Det digitale kakkelbord
Lige før jul annoncerede Nielsen, der laver de amerikanske tv-tal, og det sociale netværk Twitter, at de sammen udvikler en måling, der skal give indblik i, hvor meget social aktivitet et amerikansk tv-program kaster af sig på Twitter. Tjenesten kommer til at få det knap så mundrette navn ”Nielsen Twitter TV Rating”, den skal til gengæld holde styr på en tendens, der er superlige. Nemlig at tv leverer benzinen til de sociale medier, nemlig noget at tale om. Og de sociale medier leverer platformen for samtalen. Uden tv ville de sociale medier være pænt kedelige. Og uden de sociale medier ville tv være ret ensomt.
De digitale og sociale medier spiller eminent sammen med de elektroniske medier. De elektroniske distribueres på en måde, hvor mængden af brugere er ligegyldig. Hundrede eller tusinde ekstra seere til et tv-program koster ikke noget, hverken på kvaliteten af afleveringen eller i distributionsomkostninger. Selv den mest teknisk sagkyndige ville glippe med øjnene, hvis Matador begyndte at hakke fordi der kom en ekstra tv-seer i Herlev. Til gengæld er de digitale tovejs og kan afleveres til afmålte grupper af brugere.
Nu tænker du måske at tv er et døende medie, som er i sin sensommer, så who cares? Det er også den sandhed som mange, her i blandt jeg selv, har prædiket gennem tiden. Der er heller ingen tvivl om at medieområdet redefineres i disse tider, hvem gider gå i teatret for at se en video eller i biografen for at se tv, eller se tv for at følge en dvd-serie? Ikke mange. Men vi skal passe på vi ikke misser en væsentlig pointe. Nemlig, at tv kan noget, som intet andet medie kan eller vil kunne, nemlig samle os i store fælles og samtidige oplevelser. Ok, tv falder i brug i disse år. Efter mange års optur har de seneste to år budt på fald. Vi er nu nede på at en gennemsnitsdansker kun ser tre timer og femten minutters tv pr. dag. Og det er 3 minutter mindre end sidste år. Men det er stadig eddermeget.
Tv er, på hvem ved hvilket årti, det hurtigst voksende medie i verden. I nogle lande er det første elektronik folk køber, når de får strøm i deres landsby, et tv. Ikke et køleskab. Men et tv. Fordi det er det store fællesskab, der kommer lige ind i hytten. Det der gav os danskere TV-Avisen, Jørgen Clevin, Brd. Bisp, EM i 92, Krønikken og det store VM-nederlag forleden, X-Factor i fredags, 7. genudsendelse af Matador i lørdags og Borgen i søndags. Det er det apparat, der binder verden og nationen sammen midt i din stue. Det der samler os og forsøger at skabe mening og overblik i hårde tider og underholder os når vi har brug for det. Den skærm, som altid bringer en linær og fortløbende fortælling. Det medie, der kurateres af flest medarbejdere og hvis indhold, på grund af sin tekniske opbygning og dyre produktion, er en knap ressource, der er mediernes svar på safran. Eller måske mere korrekt, tv-programmer er som olie, det er svært at finde og producere, men behovet er uendeligt.
Når du ser Paradise Hotel har hundrede mennesker brugt tre måneder af deres arbejdsliv på at producere det du ser. Det ville aldrig ske på nettet. Derfor er tv også en trøffel, der serveres lige midt i hjertet af hjemmet. Som NBC så kækt reklamerede for sig selv i tresserne: Hvis du ikke havde et tv, hvor ville du så stille din sofa? Opdateret til: Hvis du ikke havde et tv, hvad ville du så skrive på Twitter i weekenden?
I forbindelse med de sociale medier har vi begået en af de sædvanlige fejl indenfor medieforståelse, nemlig at vi tror det nyeste medie erstatter de ældre. Vi har faktisk aldrig i historien mistet et medie. De har gennemgået forandringer, men deres grundfunktion er stadig den samme. Hulemalerier er blevet til bøger. Flyveblade er blevet til nyhedsbreve og faxen er blevet til en scanner. Men grundfunktionen er stadig intakt. Fordi den er vigtig og fordi den er forskellig fra medie til medie. Den trykker på forskellige knapper i vores følelsesregister og jeg har svært ved at se den dag, hvor en Twitteropdatering får mig til at rejse mig og synge Kong Christian – også ved midnat nytårsaften.
Mindre kan dog også gøre det. Efterhånden som de nye og gamle medier finder deres plads og indtager fællesnavnet medier, opstår den reelt interessante periode nu. Vi er for længst indtaget second screen-tanken, hvor tablets og mobiler understøtter den primære flowoplevelse med sociale muligheder.
MGP for børn er samtidig æselaften for alle Danmarks wannabe standuppere på Twitter. Eller platform for indebrændte singleforældre, der kan give børnene en hyggelig fællesaften, mens de uhørligt angriber hele arrangementet og udleverer deres ikke selvvalgte voksne ensomhed på Facebook. Vi kan sagtens være med i hovedkategorien af danskere og underkategorien singleforældre samtidig fordi vi har to skærme. Det helt klart at det tidsforskudte digitale mediebrug er et essentielt element i al mediebrug fremefter. Som det har været i brugen af de fysiske medier siden Gutenberg trykte den første bibel. Men der er også en værdi i at gøre tingene sammen og samtidig. Og den har vi undervurderet i det seneste årti. Nu kradser krisen og vi trænger til et større fællesskab, så vi tænder vores tv.
Hvis man løbende tjekker top ti søgninger på den danske del af Wikipedia trækker tv blodrøde spor ned gennem de mest søgte emner. Er det bare en dødskrampe fra tv eller er det en smuk sammensmeltning af first og second screen? I min optik det sidste. De digitale medier er den brune sovs, der får den fælles frikadelle til at glide ned. For det vigtigste og mest sociale medie vi har er stadig tv. Det bringer os sammen, så vi har et udgangspunkt for at danne grupper.
*Dette er en tekst, der er skrevet for år tilbage. Jeg kan være blevet klogere, det samme gælder resten af verden.
