Mit Jerry Springer øjeblik
[Genudgivelse fra 2004] Oftest bryder jeg mig ikke om teater. Eller rettere, jeg bryder mig ikke om dårligt teater og jeg synes meget teater er dårligt. Det er det samme med bøger. Jeg kan ikke tælle hvor mange bøger jeg har påbegyndt og aldrig fuldendt, fordi de enten er skrevet for dårligt eller keder mig undervejs. Jeg forlanger effektivitet, smæk for skillingen og oplevelser på drengen – ligesom alle de andre kulturforbrugere, der er vokset op med et nærværende fjernsyn. Bøger der læser sig selv, teater hvor man glemmer at man sidder skidt og hører dårligt.
Men det øjeblik mine øjne faldt på denne opera så vidste jeg at den måtte jeg opleve. Det endda på trods af det bare var en flad hjemmeside, der vakte min interesse. Hele idéen virkede så tilpas forskruet - og udførslen afbilledet så energisk, at jeg vidste at det var uundgåeligt. Jeg måtte se ”Jerry Springer - The Opera”.
Den grundlæggende idé bag forestillingen opstod på en workshop for scenekunstnere. Her begyndte de grove ord og de smukke toner at finde sammen, og inden længe havde en jinglekomponist og en standup-komiker skrevet en opera. Den ene af de to, nemlig komikeren, havde aldrig hørt eller set en opera før. Så han blev i hele denne forestillings ånd, naturligvis valgt til at instruere.
Denne opsætning knækker alle fordomme og bryder alle normaler ved at krydse det umulige med det muliges kunst. Det er endt som den første opera, der blev opført på det engelske National Theatre. Den fik spilletiden forlænget tre gange og spiller i øjeblikket på Cambridge Theater, i Londons teaterkvarter.
Det kildrer i maven helt fra start. Koret står og synger en næsten gennemsigtig arie, hvis primære tekst består af ordet fuck. De er placeret i en dekoration, der ligner Jerry Springers tv-show til forveksling. Jeg aner ikke om jeg er i teatret, ser tv, eller er et sted midt i mellem himmel og helvede. Hvad forskellen så end er(!?).
Og så ankommer Jerry. Klar til endnu en dag. I sofaen sidder en stor amerikaner på et kvart ton og venter på sine 50 minutes of fame. Beredvilligt tilstår han, at han systematisk bedrager sin kæreste... med hendes bedste veninde. Nogle skærmydsler senere tilgiver hun ham og baner derved vej for den næste beskidte hemmelighed fra den store mand. Fordærvet er komplet, komplekst og uendeligt.
Alle er nærmest sig selv, den næste er et falsum og kærligheden er presset i bund. Hvem gider besværet med moralen når man kan få tilfredsstillet sine basale behov ved at glemme de normale skrupler. Vi er nærmest os selv, både når vi træffer beslutninger om at være vores partner utro. Og når vi beslutter os for at bede om tilgivelse for det. Vi er mennesker uden moral – vi har mistet værdigheden og er blevet trash.
Trailertrash, white trash, black trash, rich trash, human trash. Her er jalousi og vrede, sorg og afmagt og kynisme blandet sammen i en cocktail, der kan tilfredsstille den almindelige amerikanske og internationale fjernsynsvoyeur. For hvem fanden gider sidde i en hæk og kigge gennem en fremmed kvindes vindue i frostvejr, når man kan sidde hjemme i varmen og nyde dette syn? Her bliver fantasierne udlevet, og udsendt, på nationalt tv. Og sikke en verden, der sidder og kigger skamløst.
Din usleste hemmelighed er samtidig din chance for at få dit ”Jerry Springer Moment”. Det sekund hvor du bliver udødelig og al opmærksomhed er samlet om netop dig. Det sekund hvor du blotter de grimmeste og laveste sider af dig og er fuldstændig uberørt over at din elskede græder snot, fordi publikums kærlighed til dine fejl overskygger alt.
Jerry Springer er aldrig synlig påvirket af sine gæsters eskapader eller publikums jubel. Han dømmer ingen. Drister sig højst til at sætte ord på det åbenlyse.”Jeg føler du er vred på ham” – ”Hvad gør det ved dig?” – og så den lokkende; ”Hvad vil du gerne sig til ham?”. Sætningen der åbner for en kamp på beskidte hemmeligheder. Et potentielt egoslagsmål, der altid lurer bag den velpolerede dagligdagsfacade.
Publikum og gæster er stik modsat Jerry. De vil den åbenlyse konfrontation, der er ikke en skid skæg i enighed eller tilgivelse. Her er konflikt på en knivsæg og en dyrisk lyst til smagen af blod i højeste kurs. Stemningen piskes op og herfra piskes den yderligere til blods. Der skal en konstant strøm af grimme afsløringer, knuste liv og høje tilråb fra de billige rækker til et ordentligt show. Dét er gæster og publikum klar til at levere. I et evigt crescendo af uendelig katharsis.
