Vi starter ikke forfra, vi begynder igen
Et af de mønstre, der går igen, når man læser bøger af mennesker, der arbejder med deres kreativitet, er tvivlen. Ikke tvivlen om det de gør er godt nok, men om de er gode nok.
Skuespilleren og instruktøren Ethan Hawke fortæller i en TED-talk om det kunstneriske udtryk og hvad det betyder. Hvad kunsten skaber i ham og udenfor ham. "Alle kan overleve uden kunst, indtil de ikke kan", siger han. Når noget sker, der ryster vores grundvold - fjerner den mening vi har lænet os op ad - så er kunsten ikke længere en luksus, men en støtte.
Når vi kan se verden gennem andres øjne, når vi kan læse deres tanker og høre deres ord, fra den anden side af meningsløsheden er vi ikke alene, men i flok med alle mennesker.
En ting, som jeg ved, at jeg kommer til at fortryde på mit dødsleje er al den tid, som jeg har brugt på at bede om lov og vente på at få lov. Tid, som kunne være brugt på, at sige det jeg synes er vigtigst lige nu, og dele det med dem, der har brug for at høre det.
Lige ved siden af at få lov, ligger håbet om anerkendelse. Det er ikke så meget en fjern fætter, som en ond tvilling. Troen på, at hvis bare man bliver anerkendt, så bliver livet lettere og ens stemme klarere, er egentlig en mærkelig forestilling i vores tid og kultur. For stemmens anerkendelse og klarhed har intet at gøre med dens nødvendighed, for hverken den der taler eller den der lytter.
Se her!
Med mit keyboard er jeg i stand til at give opmærksomhed. Rette min opmærksomhed mod noget specifikt og fokusere på det. Undersøge og beskrive det. Give det videre fra min vinkel. Du er i stand til at give det, som jeg skriver opmærksomhed, og dermed mødes vi i et fælles brændpunkt, hvor vi begge stiller vores opmærksomhed ind og giver den ubetinget til en tanke, følelse, en ting, historie, indsigt, person - eller hvad der nu er objektet for vores nysgerrighed.
Den opmærksomhed handler ikke om dig og mig, det handler om det der er mellem os. For at få noget ud af vores opmærksomhed kræver det, at vi begge gør os umage. Jeg med at skrive så godt jeg kan og du ved at læse så godt du kan.
Min opmærksomhed falder næsten altid på noget, der ikke er nemt. Jeg har en nysgerrighed, der ofte får mig i problemer fordi jeg udfordrer næsten alting altid. Man kan sige, at min personlighed står i vejen for, at jeg kan blive anerkendt og få opmærksomhed. Og her kommer tvivlen.
Som det flokdyr jeg er, så er angsten for afvisning eller udvisning begravet så dybt i min hjernestamme, at jeg kan bruge dagevis hæmmet af dyb tvivl, uden at opdage, at det er det der sker.
Det ville være langt lettere, at skrive noget andet. Noget der ikke udfordrer og fordrer så meget. Problemet er, at det øjeblik jeg begynder at skrive for at få opmærksomhed, så fortjener jeg den ikke længere. Mit arbejde er, at rette min opmærksomhed mod noget, der fortjener at blive kendt og anerkendt. Og dermed fortjene din opmærksomhed.
Sært nok, i dette tilfælde, hvor vi sammen udforsker de barrierer, der stopper vores kreative udfoldelse, ved at skrive om mig selv.
Jeg kan godt forstå, hvis du lige nu tænker "Er det værd at læse resten? Hvad er der i dette for mig?". Jeg håber du vil læne dig ind i teksten igen og tage med til slutningen, for der er en pointe, som du ret sikkert kan bruge i dit liv.
Det kreative catch 22
Opskriften på en Youtubekanal med mange følgere og visninger af videoer, er ret simpel. Man skal vælge en niche og en stil, der er populær - blive i den og blive ved. Den store trend på Youtube lige nu, er automatisering, hvor man følger de videoer og kanaler, der hitter og laver low-cost versioner af dem. Typisk ved at bede ChatGPT om at skrive et manuskript, få det indtalt på Fiverr og redigeret i Asien via Upwork.
Der er masser af opmærksomhed, og dermed mange penge i at kopiere og forlænge de bedste. Der er også en masse sikkerhed. Både fra udgiveren, annoncørerne og seerne. Ingen spilder deres opmærksomhed, fordi alle ved, hvad der sker på forhånd.
Det ironiske er, at dermed spilder alle deres opmærksomhed, fordi der faktisk ikke sker noget. Vi kan nyde noget godt ved at se det igen, opdage nye facetter og glæde os over gensynet og forventningen. Men verden har ikke brug for en robotskrevet Mr. Beast-kopi, for vi har jo en glimrende førsteudgave.
