Når et menneske fortæller sin historie ligetil eller lader den inspirere til fiktion bliver vi alle bedre mennesker. Det har noget terapeutisk, at gengive historien til andre. Men det har også en terapeutisk funktion, at give sin historie til andre, så de kan kende og genkende sig selv i den.
Det som de fleste mennesker flygter fra er dem selv. Aldrig i menneskets historie er der blevet sat så mange ord på den enkeltes identitet og ret til at udtrykke sig og være. Men ord er ord. Tilbage står vores skyggeside stadig ensom og overset.
Når alle kan blive alt og bliver det, så er der en højere barre før du er noget. Som alle andre ikke er. Det bringer det enkelte menneske i lidt af en presballe. For på den ene side har vi brug for flokken for at overleve og på den den anden side har vi brug for at skille os ud for at leve.
Bevægelsen er tæt på 200 år, men vi kunne ikke ende andre steder end her!
Ralph Waldo Emerson giver individet ret til at udvikle sig. Vannevar Bush starter tanken om, at viden bør være tilgængelig for alle. Og Douglas Engelbart demokratiserer muligheden for at skabe sig.
Det er ikke meget vi ved om vores liv. Hver dag kan tage en usædvanlig drejning, byde på en velkommen eller uvelkommen overraskelse og ende et helt andet sted, end den begyndte. Men
