Mixtape

Et kassettebånd med sølvskrift hvor der står mixtape
Ethvert formativt øjeblik har et mentalt mixtape

Det var helt sikkert ikke det smarteste træk. Men det slog mig først da jeg havde smidt brevet i postkassen. Selvom jeg virkelig skulle, så ville jeg ikke kunne huske hverken hende, hendes navn, hvordan jeg mødte hende eller hvordan hun så ud. Men jeg husker lyden af den grønne Mefa-postkasse, der lukkede sig efter brevet.

Det var ikke lyden af en vellagt plan. Formative øjeblikke er navnet på de situationer i livet, der viser os hvem vi er. Dette skulle have været netop det. Det blev det ikke. Det blev flere dage i forstadshelvede, hvor tiden gik langsommere og jeg gik mere foroverbøjet og skramlet end normalt.

Jeg havde tænkt mig alt for dybt ind i en forelskelse uden reel modtager. Den stakkels pige, der pakkede posten ud og fandt et mixtape, der var en række elskovssyge sange med mig stønnende kærlighedserklæringer imellem, er nok blevet noget overrasket. Særligt fordi der ikke, som jeg husker det, var noget særligt mellem os eller mellem vi mødtes og hun modtog båndet. Andet end mit håb, der blev ført af en vild drøm.

Hun var sød nok til at give mig besked om hun ikke følte på samme måde for mig.

Jeg voksede op i firserne. GenX til benet. I evig tvivl og tomrum. Nøglebarn, hvis voksne aldrig var hjemme og evigt på job. Antallet af timer jeg har tilbragt alene er overvældende. Mærket har sat sig for evigt. Den dag i dag er jeg mest tryg alene. Selv mine bedste venner kræver tilløb, fordi jeg stadig er så satans uvant med at være sammen med mennesker. Heldigvis rummer de min usikkerhed uden tvivl.

En dag i 1981 kom min mormor hjem fra arbejde og gav mig et kassettebånd, som hun havde fået i den Matasbutik, hvor hun var ansat. Det var et fransk parfumemærke, der havde samlet en række af tidens hits på bånd, så de kunne blive spillet i butikker verden over. De spillede ikke kassettebånd i Matas på Ordrup Jagtvej, så jeg fik båndet.

Det kom i min grå kassettespiller med hank, der nærmest kun kunne gengive mellemtoner. Jeg trykkede den sorte playknap ned. Båndet spillede mens jeg samlede et tilfældigt Legorumskib i mit lille, indelukkede og mørke værelse på første sal. Nummer efter nummer rullede forbi en uantastet 9. årig dreng, der elskede Lego og sad i sin egen verden.

Indtil der dukkede en, næsten amatøragtig, flydende keyboardlyd op. Den blev overraskende dækket af fire Sputnikbip, der indledte rytmen. Først i baggrunden indtil den blev understøttet af et mere metallisk keyboard, der føltes nådeløst og mekanisk. Forløst af industrifløjten, der slap trommemaskinen fri. Og næsten overdøvede de talte ord. Devenir gris.

Kvindestemmen, der ensomt messer midt i new wave monotonien, tilhører belgiske Brigitte Arens. I mange år var hendes franske ord, båret af hendes porøse stemme, et mysterie for mig. Indtil jeg gjorde det man aldrig skal gøre med poptekster. Forsøgte at finde meningen. De franske dele af Visages Fade To Grey er bare den engelske tekst overtalt og udtalt på fransk. Der gik det lidt i gråt for mig. Il est devenu un peu gris pour moi.

Nå, men tilbage til første gang. Det var et formativt øjeblik. Det seneste kassettebånd, som jeg havde ønsket og fået til jul, var Shu-bi-duas nyeste. Der var en verden til forskel. Visage satte lyd på min ensomhed. Min eksistensielle distance til alle andre mennesker og verden. Du ved, den der ting vi allesammen skal forholde os til - eller evigt undertrykke med hvidvin og Aperol.

Jeg var aldrig på 60erne og 70ernes stoffer, der med deres sløvende flugt fra selvet, virker skræmmende. Jeg er så lidt forbundet med mig selv, at jeg er sikker på, at jeg aldrig finder mig selv igen, hvis jeg taber tråden. Jeg var heller aldrig på 80erne og 90ernes skrigende og opblæsende stoffer. Det er utvivlsomt at mit ego ville eksplodere min krop indefra, hvis jeg tog de såkaldte feststoffer.

Men hver formativ periode i mit liv har sit mentale mixtape. Tiden på Radio Weekend. Årene på Uptown. Årene i London. Årene i Odense. Indtil musikken stoppede og hørte op. I mit liv. Det var efter Tina Dickow tog en dyb indånding og udgav Count to ten.

