Wordle

Wordle, der er løst på tre ord

Det er let at glemme det menneskelige aspekt i en digital tidsalder. Når du og jeg ser en app, en tjeneste eller sågar en hjemmeside, så har den været gennem en bunke forarbejdninger og forbedringer. Nogen har testet, tilrettet, justeret og samlet publikum. Det er heller ikke usædvanligt, at der er gået indtil flere runder for at finde finansiering. Derfor kan det være svært at se den originale idé. Den flamme, der blev tændt og som oprindeligt skabte energien, der skabte det vi bruger til forretning eller fornøjelse nu.
Med Wordle er det stik modsat. Wordle er den fineste intention, udført som den bedste og mest personlige gave nogensinde. I en utrolig heldig kombination af covid og kærlighed opstår muligheden for spillet, der er vokset fra 90 spillere i november 2021 til millioner i februar 2022. Og derefter solgt til New York Times - sandsynligvis for en rund million amerikanske dollars.

Wardle opfinder Wordle

Den walisiske programmør Josh Wardle har arbejdet for den amerikanske digitale og sociale platform reddit. Han har blandt andet stået bag det sociale eksperiment The Button, som reddit begyndte 1. april 2015. Det var en knap med en nedtælling fra 60 sekunder, der begyndte forfra hver gang nogen trykkede på den. Der var en lille håndfuld regler, men ingen blev offentliggjort.

Fællesskabet kendte kun knappen og nedtællingen og blev så klogere sammen. F.eks. opdagede de undervejs at deres avatar fik en forskellig farvekodning efter hvor sent de trykkede på nedtællingen for at genstarte den. Og at de kun kunne trykke på knappen en gang hver. Efter 66 dage - d. 5. juni 2015 - endte forsøget. Efter at en million otte tusind og 316 tryk var der ikke flere, der holdt liv i eksperimentet, så det sluttede.

Josh Wardle fortalte efter forsøget, at det kom som en færdig tanke da han var ved at falde i søvn, at han ikke havde et decideret mål med knappen, men ville lægge den åbent ud til reddit-brugerne og se hvad de fik ud af den. Han blev imponeret over den fantasi og legelyst, der blev bragt til bordet.

2 år senere var Josh Wardle tilbage med endnu en uforglemmelig april-begivenhed på reddit. r/place hed den og var et kæmpe lærred, hvor man som bruger kunne sætte en pixel hvert femte minut. Det blev en 72 timers tour de force i samarbejde - brugt skidt eller godt.

Kode til kæresten

Corona og kærlighed skabte den perfekte kreative storm for denne daglige ordleg. Josh Wardle så sin kæreste Palak Shah begynde hver dag under coronanedlukningen ved at løse dagens opgave fra spillet Spelling Bee fra New York Times. Hendes glæde ved de daglige udfordringer fik ham til at åbne et uafsluttet projekt og begynde færdiggørelsen af det, der kom til at hedde Wordle, fordi det er et spil baseret på at gætte ord, udviklet af manden med efternavnet Wardle.

Wordle er et dagligt spil, hvor du på 6 forsøg skal gætte et ord på fem bogstaver. I det engelske sprog er der 12.000 ord på fem bogstaver, men Josh Wardle ønskede at kæresten kun skulle blive udsat for ord, som hun reelt kunne genkende og derfor begyndte det hele med et mellemtrin, hvor han udviklede en automatiseret liste, hvor Palak Shah kunne klikke om hun genkendte et ord eller ej. Det endte med at godt 2.500 ord kom med i den endelige version.

I oktober begyndte spillet og det bredte sig mellem familiemedlemmer og venner. I november 2021 spillede 90 mennesker Wordle. 3 måneder senere var det millioner og New York Times havde købt spillet for 1 million amerikanske dollars.

Josh er citeret for at have sagt: Jeg ville gerne udvikle et spil, hun ville nyde” og Palak er citeret for at fortsætte: “Det er virkelig sødt. Det er bestemt sådan at Josh viser sin kærlighed”. Altså blev spillet skabt ud af kærlighed. Men allerede midt i januar begyndte presset over den virale succes at lægge sig over Josh Wardle, der blev citeret for at sige: “At det er gået viralt føles ikke godt, for at være ærlig. Jeg føler en grad af ansvar overfor spillerne. Jeg skylder at holde tingene kørene og sikre, at alt fungerer korrekt”.

