Talmagi
Musikanmelderen Gordon Fletcher er skuffet. Og vred. Han skriver: Houses of the Holy er et af de kedeligste og mest forvirrende albums jeg har hørt hele året. En af de melodier, der særligt irriterede Fletcher var The Crunge, som han kaldte “nøgen imitation” og “noget af det værste bandet nogensinde har kastet sig ud i”. Citat: “Det reproducerer James Brown så trofast at det er præcist lige så kedeligt, repeterende og klichefyldt”. På jysk kaldes det en dobbeltdosker, en sætning hvor man fornærmer ikke bare en, men to på samme tid.
Herunder kan du lytte til dette afsnit, men du kan også vælge at læse videre.
Led Zeppelin har med sit femte album ramt noget, som sker for etablerede bands, hvor rammerne begynder at trykke og kedsomheden indfinder sig i det kendte. Men når man bryder ud, bryder man også med forventningerne fra publikum og presse. De færreste vil have noget de ikke kender. De fleste håber på mere af det samme.
Omvendt ved publikum sjældent hvad de har godt af. Det er en gammelkendt sandhed, at Henry Ford mente at hvis han havde spurgt folk hvilket transportmiddel de drømte om, så var det en vogn med — ikke en — men to heste foran. En uniform Ford-T, der giver alle middelklasse amerikanere 20 hestekræfter og en topfart på 68 kilometer i timen er ikke bare uden for skiven, den er uden for forestillingsevnen for de fleste. Det kræver en Henry Ford, der er villig til at bryde konformiteten og tænke ud over samlebåndet.
Led Zeppelins femte studiealbum Houses of the Holy solgte mere end 10 millioner eksemplarer og endte senere som nummer 268 på Rolling Stones liste over de 500 bedste album nogensinde. Selvsamme Rolling Stone som betalte den sure anmelder Gordon Fletchers løn da han afskrev albummet i 1973.
Hey, det var egentlig mange tal der sneg sig ind der. 10 millioner. 268. 500. 1973. Og ikke mindst fem. Som er et tal med mange betydninger. Når det kommer til radiokommunikation betyder five by five, at alt er perfekt. Signalets styrke er fem og tydeligheden af indholdet er fem. Symbolet på noget direkte målbart og oplevet. I numerologi er tallet fem repræsentant for frihed, nysgerrighed og forandring. Fysisk er vi udstyret med fem fingre på hver hånd og fem tæer på hver fod. Måske derfor er oplevelsen af balance ofte udtrykt i tallet fem. Vores oplevelse af verden foregår gennem fem sanser. Vi ser, lugter, smager, hører og føler os gennem livet i en fem-enighed af indtryk, som vi sætter sammen til oplevelser og lader dirigere vores bevidsthed.
Jeg kan ikke rigtig gennemskue om jeg synes det taler for eller imod din og min nedarvede intelligens at vores forfædre talte tæerne med. Men vi danskere deler det pudseløjerlige faktum med franskmænd og keltisk talende, at vi talte til tyve og organiserede verden efter det. Resterne af det hører du i talord, som halvtreds og halvfjerds. Altså halvt på vej til 60 og halvt på vej til firs. I dag tæller vi mest til ti. Efter indisk-arabisk forbillede. Opfundet af inderne og udbredt af folk fra den arabiske halvø.
Men det er nu ikke det med de ti tal, som gør det system til noget særligt. Det vigtigste tal i systemet er faktisk ingenting. Det, at systemet er i stand til ikke bare at vise negative eller positive værdier, men også vise og bruge intet. Nicht. Zip. Nothing. Nada. Nul!
Uden nuller ville verden ikke hænge sammen, som flere matematiklærere har sagt i et forsøg på at trøste mig.
Med indernes tilskud af nul fik vi et talsystem, der kunne vise alle værdier, også de tomme. Dermed burde nul jo være det vildeste tal i verden. Men det er det ikke. Det tal som har mest symbolik knyttet til sig er… syv. Når du spørger mennesker hvilket tal er mest magisk giver de dig enten fingeren og griner eller siger syv. Og ikke uden grund.
