Damsteds Rewind 2021

Billede af årstallet 2022 skrevet mellem vejstriber
2022 - here we go!

Det altoverskyggende tema for mit 2021 er en indsigt, som har ramt mig ret sent på året og ret sent i livet. Selvom vi har mange valg, så har vi faktisk ikke ret mange muligheder. Hvis du kigger dig omkring i dit eget liv, vil du måske give mig ret. I gamle dage var man villig til at gå på kompromis med kærligheden fordi man skulle finde en kæreste blandt dem der var tilgængelige. Det kunne være ens stand, geografi, uddannelse og familie, som i høj grad bestemte, med vilje eller uden, hvilken andedam man kunne sænke magneten ned i.

Når Tinder swiper gennem vores liv har du principielt uendelige valg — men du har ikke nødvendigvis flere muligheder. Det samme går igen mange steder i livet og samfundet, når man først får øje på det. “Systemet” styrer ikke dine valg, men giver dig de muligheder, du kan vælge mellem. Og når du vælger udenfor rammen, så er alt så besværligt, at du virkelig skal bruge din fulde kropsvægt på at buldre døren ind.

Man kan ligge og plirre i natten over universets uendelighed, men sandelig også over hvem der egentlig bestemmer. Sparer vi op som vi gør, fordi det tjener bankerne mest på? Hvorfor tror vi at en investering i fast ejendom er den sikre vej til en rig alderdom? Kører vi i de biler, som er lettest at lave for fabrikanterne? Betaler vi moms fordi vi ved, at det dæmper forbruget eller fordi det er for svært at finansiere hullet i statsøkonomien, hvis det skulle afskaffes? Og vælger vi mellem de kærester, der byder sig til og dermed går glip af dem, der var langt bedre for os, men ikke dukker op i en app?

Var det ikke bedre for os at indstille jagten indtil vi mødte den person, som fik os til at bemærke sommervinden i deres hår på en iskold regnvejrsdag? Fremfor at jagte en, der minder bare lidt om noget der kunne holdes om, på et sjælløst site, der allermest arbejder med dating, fordi dér er pengene. De knuste hjerter har dybe lommer.

Nå — det vender vi helt sikkert tilbage til — når vi har haft en status over året!

I 2021 tabte jeg interessen for Ted Lasso. Fra at have slugt serien og småflæbet over hvert eneste afsnit — flere gange i hvert eneste afsnit — endte det med at jeg slet ikke så den seneste sæson færdig og aldrig har tænkt videre over det efterfølgende.

Til gengæld savner jeg, måske som den eneste, Wandavision. Serien med det store gab, der rummer fortid, nutid, fremtid og i flere dimensioner. Jeg har aldrig tidligere forstået Marvels univers. Altid tænkt at jeg, som er vokset op med Basserne og Jumbobøger, manglede noget. At forbrugerne af superhelteuniverset er sølle mennesker, der elsker en mærkværdig dystopisk og til tider håbløs udgave af livet.

Men så kom Wanda og Vision og åbnede døren og siden har jeg grovædt fra superheltebuffetten. Der er så meget mere levet liv og indsigt i de fortællinger end jeg er vant til at der kan være i et fortegnet univers. Dybde, smerte, vildskab og vilje. Ingen følelser er forklaret, men heller ikke forbudt i dette univers. Tvivlen driver som tungt vand ned af skærmen.

Der er ingen tvivl at den største oplevelse i biografen også var den eneste. Jeg ville gerne have set Bond i biffen, men det blev ikke. Til gengæld var Ghostbusters Afterlife en smuk knude på en historie, der umiddelbart kom ud af miljøet omkring Saturday Night Live i startfirserne, men faktisk var resultatet af Dan Aykroyds families generationers lange dyrkelse og nysgerrighed overfor det okkulte. Hvis du har mulighed for at se afsnittet om Ghostbusters i Netflix-serien “Filmene vi er rundet af”, så gør det! Det er en virkelig fin og vild historie.

Min nærighed bed mig i halen i år. Som en af dem, der står i chefernes telefonbog når der er helt specifikke problemer, der skal fixes på en tv-station, har jeg altid betalt licens og aldrig været så meget som fristet til at piratkigge nogetsomhelst. Min beslutning om at udskyde mit live abonnement på Formel 1 til næste år åd min sjæl op under finalen. At sidde og kigge på forskudte tider og forsøge at stykke et løb sammen fra en blog på to formiddagsaviser og forsinket tidsrapportering mens der er pointlighed og en ny verdensmester in spe, kommer nok ikke til at ske igen. Sign me up — take my money! Der er plads til endnu en streamingtjeneste i min Apple TV box — om ikke andet må jeg presse dem lidt sammen.