Måske af den årsag, var det en lettelse at sælge det hele til en spiller med muskler indenfor både det digitale, spilforståelse og brugere.

Velkommen på forsiden

New York Times er et af de mediebrands, der har fokuseret tungt på det digitale. I tredje kvartal af 2021 havde avisen over 5,5 millioner digital abonnenter.

New York Times har brugt mange penge på at købe digitalt ind. Først i 2022 købte New York Times den abonnementsbaserede sportsplatform The Athletic for over en halv milliard amerikanske dollars, i 2020 købte de Serial Productions, som producerer podcast for 25 millioner. De købte også tjenesten Audm, som laver længere journalistiske tekster om til lydoplevelser og i 2016 købte de produktanmeldelsessitet The Wirecutter for 30 millioner dollar. The Wirecutter er, som en meget kommercialiseret udgave af Tænk, og den blev abonnementsbaseret for nyligt. Men hvor passer Wordle ind i denne sammenhæng?

Faktisk utrolig fint. New York Times får de fleste af sine nye digitale abonnenter på primært tre platforme, som alle er avisens egne. Den ene er Wirecutter, den anden er New York Times Cooking og den sidste er New York Times Games. “The Times er fortsat fokuseret på at være det essentielle abonnement for enhver engelsk-talende menneske, der søger at forstå og engagere sig i verden. New York Times Games er en væsentlig del af dette”, udtalte New York Times i en pressemeddelelse og forklarede samtidigt at Games nu havde tæt på en million abonnenter. Et abonnement koster 75 cent pr uge eller 25 dollars om året. Så en million for Wordle er altså allerhøjst en femogtyvendedel af årets omsætning. En billig pris for at tiltrække en bunke nye brugere, der måske kan konverteres til abonnenter.

Netop effekten af tilkøbte abonnenter er væsentligt for New York Times, der nåede deres mål om 10 millioner betalende abonnenter gennem deres opkøb af sportstjenesten The Athletic.

Kiwiernes kærlighed

Wordles kæmpe vækst kunne ikke være sket uden New Zealand, som var en af de første lande, der tog imod spillet på bredere basis. Blandt andet ved at opfordre hinanden på Twitter til at spille og derefter dele hvor mange forsøg det tog for den enkelte spiller at løse dagens ord.

Særligt en New Zealandsk spiller har en direkte indflydelse på Wordles succes. I december begyndte Elizabeth S at vise sine Wordle resultater på den måde, som du sikkert også har bemærket, nemlig ved at vise de karakteristiske sorte, gule og grønne klodser, der viser præcis, hvordan det enkelte spil er forløbet. Da Josh Wardle så dette, skabte han en funktion i spillet, der gjorde at alle kunne dele deres daglige spil og dermed gik ballonen for alvor til vejrs.

Der er meget godt at sige om Wordle, som indeholder simpliciteten og sværheden i samme åndedrag. Spil, der er lette at begynde, men svære at mestre, er typisk spil, der er sjove at spille. Men uden spillernes lyst til at dele deres egen indsats på sociale medier, var Wordle ikke vokset fra 90 spillere til 3 millioner på bare 3 måneder.

31. januar 2022 udgav Josh Wardle en opdatering, hvor han fortalte at New York Times overtager spillet for en formodet million dollar. Avisen overtager samtidig driften af spillet og lover at Wordle vil være en gratis oplevelse i den nærmeste fremtid. Det vil der nu slet ikke være tvivl om. Spillet er jo bygget til en kæreste og ikke et mediehus. Så sikkerheden lader noget tilbage at ønske.

Med et simpelt højreklik kan man gemme hele denne browserbaserede oplevelse på sin egen computer og derfra er der ingen begrænsninger. Heller ikke i fremtiden. Og med 2500 ord kan man altså spille dagligt i mere end 6 år før man løber tør.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.