I de store religioner er syv centralt. I kristendommen skabte gud jorden på 6 dage og fuldendte det hele med en 7 hviledag. Sjovt nok består bibelens første sætning af syv ord, jeg har talt efter: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det gjorde han selvfølgelig også i jødernes fortælling. Hvor Faraoen senere drømte om de 7 fede køer, der bliver spist af de 7 magre. Islam har navngivning på den 7 dag. Hinduer mener der er 7 verdener i universet. i 1925 udgav Gandhi en liste over de syv sociale synder, der begynder med “Rigdom uden arbejde”. Jo mere du tænker over det, jo dybere bliver den. Og er faktisk kun udgivet af Gandhi, som egentlig arvede listen fra den røde præst fra St Mark’s Leicester AKA Frederick Lewis Donaldson, der havde skrevet den til en prædiken. Hvilket jo viser at det med 7, det kunne rejse mellem en præst i den katolske kirke og indisk advokats private avis, uden at miste sin magi.
Når det kommer til religion synes jeg personligt, at det svære er om vi har tingene fordi de kommer fra religionen ind i mennesket eller om religionen har trækkene fordi de er naturlige for mennesket og derfor flyder ind i religionens fortællinger. I 1956 får George Armitage Miller udgivet en artikel i udgave 63 af The Psychological Review. Den begynder således:
Mit problem er, at jeg er blevet forfulgt af et heltal. I syv år har dette nummer fulgt mig rundt, har trængt sig ind i mine mest private data og har overfaldet mig fra siderne i vores mest offentlige tidsskrifter. Dette tal antager en række forskellige forklædninger, nogle gange lidt større og nogle gange lidt mindre end normalt, men det ændrer sig aldrig så meget, at det er uigenkendeligt. Den vedholdenhed, som dette tal plager mig med, er langt mere end et tilfældigt uheld. Der er et design bag det, et eller andet mønster, der styrer dets udseende. Enten er der virkelig noget usædvanligt ved tallet, eller også lider jeg af vrangforestillinger om forfølgelse.
Miller er ung psykologiprofessor på Harvard og han står med sin forskning fadder til det der får navnet “Den Kognitive Revolution”. Gennem forsøg og forskning opdager han at vi mennesker har en kognitiv kapacitet på cirka 7. Uden at tælle kan vi afkode prikker op til 7. Vi kan genkalde 7 forskellige farver. Vores korttidshukommelse kan lagre op til cirka 7 ord, tal eller billeder. Altså, vores kapacitet til at tage verden ind og forstå den på et øjeblik er cirka 7. Miller kaldte den selv syv, plus minus to. Fordi mennesker er forskellige. Men de fleste lå omkring syv. George Millers opdagelse sniger sig ind alle steder efterfølgende. F.eks. bliver amerikanske telefonnumre aldrig længere end syv cifre, plus områdekode. Fordi, så er de til at huske.
Lad os vende tilbage til begyndelsen. Et af anmelderen Gorden Fletchers hovedkritikpunkter af Led Zeppelins femte album var, at når bandet var så dygtige til at spille blues, så var det “tåbeligt at træde uden for den genre”. Men hvem kan styre hvor opfindsomheden og kreativiteten flyder hen? Og hvordan man finder melodien? Led Zeppelins albumtitel Houses of the Holy er en reference til den spirituelle fornemmelse vi alle har følt til en koncert. Der hvor musikken rammer os og skaber en symbiotisk forbindelse mellem band, fans og univers. Der hvor vi tydeligt kan mærke alle andre og samtidig føle os selv. Vi er en del af en helhed og samtidig fuldendte alene.
Det er muligt at syv er den maksimale kapacitet menneskets bevidsthed kan køre på. Men der er ingen tvivl om at når vi skruer den op til elleve, så er 3 det magiske nummer. Alle mennesker har en fødsel, et liv og en død. Vi har vores egen fortid, nutid og fremtid. Alle fortællinger har en begyndelse, en midte og en ende. Men det går langt længere end det.
De fleste af os kender til Pythagoras fordi en matematiklærer har forsøgt at overføre sin begejstring og indlejre viden om hvordan vi opmåler den retvinklede trekant. Men Pythagoras var en langt vildere figur end det. Han etablerede og blev leder af en skole, som nogen ville kalde et kloster eller ligefrem en kult, der var overbevist om at tal ikke bare var magiske, men grundlaget for alt og derfor havde Pythagoranerne et religiøst forhold til tal. De fandt, at tre var det ideelle tal. Alle tal havde mening og nogle mere end andre. Men ingen på samme måde som tallet 3. Pythagoras elskede en god trekant, men endnu højere elskede han tallet tre.