2021 var året hvor min min techskepsis metamoforserede ind i en ligegyldighed. Måske på grund af årets underliggende tone. Hvordan dælen skulle en ny generation af telefon egentlig hjælpe mig bedre gennem mit arbejdsmæssige Narutoløb mod virus og nedlukninger? “Nok ikke” blev konklusionen og derfor sprang jeg en generation over og der er intet i den kommende generation, der på nogen måde vækker det mindste halesvirp — heller ikke når jeg kigger væk.

2021 var året, hvor jeg for alvor tog fat på at gå fra kødlyst til kødløst. Ikke bandlyst, men bare mere kødløst. Der er en masse fine mellemtrin, hvor øko, fritgående og minus nitrit er gode skridt. Der er også små valg, som f.eks. altid at vælge veggieversionen når jeg spiser på fastfoodsteder. Og så eksperimentere generelt. Prøve at købe de kødfri nuggets. De kødløse hakkeklumper. Og så rent faktisk lave mad med dem og spise det. Det er nok kun 5% af mit samlede forbrug endnu. Men det er mere end sidste år og det bliver mere næste år.

En anden side af dette er mandelmælken, der har erstattet komælken 100%. Jeg spiser det på mine morgengryn og mine gæster får det i kaffen. Til gengæld er der lidt færre kvægprutter i universet og færre specialdesignede dyr, der skal opleve at dagens højdepunkt er at blive malket af en maskine.

Det er de mange små ting, der gør en stor forskel. Renters rente virker. Også i livet! Små daglige valg bliver til store mål og endnu større effekt!

Den allerstørste begivenhed i mit liv i 2021 var at jeg endelig fik mit eget hjem. Efter min pludselige skilsmisse, hvor jeg fik to dage til at pakke mine ting og forlade børn og voksne, uden at kunne se mig over skulderen, var det rart at komme på plads i sit eget. Mens månederne gik opdagede jeg, at det med hjemløsheden måske ikke kun havde eksisteret i mellemperioden, men faktisk også i årene op til. Hvor den uendelige ensomhed, som man kun kan føle sammen med mennesker, der ikke tør elske og smerten, som man kun kan føle når kærlighed bliver holdt tilbage og brugt som et våben, faktisk havde levet glimrende i mange år. Mit nye hjem er ikke kun hjemmet efter det smadrede hjem, men også det første sted jeg har følt mig hjemme i meget lang tid.

I begyndelsen var jeg bange for mig selv. Når jeg lavede en høj lyd skræmte jeg mig selv. Jeg havde forsøgt at svæve over æggeskaller i så lang tid, at den mindste lyd jeg forårsagede satte sig som knive i mig. Det blev mere og mere åbenlyst for mig, at jeg havde forsøgt at udslettet mit selv, mig selv, for at opnå at bare en smule kærlighed skulle trænge gennem den hårde mur af afvisning, der primært skulle passe på en anden utrolig sårbar sjæl.

Med månederne fandt jeg ro og faldt til. Det blev mit og jeg blev mig. Jeg fandt mig selv igen. Det skal aldrig ske i mit liv igen at jeg skal skamme mig over den jeg er, fordi et andet menneske ikke tør og kan elske andre. Jeg vil aldrig igen forsøge at gøre mig fortjent til et andet menneskes kærlighed. Det vil altid ende galt. Det betyder ikke at forhold behøver være ligeværdige. Altså at man er lige værdige. I perioder er man oppe og andre nede. I et forhold, der er et kærlighedsforhold, altså baseret på kærlighed til et andet menneske, er netop dét at man elsker hinanden, altså holder sammen, uanset om den anden er værdig lige nu hele essensen. Kærlighed er ikke en transaktion. Det er en transformation. Fra at være en til at være to — i begge to.

Det kan godt være, at det kan virke lettere at møde en ny, men det er ikke nemmere at finde en ny, der vil elske os. Og det er den kæmpe elefant i datingappen, som vi aldrig taler om. Ingen skal blive i et forhold eller under forhold, der ødelægger dem. Alle kan gå ud af døren og forlade andre mennesker. Men alt det vi ikke kan efterlade følger med. Nemlig os selv og vores historie. Det at komme overens med sig selv og sin historie er langt vigtigere end at blive ved med jagte den perfekte partner, der vil gøre os hel. Det vi mangler indeni er ikke et noget et andet menneske kan give os, det er noget vi kan give andre.

At blive hel sker ikke ved at du finder den del som du mangler i et andet menneske. Men at du finder dig selv og ser det menneske du er. Og når du er mere hel, så bliver der pludselig plads til et andet menneske i dit liv og dig.

Vi finder ikke en anden, der forstår os — vi finder os selv, så vi kan forstå andre.

Rigtig godt nytår!

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.