber på er en død, der sker på et passende tidspunkt. Hvor det ikke er forventet, men heller ikke forhastet.

Da min mormor døde var det i hvert fald ikke for tidligt. Hun var 96 år og havde det slet ikke godt. Men selve det, at jeg sad med hende i hånden og kunne sige til hende at jeg tilgav hende og elskede hende, var langt vigtigere. Det var det endelige regnskab med et menneske, som har opdraget mig - på godt og ondt. Det var det endelige resultat af et meget komplekst livsforløb, som gjorde at ingen andre end jeg, min datter og min far og mor var til hendes begravelse.

Derfor føler jeg, at forskellen er, at døden er kronologisk og livet er muligheden for at gribe det rigtige tidspunkt.