Af Patrick Bay Damsted • 2026-10-14
Public service er bogstaveligt talt en nødvendig idé. Den opstod ud af bydende nødvendighed og har i 100 år været et demokratisk balancepunkt, som har sikret, at alle bliver hørt, set og ser sig selv i den store samtale. Eller sådan burde det i hvert fald være.
Virkeligheden er anderledes. Public service har aldrig været mere nødvendigt og mere misforstået på én og samme tid. Hvis vi kigger nøgternt på medielandskabet, står vi i dag med et voksende skel mellem tre grupper af medborgere og mediebrugere:
De tilforladelige, som vi tager alt for givet. Dem, der passivt sluger fredagsunderholdningen i sofaen og glider med strømmen, uden at public service reelt udfordrer eller oplyser dem. De er med på en badebillet, hvor de kun spiser lokkemaden, men aldrig bliver tvunget til at spise lidt fiberholdigt.
De tabte, der er blevet uopnåelige for os. Dem, vi strukturelt, sprogligt eller socialt har hægtet af, fordi de hverken ser sig spejlet i nordsjællandssproget eller har overskuddet til at navigere i komplekse medier. De har opgivet at følge med.
Og så har vi ”de tossede”. Dem, vi hverken forstår eller rummer, både som samfund og som medier. De er sprunget ud i konspiratoriske ekkokamre i mistillid til alt det, de fleste mener. De vil ikke os, men vi har også fravalgt dem. Sandheden er også, at vores medier har utrolig svært ved at forstå dem. Vi viser og rummer ikke deres verdensbillede, og det er en stor fare.
Når skellet vokser, og flere borgere bliver enten uopnåelige eller uforståelige for fællesskabet, er det ikke bare et mediemæssigt svigt. Det er en trussel mod vores sammenhængskraft.
På mediesiden bliver der modtaget flere milliarder kroner og udsendt millioner af minutter. Men det er længe siden, vi har talt om, hvad der skal til, for at noget er public service. Det er jo fint, at man sætter et kort på væggen, der viser, hvor dygtigt man har besøgt alle de områder, der ligger i ens sendetilladelse. Altid sørge for, at begge sider får deres sag hørt og udfordret journalistisk, så der aldrig opstår en reel debat, hvor nogen bliver klogere. Voxpoppe gågadedanskere ad nauseam med refleksreaktioner på komplekse historier. Men er det reelt public service?
Public service var ikke tænkt som et regneark af afkrydsningsjournalistik. Da den siddende engelske regering forbød BBC Radios direktør Lord Reith at lade oppositionen komme til orde under den britiske generalstrejke i 1926, kiggede han ud over medielandskabet og så, at avisudgivelsen var ramt fra to sider af strejken:
Dels at nærmest ingen aviser udkom, fordi trykkerne sympatistrejkede – og dels at British Gazette, som var en avis, staten oprettede for at sikre, at deres synspunkt kom ud, ikke gav stemme til de kulminearbejdere, som strejken handlet om. Som redaktør Churchill sagde: ”Jeg er ikke enig i, at arbejderne har ret til at udgive deres side af sagen som regeringen. Det er en meget sværere opgave at sørge for, at nationen får mad, end at ødelægge den.”
Lord Reith brugte de næste år på at sikre et BBC, der var statsgaranteret frit og selvstændigt. De, der ikke bliver hørt eller føler sig set, er essensen af public service. Berettigelsen, forpligtelsen og udfordringen. Kernen er, at de bliver set og får en stemme, som de fleste af os kan høre. Det er samtidig også her, den helt store udfordring ligger. For de, der har allermest brug for public service, kan eller vil slet ikke bruge det. Eller endnu værre: De anerkender slet ikke begrebet og værdien af public service.
Løsningen er ikke at flytte eksisterende journalistisk-baseret medieproduktion over på de nyere platforme, der er opstået og vokset på en distinkt anden tilgang. Det er heller ikke at betale influencers og creators for at udgive public service. Begge ”løsninger” er som boomere på skateboard. Det er hverken kønt eller værdigt.
