Patrick Bay Damsted

Er idéer noget, man får, eller noget, man får? Altså: Får du idéen, fordi du bruger det, du kan og ved, eller får du idéen som en gave, fordi du er den rette til at modtage den? Er idéen resultatet af en proces, der inkluderer alle dine valg og erfaringer i livet, som fører direkte hen til dette øjeblik, hvor du sætter det hele sammen på en ny måde? Eller er det en frigørelsesproces, hvor du fjerner dit ego over tid, så du faktisk kan mærke og høre de idéer, der kommer til dig? Blandt folk, der lever af deres kreativitet, er det en klassisk samtale over aftenens sidste flaske rødvin. Jeg tror mest på at stille sig til rådighed – men at ens livserfaring bestemmer, hvor meget man kan være for idéen. Uanset hvad handler et kreativt arbejdsliv om at udvikle respekt for idéer. Respekt, fordi man får dem – uanset om de kommer indefra eller udefra. Respekt, fordi idéer kræver fokus og indsats for at blive realiseret. Respekt, fordi man kun skal arbejde med dem, der giver mening. En god idé er ikke nødvendigvis godt timet. Den kan ankomme på det forkerte tidspunkt, og så må den enten vente eller videre. Respekt for idéer er også at sige nej, så man ikke mister fokus på dem, man allerede arbejder på og med. En god idé er ikke nødvendigvis godt matchet. Den kan sagtens have banket på den forkerte dør, og så er det vigtigt, at man har nok respekt for sig selv til at sige nej til det, der virker oplagt, men faktisk er fejlcastet. Det har jeg lært på den absolut hårdeste måde. I 28 år var min karriere at arbejde med alt det, som ikke kommer af sig selv i en medievirksomhed: strukturer, systemer, teknisk udvikling, brugere, kontakt. Det begyndte af nød – nogen skulle gøre det. Med tiden blev jeg virkelig dygtig til det, men jeg nød det aldrig. Det var vigtigt, men det var ikke tilfredsstillende på samme måde som det, der bragte mig ind i branchen, nemlig indholdet. Sådan lærer man undervejs i livet, og nu vil jeg ikke bytte. Det krævede 28 år i livets dagskole, før jeg for alvor fangede pointen, men nu er den feset ind og fisler ikke af igen. Der er visse ting, der kendetegner idéarbejde. Det kræver indsats og viljen til spild. Det værste, der kan ske, er, at man bliver så betaget af en idé, at man bliver overtaget. Du kan se kloge og gode mennesker blive knust under forsøget på at realisere en idé. De bliver så gift med den, at det bliver giftigt. En idé kommer ikke nødvendigvis i færdig form. Den skal kunne dynamisk tilpasse sig den virkelighed, som den skal ændre. Hvis man insisterer på den første form, så kommer man ret sikkert til at løbe sur. Det er langt nemmere at justere sin idé frem for at ændre verden. Det betyder ikke, at man skal give op og konformere. Det betyder, at man skal sørge for, at den firkantede idé kan snige sig ind gennem det runde hul, så den kan ændre verden indefra. Der er også langt flere idéer end der er vilje og vej. Når man siger ja til for mange, så gør man dem alle en gammeldags bjørnetjeneste. Ved at sige nej til nogen og vælge dem, man forpligter sig til med en smule omhu, så frigør man dem, der skal videre, og insisterer på dem, der skal blive. Man kan godt blive overrasket over, hvor meget reelt knofedt, som kreativt arbejde kræver. Det meste er ikke flyvsk og let. Det kræver en høj grad af mødestabilitet og stædig indsats. Der er intet, der kommer færdigt, selvom det kan se sådan ud for det utrænede øje. Det er alt, der sker mellem de første fantastiske fire sekunder og mødet med verden fire måneder, eller år, senere, som gør hele forskellen. Der er ingen, der skriver uden at skrive om. Og om og om. Der er ingen, der lykkes live uden at forberede og øve sig. Sådan er vilkårene – man skal elske processen, for den er selve håndværket og fylder 99 % af dine dage som kreativ. Idéer er noget, man får – på den ene eller anden måde. Men det er også den eneste foræring i den kreative proces. Resten er vedholdenhed og disciplin. Som ofte ender med at være det mest givende.