Sult

Sult, det er noget fanden har skabt. Ethvert menneske har mødt den svagt kvalmende fornemmelse af maven kræver sit. Humøret falder og pludselig bides hestene. Man bliver mere spids og skarp, uden man helt ved hvorfor. Pludselig er der en, der siger: mon ikke I trænger til en bid brød. Man spiser og alle er i bedre humør. Hvis man er heldig. Hvis ikke man er heldig, så får man intet at spise. Hverken mens man ligger i mors mave og venter på at komme ud i verden, for mor får heller intet at spise. Eller når man så kommer ud til verden. Hvor man bliver født til at være en af 820 millioner mennesker, der ikke har nok mad til at stille sulten.

Herunder kan du lytte til dette afsnit, men du kan også vælge at læse videre.

Af det kæmpe antal evigt sultne mennesker i verden, er de fleste, nemlig over en halv milliard, i Asien. Godt en kvart milliard er i Afrika. Og så er der 42 millioner, der lever med sult som en evig følelse og faktor i deres liv, i latinamerika. Du lytter til Djævlens Værk, en podcast af Patrick Bay Damsted. I dag om sult.

Ifølge WHO er der primært to faktorer, der skaber sult. Nemlig klima og konflikt. Økonomisk nedgang, eller ligefrem nedtur, er også en medvirkende årsag. Det kan være fristende at afskrive sultne mennesker fordi de primært findes på andre kontinenter og derfor ikke er hverken synlige eller umiddelbart vores problem. Det kan også være fristende at sige noget vrøvl om at konflikt og krig primært er deres eget problem og det må de gøre noget ved, før vi kan hjælpe dem.

Det er djævlens nemt, at sidde og kigge ud over et meget friseret og lobbystærkt landbrug i et land, hvor det vildeste der sker er en årlig såkaldt stormflod, hvor nogle kældre bliver oversvømmet og skaber en flydende blanding af kloakvand og alle de børnetegninger og skoleopgaver, du ikke nænner at smide ud, til at se sin møjsommeligt dyrkede mark oversvømmet med græshopper, der ankommer i kæmpe flokke og hver dag æder sin egen kropsvægt af korn, indtil der ikke er mere at æde og derfor flyver videre til næste mark og næste land.

Græshopperne i Etiopien, Kenya og Somalia, der måtte erklære en nødssituation på grund af størrelsen af sværmene i år, er en vanvittig faktor. Faktisk så voldsom, at en sværm, der ramte et etiopisk passagerfly, gjorde det med en kraft, der krævede at flyet måtte ændre kurs og sikkerhedslande. Motorer, næse og forrude blev ramt med så mange græshopper så længe at vinduesviskerne ikke kunne nå, at gøre sigtbarhed mulig mens flyet var i sværmen, hvorefter de måtte opgive at lande og finde en alternativ lufthavn.

Men hvorfor spiser vi så ikke bare græshopperne? De er en glimrende kilde til protein og findes jo i overvældende antal, vil nogen sikkert sige. Det er korrekt. Historisk har man spist græshopper når de kom i sværme og åd ens afgrøder i Afrika, Mellemøsten, Sydasien og endda i nordamerika. Indianerne spiste dem, når de døde og færdig-saltede drev i land efter at have forsøgt at krydse The Great Salt Lake og græshopper er sågar betragtet som halal, som det eneste insekt.

Men når en sværm kan bevæge sig 150 kilometer på en dag og være så stor som 2.400 kvadratkilometer, det visualiserer Folkekirkens Nødhjælp som fire gange så stor som Bornholm, så skal der tages skrappe midler i brug og det bliver der også. Så før du beslutter dig for at spise dig mæt i græshopper, skal du være sikker på, at sværmen ikke kommer fra et sted, hvor de blev sprøjtet med insektgift af den slags, der ødelægger din lever, nyrer og øvrige indre organer.

Personligt synes jeg ikke sult kan være den enkeltes fejl. Hvad dælen skulle det lille barn, have gjort anderledes inde i sin mors mave, før det blev født? Jeg er også sikker på at moderen ville brødføde det barn, hvis hun overhovedet kunne. Jeg har personligt aldrig i mit foreløbigt 48 årige liv mødt en mor, der ikke følte et ansvar overfor sit barn. Selvom det er en statistisk mulighed, at der findes mødre, som ikke har en forældre-følelse, så er det nok ikke hele generationer af kvinder, der fejler på den følelse. Altså er hungersnød noget, der kan ramme ethvert menneske, uden de kan påvirke deres situation eller muligheder. Derfor er hungersnød og sult et fælles problem for alle mennesker på kloden.

Nå, men her sidder jeg så og skriver om sult. Med et bmi tæt på 30 og med alle moderne fornødenheder, inklusiv mulighed for at spise og opbevare mad af høj kvalitet, absolut indenfor rækkevidde. Forskellen mellem dem der sulter og os, der kan stille vores sult til enhver tid, er enorm. Allerede i 1923 udtalte bestyrelsesformanden for Coca Cola, Robert Woordruff, at der altid skulle være en Cola “within an arms reach of desire”. En strategi, der er lykkedes så godt, at over 10% af den amerikanske befolkning har diabetes mindre end hundrede år senere.

Den ironiske sandhed er, at næsten et tilsvarende antal mennesker, som dem, der lever i reel sult, lever i en overflod af kalorier, der slår dem ihjel. Der hvor ironien stopper brat og bliver erstattet af tragedien, er når det står klart at det er de næstfattigste, dem lige over sulten, som bliver så ekstremt fede, at de dør af kalorier fremfor hunger. Det færdigpakkede, det forædlede, det hurtige, det svarer altsammen på det mest basale i vores lyst og begær. Salt, fedt og hurtige kulhydrater er billig kalorietæt bling for belønningscentret.

