Søvnløs i Sengeløse
Jeg har altid elsket natten. Dels fordi jeg blev nødt til at elske natten. I hele min barndom var jeg panisk angst for at falde i søvn. En angst, som jeg tilsyneladende er født med, siden mine forældre kan fortælle uendelige historier (og gerne gør det) om evige, natlige køreture i bil og barnevogn rundt på Tåsinge for at få mig til ro. Men senere, da jeg lærte at elske at sove og faktisk blev så god til det, at jeg nu kan sove allesteder og til alle tider, blev jeg så forelsket i natten at jeg på sin vis har opløst døgnet.
Jeg kan sagtens i lange perioder sove kortere om natten mod et par powernaps gennem dagen. Da jeg pendlede mellem Odense og Skovlunde tog jeg 6.37 og fik ofte en time og et kvarter i toget, som jeg så trak fra min søvn om natten. Søvn er ofte det mest fleksible element af mit døgn.
Men ved siden af selve søvnbalancen findes stemningen. Jeg er gået fra at være uhyggelig bange for de mørke timer til at elske og omfavne dem. Jeg elsker det faktum, at alle andre sover. Særligt når mine børn er hjemme og jeg ved de sover. Så er verden på sin vis i total ro indtil solen står op. Jeg ved hvor alle mine vigtige mennesker er og at de er sikre. Jeg ved hvor jeg selv er. Og jeg ved at ingen vil forstyrre de næste timer. Natten er en lang og rolig udånding.
Men som sagt, sådan har det ikke altid været. Og slet ikke i historien om natten, som gennem menneskenes tid mest har været en saga om den mørke og usikre rejse gennem en metafysisk troldeskov fyldt med ondskab i de gule, stirrende øjne i natten.
In transit
Utallige nætter har jeg bevæget mig gennem Danmark for at være klar til en ny optagelse et nyt sted på en ny dag. Der er en særlig stemning, hastighed og ensomhed på hverdagsnætter. Med tiden er der kommet lidt flere døgnåbne butikker. Og med tiden er en del af dem lukket igen. Bilka i Fields var en ægte ven når jeg ankom kl. 3.3o om natten til mit Cabinn hotel på Amager. Men Bilka lukkede igen og natten forlader sig nu på Circle K og andre med respekt for hele døgnet. Det er sikkert fornuftigt nok, med tanke på de utallige besøg, hvor jeg følte mig helt alene i butikken efter lukketid. Uden at kunne skimte hverken kunder eller personale i en gigantisk butik bygget til tusinder samtidig.
En af de største ting ved Danmark er hvor bitte det er. Der er bogstaveligt talt ingen steder, du ikke kan komme fra og til på et døgn. Endda med mange timer tilovers.
Her går turen fra Aarhus til Rønne på 7 timer og 2 minutter. Med natten til hjælp.
Jeg har aldrig købt præmissen om, at et hotelværelse er dit hjem når du ikke er hjemme. Hver gang man rejser forsøger alle rejsens relevante virksomheder at få status som dit hjem udenfor hjemmet. Men det er jo en stor fed løgn og det ved både de og du.
Du kan godt føle dig hjemme mere end et sted, men du er kun hjemme et sted. Ude er godt, men hjemme er bedst. Der er et sted, hvor du ved hvor alting er og du er helt afslappet. Hvor rengøringen ikke banker på, mens du sidder og klipper video på værelset, fordi de skifte dine håndklæder. Hvor du ikke behøver en bankboks på soveværelset for at låse dine ting inde, mens du er nede i byen. Et sted, hvor din nøgle ikke længere virker fordi klokken er et minut over 10.
Reklamekampagner for flyselskaber følger altid en cyklus. I perioder handler det om man praktisk taget er hjemme det øjeblik man stiger ind i flyet. I perioder, at man er en helvedes rejsekarl det øjeblik man stiger ind i flyet. Det svinger mellem den evige udrejse eller hjemrejse. Hvis man føler sig hjemme på et fly, uanset besætning eller flytype, forstår jeg godt man ikke vil hjem.
Men et sted er mit hjem udenfor mit hjem. Og til tider mere hjem end hjem. Min bil. Med en fuld tank kan jeg køre 800 kilometer, hvilket er praktisk taget uendeligt, for find mig en sted hvor der er mere end 800 km mellem tankstationer og der stadig er vej.
Når jeg sætter mig ind i den ac-justerede boble af podcast og lydbøger og har en god køretur foran mig, så bliver det næsten hypnotisk. I mit seneste forhold stoppede jeg ofte en vej før og bare sad og lyttede lidt ekstra, fordi det var så uendeligt koldt og kynisk i det der skulle være mit hjem, at jeg ikke ville hjem. Jeg følte mig ikke hjemme og var heller ikke velkommen.
Men i mørket og alene, der var jeg hjemme.
Måske er det netop nattens ro og dermed indbyggede mangel på forstyrrelser, der gør at vi selv fylder den med mening og opfundne farer. "Jeg ser min angst, som et naturligt produkt af en kreativ hjerne, der keder sig", siger den engelske komiker Jimmy Carr. Når der ikke er malet noget på det sorte kanvas ser vi så stadig noget? Kan vores hjerner ikke acceptere ingenting uden at fylde det med noget?
Vi leder efter mening. Det meste af tiden. Men særligt om natten, når mørket lægger sig, er vi alene med os selv indtil det bliver lyst. Skal man være bange eller glad for det? Uanset om man finder fred med det faktum eller ej, så ligger de største monstre ikke under sengen, de er i de tanker, der holder os vågne.
Denne tekst er gratis. For 25 kroner om måneden giver du mig mere tid til udforske vores fælles menneskelige erfaringer, indsigter og de blinde vinkler i livet, som påvirker vores hverdag og livskvalitet. Samt får adgang til indhold, der er reserveret supportere. Som f.eks. denne:
Patrick Bay Damsted
Du kan tjekke mulighederne for at blive supporter ud ved at klikke her.