Det farlige ved tvivlen er, at den kan få dig til at lade være med, at arbejde kreativt eller kunstnerisk. Det gode ved tvivlen er, at den viser dig, du stiller din opmærksomhed til rådighed for noget nyt.
Det er sådan verden forandrer sig og bliver bedre. Gennem forsøg og risikovillighed. The Ramones havde ingen venner når de stod på scenen i CBGBs. Men de skabte egenhændigt en ny musikgenre, på trods. Både mod et samfund, som de ikke betød noget i, men også i en branche, hvor man ikke er noget, når man ikke kan spille eller synge. De skabte punk og dermed gav de næring til alle følgende generationers mulighed for, at bryde med forventningen og bare gøre ting. De spurgte ikke om lov, og sked på om de brød en lov.
Selve essensen af punk er, at gøre det man har lyst til, uanset om man har evnerne eller muligheden. Hvordan skulle man ellers få erfaring og udvikle sig selv og sine evner. Et samfund kan se sat ud, men er konstant under udvikling og særligt nedefra, for der er de mennesker, der har mindst at tabe og mest at vinde.
I ugen der gik, fangede et lille ordspil min opmærksomhed. Det er "Vi starter ikke forfra, vi begynder igen". Meningen er, at når noget slutter i vores liv, så er vi ikke nulstillet. Vi starter ikke forfra, selvom vi har mistet noget. Vi har nemlig ikke mistet alt. Vi begynder igen, med den viden og de erfaringer, som vi har fået og samlet indtil nu. Altså begynder vi på en frisk et langt bedre sted, end sidst vi begyndte igen.
Men det er ikke kun når vi har mistet noget, at vi kan begynde igen. Vi kan også begynde igen, på noget nyt. Og jo flere gange du gør det, jo bedre bliver du til at begynde igen!
Du bliver deprimeret af dit fjernsyn
Hvis du vil se, hvad der er galt med vores nuværende måde, at anskue livet på, kan du bare tænde for dit tv. Det er fyldt med amatører, der dumper fordi de ikke er dygtige nok. Fremfor at gøre folk klogere, så gør vi dem til grin, mens de gør noget, de gerne vil være gode til.
Uanset om de skal danse, bage kager, male portrætter eller synge sange, så skal de vinde nogle etablerede dommeres gunst og typisk ved at synge andres sange, der allerede er etablerede.
Det er der intet nyt i. Hverken for staklerne på skærmen eller staklerne, der giver skærmen opmærksomhed. Det eneste udkomme af den type tv er, at gøre det tæt på umuligt, at finde sin egen stemme. For der er ingen, der begynder som ekspert.
Hvis du elsker at bage, så bag! Syng! Dans! Mal! Gør!
Og gør det, som om ingen ser det. Og hvis du er tryggest ved det, så gør det sådan, at ingen ser det. Forløsningen af din indre drift og følelsen af, at lære dig selv lidt bedre at kende, fordi du udfolder dig, er det hele værd. Og nødvendig for et lykkeligere liv.
Tag et kig på hvad du ikke tør og gør, men beundrer dem, der faktisk gør. Er det her du kunne folde dig ud? Tænk over den hemmelige drøm, som du ikke føler dig helt tryg ved at fortælle andre, at du har. Den, der er så knyttet til din personlighed og identitet, at du ikke tør sige den højt, fordi du er bange for andre vil grine af den du faktisk er. Der er du! Det er det du skal leve.
Giv det din opmærksomhed, men gør det ikke for at få andres opmærksomhed. Du behøver ikke et publikum for at være glad, og måske er det lettere, at være fri når ingen kigger. Fri til at nyde det, blive god til det og måske en dag vise andre det. Eller også bare gøre det for din egen skyld. Det fortjener du. Uden tvivl.
Jeg vil gerne rette din opmærksomhed mod det bedste og mest gennemarbejdede jeg nogensinde har lavet, nemlig podcastserien Djævlens Værk.
Formålet er, gennem en stram fortælling, at udforske hvorfor vores fælles verden og liv er som de er. Vi trækker streger i sandet og historien, mellem punkter der giver overraskende helheder.
Det er relativt korte afsnit og de findes på alle store podcastplatforme, og så findes serien også lige her:
Vi er nu 69, der læser disse skriv og jeg håber, at de gør en forskel, der gør en forskel. Hvis du vil dele dem med dine følgere eller dine venner, kolleger eller familie, så betragter jeg det, som et stort skulderklap.
Hilsner
Patrick
