Terapi

De mest kreative - og særligt de kunstneriske - mennesker, jeg kender, er blevet stærkt kreative fordi de har skullet klare svære og anderledes situationer. De er risikostærke og gode til at tage chancer, fordi det tit har været do or die for dem tidligt i livet. De er vant til at stå fast på sig selv, for ikke at blive væltet af livet og de udfordringer, som de har oplevet.

Indsigten slår mig i Brugsen mens jeg køber bananer og julemedister. Min egen kreativitet er 1:1 baseret på at klare mig gennem en barndom, der slet ikke var snorlige eller ligetil. Der lærte jeg at rulle med slagene, rejse mig igen og igen, leve på siden af I andres liv og særligt, at løse alskens akutte problemer, som jeg ikke havde hverken evner eller erfaring til at løse.

Det har givet mig det jeg lever af. Al den tid jeg har været voksen har jeg levet af den kunnen, som jeg fik ud af min miserable barndom. Men den kunne også sagtens have slået mig ihjel. Og hvis ikke jeg passer på, så gør den det også en dag.

Hvad kan man egentlig tillade sig at forvente af livet? Det er meget forskelligt efter hvor du bliver født og hvornår. Men det er også utrolig bestemt af hvem du fødes af og hvordan. Da jeg 18 år gammel gik ind ad døren hos min første psykolog på Østerbro i København, vidste jeg ikke hvordan et normalt liv var, fordi jeg ikke havde oplevet og levet det. Jeg vidste kun hvordan mit liv var og at det ikke var normalt.

Siden har jeg været i terapi mere eller mindre løbende. Jeg har haft skiftende terapeuter, med forskelligt fokus og system, men jeg falder altid tilbage i en form for jungiansk livsforståelse af mig, mit selv og det billede af verden, som jeg tror jeg lever i. Mit ypperste formål i mit arbejdsliv er, at opnå flow. Få mig og mit selv til at lukke røven længe nok til jeg kan være fuldt tilstede i det jeg laver og stille mig 100% til rådighed for det der skal gøres.

Det kræver en masse terapi, når man lever med evig angst, uro, tankemylder, indre stemmer der taler ned og en lammende frysen for ikke at bliver opdaget. Samtidig med gerne at ville opdages og anerkendes. Der kommer intet godt ud af det spændfelt. Kun fortænkt og forvrøvlet tekst, der er stærkt påvirket af at komme ud af et sted, der observerer og kommenterer sig selv uendeligt. Der er alt for meget menneske og alt for lidt sjæl til, at det er værd at læse.

Det frie sted, hvor stemmerne dør ud, angsten går på vågeblus, og tankemylderet bliver en strøm af bevidsthed giver ren tekst. Tekst, som jeg ikke kan skrive når jeg er bare er mig. Tekst jeg kun kan skrive når jeg stiller mig til fuldt til rådighed for ordene. Uden at belemre dem med mine tanker.

Jeg er ikke troende. Men jeg er heller ikke ateist. Jeg tror dybest set jeg er funktionalist. Forstået på den måde, at jeg ikke vil have en straffende, småtskåret og lille gud, der giver menneskene skyld og skam. Det er så tydeligt noget, der er opfundet af mennesker for at styre mennesker. Men jeg er jo heller ikke komplet blind for, at vi lever i et uendeligt univers, med så mange ting, som f.eks. tyngdekraft, som vi ikke har det mindste bud på at forklare, endsige chance for at forstå. Vi er omgivet af energi, som gør ting vi kan acceptere og stille os til rådighed for, eller gå Don Quixote på.

Som en konsekvens af min barndoms opvækst har jeg altid insisteret på at forstå. Jeg har knoklet med at finde logikken i alting. Fra julemedister til kærlighed. Men jeg må erkende, at det som jeg aldrig vil og kan forstå er det, der i sidste ende gør mig lykkelig. Når jeg endelig, efter dages forsøg, fortaber mig i teksten og skriver udelukkende på ren inspiration. Og så min ubetingede kærlighed til mine døtre.

Ingen af de to ting har en forklaring eller en instruktion. De er konstanter og når jeg ind imellem lykkes med at give slip, så træder de frem. Som det tydeligste tegn på hvordan jeg virkelig gør en forskel i verden. Stiller mig til rådighed og elsker ubetinget. Indtil jeg blinker og ser mig selv udefra igen.

Så hvad kan man tillade sig at forvente af livet? Alt og intet. Er jeg lige nu for enden af et spor eller i begyndelsen af et nyt? Jeg ved det ikke, jeg ved blot, at der ikke er mere energi i det, som jeg plejede at gøre for penge. Ingen vil have mig til at gøre det og jeg kan heller ikke finde mere af det samme i mig selv længere. Er det trist?

Kan man tillade sig at forvente af livet, at man skal det samme hele vejen igennem? Næppe. Men det der slår mig henover køledisken er, at det er måden, som jeg bruger det jeg lærte som barn, der ikke længere er i behov. Ikke det jeg lærte. Det har masser af værdi, det skal bare stilles til rådighed på en anden måde, hvor det giver værdi - og det er formodentligt ikke på en måde jeg kan tænke mig til. Eller skabe med vilje.

Den lille forskel på ulykke og lykke er, om man insisterer på, at det skal være anderledes for at blive godt eller stiller sig til rådighed for øjeblikket, som det er.