Jeg kunne ikke tage mere ind. Musikken i mit liv blev bagudskuende og der kom ikke nyt ind. Kilden tørrede ud. Musikken blev minder, der lå i mudderet og greb mine gummistøvler for at tvinge mig ned. Jeg trykkede stop og indledte en altædende affære med lydbøger og podcast. Og jeg kiggede mig ikke tilbage. 40.000 kilometer om året, uden radio, uden musik.

Ind i mellem dukkede noget op, der kunne trænge ind og give lyd i mit liv. Lydmor. Pind. Ganger. Enkelte kunstnere havde så meget punch, at de kom hele vejen gennem grænsemuren. Så de kunne lægge sig mellem to kapitler eller afsnit. Men ikke mere end det. En lydbille, der kravlede ind i hjernen og summede et vers og så måtte den ud. Jeg var overbevist om musik ikke sagde mig noget og ikke havde noget at sige mig. Længere.

Faktisk værre end det. Jeg var blevet bange for musikken skulle fryse min sjæl og stoppe mig i en tid, der ikke fandtes længere. At hvis jeg hang fast i det gamle ville det trække mig ned i kloakken, som en hvid klovn med en kold sjæl. Men det var ikke musikken. Uanset hvor mange gange jeg havde hørt Sømand I Natten var tiden gået præcis lige så ubønhørligt. Henover mig.

Jeg er stadig ved at vænne mig til at se en gråhåret, tyk halvtredsårig i spejlet, når jeg ellers har et selvbillede af en ung kniv, der har en ven i tiden. Årene er gået og glæden siver ud og over i andre mennesker, som heldigvis bliver vigtigere end en selv. Det er deres musik nu. Deres følelser. Deres tid.

Mine utallige timers bladren i brugte plader hos forhandleren i baggården på Nørrebrogade eller Accord. Mine fingres flikken gennem album efter album af lavkvalitets-tredjetrykninger af de største artister, med det lille klip i pappet. Min glæde, når jeg fandt noget fedt og den gennemsnitlige skuffelse over det meste.

Fornemmelsen af, at jeg kunne nå at høre al musik i verden, hvis bare jeg blev ved. Muligheden for at samle al god musik i verden og ende bedre end man begyndte. Det hele hørte til en anden tid. Min tid. Som var væk nu.

Indtil den ikke var. Jeg har altid følt mig som en listetyv når jeg hørte Trille synge Næsten Som At Finde Rav. Den stille desperation og ensomhed, som jeg følte i hendes stemme og ord, føltes som nogle andres. En generation før mig. Men det er jo ingen og alles. Hun stiller sig foran en mikrofon i Sweet Silence studiet i 1977 og stiller ind på en menneskelig frekvens, som jeg modtager i 2022. Der er ikke et sekund af sangen, som afslører der er gået 45 år. Hendes hårde erkendelser af voksenlivet som partner og forælder er ikke et øjeblik gamle i mit liv. De kommer på det helt rigtige tidspunkt. Præcis når jeg er klar til at høre dem.

Det er det fortiden kan bruges til. Ikke en skid og så alligevel en del. I hvert fald den del, der stadig giver mening. Jeg begyndte at samle på musik igen. Først uden at tænke over det. Et hjerte hist og her på Spotify. Pludselig var playlisten over de sange jeg godt kunne lide et reelt alternativ til lydbøger og podcast. Så dukkede den gamle bjørn op og spurgte om jeg kunne få den til at danse hele natten. Og hvis der er noget jeg kan, så er det da det.

Inden længe gik der sport i den. Jeg var tilbage i de evige pladestakke. Mine tanker bladrede gennem årtiernes musik og satte den sammen. Når Trille bliver pakket ind mellem Katinka Bands Du Rejser og Folkeklubbens Hvor Smukt Kan Det Regne, opstår der en stemning, der har tidsløsheden til fælles. Og er startpunktet for et mixtape.

Et tidssvarende af slagsen. Dynamisk og i udvikling. Sange skiftes ind og ud efterhånden som listen udvikler sig. Rækkefølger bliver testet, skiftet og bedre. Al musik i verden kan være med, hvis det giver mening. Ingen bliver stemt ud på grund af alder eller Blachmann.

Jeg kunne ikke elske musik mere end jeg gør nu. Det giver glæde, dybde og mening på en helt ny måde. Selv den musik, der havde mistet mig, har fat igen. Så jeg har taget fat igen. På det perfekte mixtape til fremtidens formative øjeblikke.

Patrick Bay Damsted

Patrick Bay Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.