Er fedmen så den enkeltes ansvar? Her kunne det være oplagt at genbesøge Platons Hulelignelse, men med tiden har jeg fået en fornemmelse af den er lidt konstrueret og har en træls vej til en pointe, der kan fortælles meget kortere. Det enkelte menneske ved ikke mere end det eksponeres for og kan ikke vide, hvad det ikke ved. Derfor synes jeg, at det enkelte menneskes ansvar for fedmen er på linie med det enkelte menneskes ansvar for hungeren. Hvad skulle den fede have gjort anderledes i sin mors mave for at få et bedre udkomme?

Kan man reelt kæmpe mod et lyst og et begær mod det salte, fede og sukkerholdige, som virksomheder, der primært har egen profit som mål, har opdaget er et umætteligt marked og derfor dyrker med evige kampagner, der lover lykke og lækre liv? Det er i hvert fald svært og det kræver mange tusinder timer Oplysning til Borgerne om Samfundet før der er bare en smule ligevægt.

Min fornemmelse er, at det er lettere at blive enige om vi skal hjælpe folk, der sulter end hjælpe folk der spiser sig ihjel. Nok fordi vi tænker at de tykke bare skal tage sig sammen og bruge deres viljestyrke. Men man kunne jo også tænke, at det kræver en enorm viljestyrke at æde sig i graven. Man bliver nødt til at prioritere sit liv omkring indtag og derudover skal man kaloriemaksimere uden hensyn til egen krop eller helbred.

Jeg ved ikke om du også har bemærket, at hver gang vi taler om folk der har et misbrug så er hele grundholdningen, lige fra samfund til behandlere, at det kræver en vanvittig vilje at stoppe misbruget. Jeg tænker at det er lige omvendt, nemlig at det kræver en utøjlet vilje at blive ved.

At drikke når man ved det ødelægger ens familie. At slå ældre damer ned for at stjæle deres penge og bruge den til et kort heroinhigh. At gælds-sætte sin uvidende partner for at spille. Det kræver altsammen en helt utrolig vilje, som på ingen måde er djævlens vold, men den enkeltes hårde viljeshandling, at sætte misbruget konsekvent over alt andet. Fra moral til helbred og endda over kærlighed.

Udfordringen er selvfølgelig, at den historie og det selvbillede vi har kommunikeret hårdt og vedholdende overfor dem, der junker, drikker, gambler eller over-æder er, at de er svage mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv. Hver gang de får det at vide, sætter de hele deres vilje ind på at bevise vi har ret. De skammer sig endnu mere og beslutter sig endnu hårdere og mere vedholdende for at straffe sig selv for deres svigt og skyld. Med vilje.

De historier vi fortæller bliver den sandhed vi agerer i. Deraf Platons Hulelignelse. Når der kommer en alternativ indsigt til noget gammelkendt, så fornægter eller ligefrem forbryder vi os mod den. Nye visheder lever et trangt liv. Indtil de bliver indoptaget af de bedst stillede og derefter stille siver ned gennem samfundet og sætter sine spor over tid. Lige nu er faste det nye fede. At vise styr på sine impulser og lægge ubrydelige rammer over hvornår man spiser eller hvad, er i sin natur helt mod vores natur, hvor man spiser når man kan og det man har mulighed for at spise.

Men omvendt er det måske helt nødvendigt, når nu der ikke er andre grænser. Hverken hos dem, der skal fortælle os historien om vores lyst og begær mod salt, fedt og sukker eller hos os selv i vores evigt underudviklede behovshierarki, der bogstaveligt talt lever i et andet årtusind end sin vært.

Sult er en satan. Den impuls er så stærk og umulig at overhøre, som den er udviklet til at være. Den skal holde os i live. Få os til at fouragere før det er for sent. Minde os om dødeligheden og ikke mindst, skaffe brændstof til vores lille, men krævende hjerne, der godt nok kun er små 2% af vores kropsvægt, men som skånselsløst forbrænder 20% af de kalorier, vi har brug for på et døgn — og det endda om den tænker eller ej. Og selvfølgelig skaffe energi til vores store krop, der er instrument for vores følelser. Inklusiv den stærke følelse sult. Som aldrig helt kan stilles.

Måske er det anderledes om 10.000 år. Måske har kroppen justeret sig og hungrer mindre mod det salt, fedt og sukker, der tager livet af vores kroppe nu. Måske er markedet anderledes og knap så umenneskelig i sin tromlen. Men der vil stadig være en sult, som er indkodet i vores dybeste styresystem. Når den tomme mavesæk frigiver hormonet grhelin til blodet og stoffet når hjernen opfatter den det som en form for ubehag eller smerte, der skal fjernes. Lige nu gør vi det ved at fylde maven — og ofte samtidig sjælen med skam. Ikke fordi vi ved andre lider hungersnød, men fordi vi er dødeligt klar over, at vi burde være bedre til at sulte.

Det vil glæde mig utrolig meget, hvis du har lyst til at abonnere på podcasten Djævlens Værk. Serien er planlagt til tre sæsoner og fokuserer på alt, vi møder i hverdagen, som fanden har skabt.

Du kan f.eks. finde Djævlens Værk på Apple Podcast og Spotify.

Eller vælge at abonnere direkte i din foretrukne podcastafspiller med det direkte link, som du finder ved at klikke her.