Patrick Bay Damsted

Vi er alle grundlæggende ensomme mennesker. Vi har hver en ensom sjæl, som ingen andre kender, og ingen andre mennesker kan se i dens smukke helhed. Ord er knappe – når vi taler sammen, er der forhindringer. Forstår modtageren, hvad jeg mener – lægger han det samme i ordene, som jeg gør? Får jeg virkelig mit budskab eller min følelse over til den anden? Som kompensation for den smalle kommunikation fra vores inderste, ensomme sjæle har vi fundet kunsten. Billederne, farverne, kompositionen, melodierne, symbolerne, der sammensættes på en måde, der viser andre, hvordan vi har det – hvad vi tænker – vores opfattelse af bestemte fænomener og ting. Her kan vi virkelig kommunikere, få følelserne til at krydse mellem os – og misforståelserne er faktisk minimale. Medmindre modtageren slet ikke forstår ens kunst. Vi mødes til store koncerter, hvor undseelige mænd med et klaver får tusinder til at genføle deres første kærlighed og smerten derved – eller vi ser kunst på udstillinger og mærker pludseligt, når øjet fanger et maleri, at vi slet ikke er ensomme, højst adskilte. Her er måden at kommunikere på, som nedbryder de store afstande mellem mennesker – og nationer. På trods af motivet måske er en anelse anderledes, er der jo ikke noget uforståeligt ved et maleri frembragt af en sovjetisk maler end et malet af en kunstmaler fra et vesteuropæisk land. Ofte siges det jo, at smilet er den korteste vej mellem mennesker – men den allerkorteste er symbolsproget, som sprudler i kunsten. Derfor ser vi, hvordan kunsten sommetider adopteres til reklamens verden. Måske har vi alle en hemmelig drøm om at turde melde vores inderste ud igennem en kunstart. Men tør vi det? De fleste vil mødes af en utrolig generthed, når bare der skal synges ved juletræet – for slet ikke at tale om en solooptræden på en scene. Børnene gør det uden at kny – de synger, fordi det er sjovt at synge. Spiller teater, maler billeder, laver perlekæder – og pludselig bliver de ramt af en fornemmelse af, at deres produkt pludselig ikke er fint nok. De er blevet gamle nok til at forstå, at det, de fremstiller, betyder noget – kommunikerer til omverdenen. Her starter ensomheden og følelsen af, at det aldrig rigtigt er godt nok, det, man får tegnet, skrevet eller digtet. For det må jo ikke være hverken frygteligt banalt eller gruopvækkende amatøragtigt. Det skal helst være den store diva, der forener salen i smertelige dødsscener. Det skal ikke være den hårde vej – og de mange ofre for at blive god nok. Det skal ikke være afdækning af hvad man ikke kan – men hvordan bliver man god uden at erkende, at dette kan man ikke – men man vil sgu? Det bliver man ikke. Og derfor er de fleste af os helt almindelige mennesker, der er ensomme i vores sjæl, men kompenserer gennem dem, der kan forene os i universelle sandheder – i korte glimt – men dog. Måske er det korrekt, at menneskets sande følelse af lykke opstår ved at erkende sig til at opnå excellence indenfor et område i ens liv, for igennem dette område kan vi nærme os alle andre og kommunikere med dem og vores værdier og følelser. Måske er det derfor, at alle drømmer om at være den på scenen, der tør gennemgå den smalle og opadgående sti mod at kunne så godt, at man gør det til sit eget. Kommunikere fra sit eget inderste til andres – tværs gennem alle filtre og stenhårde hjerter. Men der hvor modet og den grænseløse arbejdsiver for at opnå det perfekte svigter de fleste af os, må vi så identificere os med andre, der havde, hvad der krævedes. Vi må lade dem om at kommunikere på vores vegne og føle, vi bliver set gennem dem – de sætter os fri. Så det er vel ikke underligt, at efter en lang dag som ansigtsløst produktionskvæg er det godt at se en film om nogen, der udlever deres største drøm eller høre en sang, der på en aggressiv måde udlever den vrede, man finder dybt i sig selv – så man kan føle, at man er menneske igen – at man lever. Under alle omstændigheder er dem, der virkelig kommunikerer, dem, der forstår, at der findes et sprog, som har en stor båndbredde og en kirurgisk præcision – det sprog er fælles for alle mennesker og taler direkte til sjælen. Primært fordi det kommer lige fra hjertet.