Patrick Bay Damsted

Der er en rimelig chance for, at jeg skylder dig en undskyldning. En uforbeholden af slagsen. Hvis du nogensinde har siddet og forbandet de forbandede lokale tv-reklamer, er der en chance for, at jeg bærer noget af skylden. Der var nemlig en gang, jeg skrev lokale tv-reklamer til Kanal 2 i København. Af en eller anden årsag har jeg altid haft en magnetens virkning på underligt og ubetalt arbejde. Den slags, som burde arkiveres under ugjorte vennetjenester. Og af en eller anden årsag føler jeg mig altid forpligtet til at færdiggøre disse vennetjenester på trods af øvrigt stress, arbejdspres og evigt udskudte aftaler med venner og familie. En tidligere kollega, der var blevet selvstændig, manglede noget arbejde. En anden tidligere kollega solgte reklamer på Kanal 2 og manglede et produktionsselskab. Altså koblede jeg disse to mænd sammen, og så begyndte de at producere lokale tv-reklamer. Inden længe syntes de, at der manglede en form for manuskript til deres reklamekreationer, og spurgte, om jeg ikke lige kunne fikse dette. Nu var jeg jo ligesom medskyldig, fordi jeg havde sat dem sammen. I mangel af en effektiv undskyldning og under ivrig bestikkelse med fremtidig og fiktiv betaling begyndte jeg så at skrive manuskripter til alskens lokale tv-reklamer. På de heldige dage fik jeg en minimal briefing, men oftest ingen briefing overhovedet. Til gengæld var min deadline ganske kort og ubrydelig. Og så sad jeg der. Ganske talentløs og tudefærdig; dels havde jeg altså ikke tid til at skrive de skide reklamer, for jeg havde jo ligesom allerede et fuldtidsjob, og dels havde jeg ingen reel idé om, hvordan man skrev reklamer. Heldigvis er der ingen lov mod at lade sig inspirere af andre reklamer. Inden længe kedede det mig helt vildt at kopiere, så jeg begyndte at opfinde mine egne reklamer. Og snart derefter begyndte jeg at undersøge, hvor grænsen for lokale reklamer gik. Min yndlingskunde blev et dækcenter ejet af en far og hans datter. Jeg mødte dem aldrig, men årsagen til virkelig at bryde sig om dem var primært, at de aldrig forkastede mine idéer. Det burde de have gjort. Set i bakspejlet var ræsonnementet ganske udmærket; nemlig, at når man intet budget har, må man i det mindste have en stærk idé. Senere er jeg så begyndt at forstå, at det også gerne må være en god idé. Min overordnede idé til dækcenterdatter og far var, at de skulle lege med dæk og alt, der havde med dæk at gøre. Det endte i reklamefilm, hvor de tryllede med dæk, kastede med dæk, legede med dæk og til sidst klassikeren: hvor de sagde ”dæk”, og en hund lagde sig ned. Intet øje, der så denne reklame, kunne holde sig tørt – det måtte græde over den dubiøse kvalitet. Af en eller anden grund gik de med til det hele – kun deres gud ved, om det var, fordi de solgte styrtende med dæk, hver gang de lancerede en reklamefilm på Kanal 2… eller om de bare havde en elendig smag og en rådden beslutningsevne. Anyway, mit reklameeventyr begyndte at nærme sig enden, da min daværende kæreste, efter det forhåndenværende søms princip, blev udstyret med hovedrollen i en af mine reklamer. Hun spillede en husmor, der ivrigt telefonerede med en veninde, og i løbet af samtalen overtalte den fiktive veninde til at købe et eller andet produkt, jeg har fortrængt. Du ved, den typiske: ”Og så tror du sikkert, det er løgn, men der følger altså en toårsgaranti med de gardiner”. En rolle, der indkasserede hende en plovmand – og mig en satans mængde ballade, da hun senere, langt inde i en effektiv karriere som radiovært på en stor københavnsk radiostation, tændte sit fjernsyn og blev mødt af sit eget husmor-alter-ego, frikøbt for fem hundrede kroner én gang for alle. Vi har ikke snakket siden. Den sidste reklame, jeg skrev, husker jeg tydeligt. Efter at have arbejdet mig gennem de fleste køkkenfirmaer, dæk- og solcentre, bedemænd, restauranter og cykelbutikker i De Gule Sider, kunne jeg godt mærke, at enden var begyndt at nærme sig. Jeg mærkede bunden af min ellers utømmelige venskabelighed, da min ven ringede hjem til mig på en dag, hvor jeg havde 70 graders feber og en ustoppelig dryptud. Han ville have mig til at skrive en reklame. Den skulle produceres allerede dagen efter, så det skulle gå stærkt. Jeg prøvede at spørge til den lovede og aldeles udeblevne løn, som han havde holdt op foran mig, da vi indledte vores samarbejde. Han svarede, at denne gang skulle jeg nok få nogle penge. Jeg svarede, at jeg ikke ville have penge, men derimod piller. Han kunne sende sin assistent ud for at hente manuskriptet en halv time senere, men at hun kun fik det udleveret, når jeg havde modtaget en pakke hovedpinepiller. Den udveksling indgik vi en bindende aftale om. Først da jeg satte mig ned for at skrive, gik det op for mig, hvad der forventedes af mig. Jeg skulle skrive en reklame for Svedbergs brusekabiner. Først grinede jeg over min fejl i mine noter og ringede tilbage til min ven, som tørt konstaterede, at det ikke var en fejl. Firmaet hed Svedbergs, og produktet, der skulle reklameres for, var netop deres brusekabiner. Sherlock Holmes ville have sagt, at det var et trepibers problem, og derefter sat sig eftertænksomt ned. Uerfaren, som jeg var, gik jeg blot rundt i Von And-cirkler, til jeg blev rundtosset, og gik så i gang med at lave en liste over produkter med mindre hensigtsmæssige navne, men stoppede, da jeg havde gloet på et tomt stykke papir i et kvarter. Jeg var stærkt opsat på at få fingre i de lovede piller, så jeg besluttede at skrive en helt tør reklame, der totalt ignorerede det faktum, at firmaets navn stod i stærk kontrast med firmaets produkt. Bare det basale: ”I en brusekabine fra Svedbergs bliver du lykkelig og ren”-stads. Herregud, jeg ville have opfundet samtalelokummet, hvis det havde bragt mig tættere på pillerne. Med feberens hjælp glemte jeg næsten, at Svedbergs lige så godt kunne være en figur fra Andeby. Du ved, ham, der hjælper Politimester Striks med at opklare ellers uløselige sager. Nogle minutter efter var jeg færdig med at skrive, og det ringede på min dør. Udenfor stod min vens assistent, der bad om at få et manuskript. Jeg stak hende et A4-papir frisk fra printeren, men holdt fast i den ene ende, til jeg havde fået posen med pillerne. I det splitsekund så jeg hele situationen udefra. Min vens assistent, en køn og attraktiv ung pige, der stod overfor mig. Jeg stod, forpjusket og forkommen, i min badekåbe med feberhår og solgte et lokalreklamemanuskript for 20 hovedpinepiller. Som Østerbros svar på F. Scott Fitzgeralds oplevelser som nedstyrtende forfatter i Hollywood. Et tydeligt lavpunkt i min gryende karriere. Jeg skrev ikke flere lokalreklamer. Og hvis jeg skylder dig en undskyldning, så håber jeg, du vil være så god at tilgive mig. Om ikke andet, så fordi at jeg kun modtog skide 20 albyl for de mængder af reklamer, jeg skrev.