Det, der kunne ligne en moderat succes på de nyere platforme for de gamle mediemaskiner, er jo mest af alt en flytning af publikum, fordi man vedholdende bruger sit gamle medie til at reklamere for sine nye aktiviteter. Man æder sin egen hale for ikke at komme bagud i udviklingen. Men det skaber ikke kontakt til de grupper, der var der først – for de er der af andre årsager og søger en anden fortælling.
Kernen i public service er sammenhængskraft og spejling, og derfor er det oplagt, at vi udfordrer de tanker, som stadig gennemsyrer det, der engang var Statsradiofonien i Danmark, og som stadig sætter sine spor i dag.
I England taler lokalradio med deres lokale stemme. I tyske medier skelner man mellem regiolekt, som er velkommen i medierne, og mundart, som er så lokalt forankret, at andre ikke kan forstå det. Det første er velkomment – det andet hører til i særlige lommer.
I Danmark lyder alle DR's distrikter af rigsdansk. Enevælden er ophævet. Alligevel taler værten på DR Bornholm rigsdansk. Diversitet får landet til at blomstre. Vores forankring er grundlaget for det store fællesskab. Men vi vælger at fjerne den fra vores fælles medier – der, hvor vi ellers kunne have mødt hinanden på lige vilkår.
Da Statsradiofonien rullede ud i Danmark, valgte man at opdrage hele Danmark med en stemme, der talte som de rige i Nordsjælland. Hvis du talte med dialekt, talte du ikke i statsradioen. Man skar det fynske, jyske og endda arbejderkøbenhavnske fra. Det skulle ikke spredes ud over hele Danmark – det skulle ensretningen af det gode sprog. Det er en af de vægtigste årsager til, at dialekter i Danmark uddør – for det, vi hører, bliver vi selv. Og når vi aldrig hører os selv, så bliver vi en anden. En, der kommer fra Nordsjælland. Eller også vælger vi andre muligheder, der er nærmere vores hverdag, liv og sjæl.
Altså har public service en mulighed for at understøtte forskelligheden, men også fjerne den. Enten ved at insistere på ensformigheden eller ved at blive fravalgt.
Men én ting er, om vi kan genkende os selv i den sprogtone, der er. En helt anden er, om vi kan genkende os selv i det, der faktisk bliver sagt.
Historisk regulerer vi medier i Danmark som et offentligt fælleseje – på linje med vand, luft og frihed. Det er for alle og for alles bedste. Der er ting, man ikke kan købe eller eje fuldstændigt, netop for at undgå at man f.eks. lukker et tv-program, der ikke er enig med regeringen eller kongen.
Det er netop pladsen og rummet til uenighed, der er selve essensen af public service, men hvordan forholder vi os til det i en tid, hvor ekkokamrene er blevet en de facto-standard? Vi har som mediebrugere vænnet os til at opsøge de kanaler, der giver os mere af det, vi allerede ved – og når algoritmen har gennemskuet os, holder den os til patten ved at sikre en uendelig strøm af det samme.
Vi skal kræve af public service, at det rummer uenighed – men uden at vælge side. Frem for den klassiske journalistiske dyd at opstille begge sider bør vi bede public service om at eksperimentere med nye narrativer, nye måder at undersøge, formidle og forstå.
Alle danske medier kopierer hinanden i en evig jagt på flere brugere. Om det er trafikaviser eller vertikal video, så følger den ene den anden og den tredje. Men vi bliver ikke klogere af at kopiere. Derfor bør vi bede public service om at dedikere en del af indsatsen til at eksperimentere og udvikle nye måder at forstå og fortælle på. Både teknisk, kreativt og narrativt.
De systemer, vi bygger som samfund, har altid en forventning knyttet til sig, uanset om det er strømnettet, vores vandforsyning eller for den sags skyld vores public service-medier. Vi forventer en vis kvalitet af de ting, som staten leverer og garanterer, bl.a. at kvaliteten følger med tiden og de forandrede krav, der løbende opstår.
Medier i hele verden er under pres – fra deres ejere og brugere. De opkøbes, sammenlægges og nedlægges. Det har aldrig været vigtigere at udvikle nye danske public service-medier, der sikrer, at alle danskere har adgang til frie public service-medier, der drives med politisk armslængde og en solid forankring i folket og tiden.