Medlemmerne af Pythagoras kult havde langt mere end matematikken på programmet. De troede på, at gåture med smukke udsigter var vigtige dele af en hverdag. At sjælen forlod det døde legeme og blev genfødt i et nyt, hvorfor de var vegetarer. Endda så trofast at Pythagoras mente at kunne høre en afdød ven i en lokal hunds gøen. Og så troede de at musik var en renselse af sjælen på samme måde som medicin rensede kroppen.
Det samme tror de to legendariske hiphop-typer Double Dee og Steinski. Efter en lang dag i kapitalismens tjeneste, som henholdsvis reklameproducer og reklametekstforfatter, mødtes de om natten i studiet og var mestrene bag en mytisk mikrobølge af mash-up. Den skyllede det værste støv fra reklameminen væk og blev et legendarisk ben i hiphoppen. Det de skabte kunne ikke udgives formelt, fordi det havde så mange lån, tyverier og piratsamples, at ingen ville kunne juridisk cleare formatet. Men de tre såkaldte “Lessons”, som Doug “Double Dee” DiFranco and Steven “Steinski” Stein udgav, blev og er den dag i dag toneangivende. Selv i vores nærområde. Mit bedste gæt er at den fantastiske danske mashup duo Den Sorte Skole har navngivet sig med nik og reference til netop Double D og Steinskis Lessons.
Double Dee og Steinskis “Lesson 3”, der udkom i 1985 med undertitlen: “The History of Hip-Hop Mix” begynder med et tørt beat. Det er kørt en smule op i hastighed og klippet en anelse om, men det skjuler ikke oprindelsen. Det er rytmen fra The Crunge med Led Zeppelin. Med hjælp fra mash-up duoens natteroderi er rockgruppen godt på vej til at skrive sig midt ind i hiphopkulturen 12 år senere. På linie med the funky drummer Clyde Stubblefield er John Bonhams beat gudelære i hiphop-historien. Så meget at det ender som grundlaget for gruppen De La Souls crossover hit fra 1989 “The Magic Number”, der i den grad formår at forbinde hiphop med populærkulturens bredeste midte. Senest på rulleteksten til Spider-Man No Way Home, der gør netop det beat tidssvarende 43 år efter John Bonzo Bonham indspillede det.
Det siges at udover en forsanger og en leadgutarist, så havde Led Zeppelin også en leadbassist og en leadtrommeslager. Fire årtier har på hver deres måde svaret på anmelderen Gorden Fletchers vrisne spørgsmål “når man nu er så dygtig til at spille blues, hvorfor skal man så træde udenfor den genre”? Fordi det inspirerer. En selv og andre. Igen og igen. Det holder liv i lortet og gang i den. Det giver en friskhed, der gør tiden til en ven og ikke en fjende. Det springer og tænder. Det giver nyt liv til det gamle og det nye.
For nyligt fyldte jeg 50 år. I sig selv et magisk tal. 50. Nogle kalder det midtvejs. Nogen tænker det er begyndelsen på enden. Andre at det er begyndelsen på noget nyt.
Meget er gennemlevet, prøvet, lykkes og fejlet. På sin vis har det en befriende karaktér af at de mål der nu virker vigtige er mere mine end arv og miljø oprindeligt bød. Det er ikke nødvendigvis de konforme kassesuccesser. Konen. Karrieren. Kapital. Men de mennesker, vi er blevet til. Den jeg langsomt finder ud af jeg er.
På mange måder bestemmer vi selv om livet efter 50 skal være en klods om benet eller vinger på ryggen. Om det skal være en forhindring eller en fordel. Om vi skal tro på en fordom eller fortolke frit. Og på den måde er alle tal jo magiske. For de betyder præcis det vi vælger at tro de betyder. Også når det gælder den tredje alder.
Det vil glæde mig utrolig meget, hvis du har lyst til at abonnere på podcasten Djævlens Værk. Serien er planlagt til tre sæsoner og fokuserer på alt, vi møder i hverdagen, som fanden har skabt.
Du kan f.eks. finde Djævlens Værk på Apple Podcast og Spotify.
Eller vælge at abonnere direkte i din foretrukne podcastafspiller med det direkte link, som du finder ved at klikke her.
