Minder og savn

Jeg har boet i et hjem, hvor minderne om de døde fyldte mere end de levende. Den tid der havde været var mere dyrebar end den der var på vej. Og dem der var væk, var vigtigere end os der var.

Jeg mindes kun minderne - som tunge skyer, der gjorde at den tid ikke er værd at huske på. Det eneste jeg har fra den tid er en anden tid - nogle andres tid. Og det eneste jeg fik var forstenet savn, der satte livet i stå og frøs sjælen fast.

Mens jorden bevægede sig rundt om solen bevægede vi os ikke det mindste. Fanget i en evig vinter af tung tristesse over dem der havde været. Og en evig hungren efter at bevare det forsvundne og holde alt for fast i det forsvindende.

I dag er der intet tilbage af det hjem - eller den tid, som det husede. Nu er der kun mig, som mindes med skræk i øjnene og is i blodet. Og derfor altid flygter fra minderne, som ville de forstene mig, hvis jeg vendte mig om og så dem i øjnene.

Når jeg ser rundt, ser jeg mennesker, der kan mindes uden at suges ned i savn. Jeg ser symboler på alt det de bærer i hjertet. Markeringer af livslang kærlighed. Sten over det, der ikke kunne stå tidens stand - men lyste øjeblikke op.

Statuer for dem, som vi ikke kunne have været foruden. Parker for dem vi ærer - med bænke for dem vi elsker - men som ikke kan elske os tilbage længere - endsige sidde ved siden af os.

Minder bæres af de levende - og må gerne være et savn, men aldrig tynge livet ned. Minder forvitrer og forsvinder. En dag er der ingen rester af hverken krop eller sjæl. Tiden er ikke længere vores - nogle andre låner livet nu - nogle andre lever nu.

Jeg håber de bor i et hjem, hvor nogen minder dem om at de levende skal fylde mere end de døde.

At den tid der er, er mere dyrebar end den der har været.

At alle vi har kendt er vigtige og har deres egen plads - men ingen er vigtigere end dem der stadig er… Og skal have plads til at være.