Patrick Bay Damsted

Engang før DanT var der et menneske, der ikke anede, om han kunne skrive, eller at han skulle skrive. Engang før DanT var der en, der var i tvivl om egne evner, teksternes tyngde og sprogets kræfter. Engang før DanT var der ikke en stemme, der samlede det levede forstadsliv op med storbyens neonskin i vandpytterne, der altid brydes af taxaernes evige dæk. Før DanT var der ikke en stemme fra Vangede. Hvor fine folk ikke kom, og de fleste levede fanget af det udanske og usynlige klassesystem, som kun gled ned med snaps til søndagsfrokosten og Dannebrog foran de fælles festlokaler. Men så fik Dan hul på det hele. Han så monstret i mørket og beskrev mønstret. Han gik hele vejen og ud over kanten. Udelukkende for at kunne fortælle om det bagefter. Nogle sagde, han var en flipper, en hippie, en helvedeshund, en hestehandler. Nogle gange forhutlet, andre gange tilbedt. Nogle gange fattig, andre gange rig. Indimellem det hele på samme tid. Han skræmte livet af Whiskeybæltet og gav bedsteborgerne udslæt. Kradsede i anmelderne. Lod papiret fyldes af ægte mennesker og store myter. Han flippede fortællingen og rapporterede fra lånte sønderjyske gæsteværelser, som var provinsen en sportsplads, hvor hverdagen dagligt konkurrerede med livet. Hvor fascinerede fans inviterede ham helt ind i de lagner, der næsten skreg historien om dem. Turèll var på evig turné. Danmark rundt – rygende og rejsende. Altid på vej og aldrig hjemme. De fordrukne og forelskede fans holdt ham vågen langt ud over hans sengetid. Hans medbragte vækkeur holdt ham på sporet og vejen videre. Fra bibliotek til bibliotek. Borgerforening til borgerforening. Gæsteseng til gæsteseng. Han fortæller om købmænd, der bliver banket op om natten for at sælge whiskey. Om forstadens barndom i Nymosen. Om de sidste skridt gennem byen. Han er folkeeje, fællesarv, det gods, vi læser i skolen og bærer i baghovedet. De briller, vi ser vores lille del af verden med. Han frisætter en forståelse af hinanden og hver enkelt. Han skriver grænseløst og legende, metodisk og fast, fint og følsomt, forrådt og forladt. Han skriver. Han fandt sig selv i fortællingen om os og det, der havde været. Dem, der kom, og dem, der gik galt. De forrygende, de flinke, de fandens karle. Uden bæven, med klare ord. DanT skrev indefra, men så med brede briller. Det, han så, gav ingen mening; den kom, når han skrev det ned. I dag har vi DanT, selvom vi ikke har Dan. Dan er død, men DanT lever i bedste velgående som en fin krone på Danskerværket. En vægtig forfatter, der sætter ord på det, vi lever og oplever i vores lille liv og land. Hvilket på sin vis er mærkværdigt, for Dan er død for længe siden. Det, han så, findes ikke mere. Men måden han så på, gør. Det, han så, er væk – men det, han så, findes. Som en beskrivelse, der ræsonnerer og rammer. Som ord på et papir, der er velordnede og velskrevne – fuldstændig i strid med, hvordan vi lever livet – fuldstændig i overensstemmelse med, hvordan vi forstår det. Han har tygget sig gennem provinsen, forstaden og storbyen. De intellektuelle, arbejderne og anmelderne. Vores hjerter, hjerner og levned. Historien, historierne og historikken. Det hele står klart, når man vil og er klar. Hans livsværk er til rådighed for de levende. Dan er død, men DanT lever. Bedre end nogensinde. Tiden har glemt, at der var en gang uden DanT, og har opslugt ham som en del af den fælles fortælling. Om landet, livet og os.