Jerry lader sig ikke lokke den vej. Det gør ham til det perfekte, og næsten guddommeligt ophøjede menneske, der accepterer alle og lader synder tilgives uden skam. Måske er det derfor at gud senere i forestillingen ønsker sig Jerry som sin højre hånd. Måske kan han erstatte den, så menneskeagtige, Justitia, der skal sikre retfærdig hævn og ikke tilgivelse. Eller er det Jesus han – på sigt - skal erstatte?
Det er i denne groteske, larger than life-stemning at første akt slutter, med tolv stepdansende Ku Klux Klan-medlemmer, der højt besynger deres hætteklædte tv-øjeblik. Et øjeblik, der øjeblikket senere flænses af en vildfaren kugle. Den skulle have ramt klanen, men ender i brystet på Jerry, der må se sig uretmæssigt og dødeligt såret. Hans ubelejlige og tilfældige død giver ham adgang til en parallel verden, befolket af gud og djævlen.
Satan får fingre i den døde Jerry og placerer ham som vært i et tv-show, sendt direkte fra helvede. Jerrys job er at sikre djævlen en undskyldning fra Jesus. En uforbeholden endda, for at have ladet denne tidligere engel falde i unåde. Jesus, der i denne afbildning er en halvtyk, sort fyr, der helst går i ble, føler faktisk ikke for at undskylde noget som helst. Han vil hellere slås, hvis for fanden da bare han fik lov for Jerrys sikkerhedsfolk. Men det gør han ikke. For publikum er ikke interesseret i korporlig konfrontation, det er langtfra ondt nok til at være vedkommende amerikansk tv. Ord flytter bjerge og smadrer det., som de ruller over. Fysiske sår kommer man sig over.
Der – midt i ondskaben – ankommer gud. Han er ikke er tilfreds med os mennesker. Vi gør det svært for ham at være gud. Hans job kompliceres af de millioner af stemmer, der konstant træffer idiotiske valg og derefter beder ham hjælpe med at rede trådene ud. Derfor falder gud til patten og beder om hjælp fra Jerry. ”Kom og sid ved siden af mig på min himmelske gynge, hjælp mig med at træffe valg”, lokker gud.
Men det vil Jerry ikke, for som han svarer; ”Jeg løser ikke problemer, jeg sender dem bare i fjernsynet”. Det kan være årsagen til det tilsyneladende er så meget lettere at være Jerry Springer, på trods af hans medieafgudslignende status. Han vil ikke involveres, men er snarere på et lureragtigt trip gennem menneskehedens hastige moralske fordærv.
Det er den klassiske kamp mellem godt og ondt. Bortset fra at i dette univers findes godt ikke findes som koncept. Hvilket reducerer det til en uendelig kamp mellem mig og min næste. Dér sidder jeg så og spekulerer over om vi mennesker har skabt vores gudsbillede i vort eget. For det er jo bare en spejling af den kamp der udspiller sig inden i os, dag efter dag. Minut efter minut.
Hver gang vi rammes af jalousi over en kollegas held eller dygtighed. Bliver ramt af angst for vores partner skal forlade os. Eller bliver bange for at nogen vil opdage at vi bare er sårbare mennesker, der står til evig rådighed for smerte og ulykke. Så iklæder vi os trofast og rituelt et panser af ironi, skarpe udbrud og kynisme, for at holde ulykken fra døren, indtil vi er så meget i enrum at vi kan tillade at kollapse i en afgrundsdyb svaghed.
Det lykkes ”Jerry Springer – The Opera” at forbinde det laveste i vores liv, nemlig vores potentielt elendige og angstfyldte menneskelige reaktioner, med det ypperste. Tanken om hvordan man kan leve i ren kærlighed og tilgivelse. Det sker ved at krydse det laveste i vores underholdning, vores ældgamle trang til at betragte menneskelig ulykke, med den største myte der findes, nemlig den evige kamp mellem det rigtige og det forkerte. Det gode og onde. Der fortsætter så længe nogen stiller op til kamp.
”Jerry Springer - The Opera” er en original idé. Teatret blander sig med virkeligheden og blander virkeligheden ind i religionen og ender med at få vores almindelige, forfaldne, og til tider rådne, hverdag til at spejle de store myter. Jeg kan ikke lade være med at smile over det smukke i at lade den laveste fællesnævner, nemlig amerikansk trailertrash-tv, blande sig med den finkulturelle operaelite. Som lader sig udføre, og udspille, til så megen morskab og eftertanke, at jeg ærligt troede, at det er løgn. Man har vel ikke levet før man har hørt et kor af operasangere synge ”crack-whore” med ultimativ indlevelse.
Om Jerry er drevet af jagten på succes, dumhed eller en stor tolerance kan man kun gisne om. Sandheden er i alle fald at Jerry hver dag lader de skjulte fantasier få stemme og de forblændede se. Og på den måde lykkes det at drive det mørke ud i lyset og lyset ind i mørket.
Dette er en genudgivelse af en tekst fra 2004. Jeg kan have lært noget siden og det samme gælder verden.
